Luk

HPV-vaccination er nu gratis for drenge

Fra den 1. september blev det muligt for drenge at få gratis HPV-vaccination. Det glæder Kræftens Bekæmpelse. Både mænd og kvinder kan nemlig få kræft, som skyldes HPV – en virus, der smitter ved seksuel kontakt. 

2. september 2019
FOREBYGGELSE & OPLYSNING

Kræftens Bekæmpelse glæder sig over, at drenge fra 1. september kan få gratis HPV-vaccination. Foto: Colourbox.

Kræftens Bekæmpelse har set frem til den dag, hvor drengene endelig kom med i vaccinationsprogrammet. Tilbuddet gælder drenge, der fyldte 12 år den 1. juli i år eller senere.

- Vi er utroligt glade for, at drenge nu også får tilbudt gratis HPV-vaccination ligesom pigerne. For HPV rammer ikke kun piger. Både mænd og kvinder kan få kræft, som skyldes en HPV-infektion, siger Janne Villemoes Bigaard, overlæge i Kræftens Bekæmpelse.

Hans-Jakob Sørensens to drenge skal HPV-vaccineres.

Udover at beskytte drenge mod analkræft og kønsvorter, forventes det, at vaccinen også vil beskytte drenge mod peniskræft og mundsvælgkræft.

Forældre er glade for det nye tilbud
Det nye tilbud til drengene betyder altså, at drenge vil være godt beskyttet mod HPV og dermed mod en række kræftsygdomme. Det glæder Hans-Jakob Sørensen, der er far til to drenge og arbejder som sygeplejerske. Han er ikke i tvivl om, at hans drenge skal have vaccinen.

- Som far er det mit ansvar at beskytte mine to dejlige drenge, og det gør jeg ved at lade dem blive HPV-vaccineret. Udover at mine drenge selv bliver beskyttet mod HPV, så hjælper deres vaccination også med, at vi får stoppet smittevejen. Derved mindskes risikoen for at HPV-smitten spredes, siger Hans-Jakob Sørensen.

Stor tilslutning blandt pigerne
Piger er blevet tilbudt HPV-vaccination i 10 år. Sidste år valgte næsten 40.000 piger at blive vaccineret. Det var en rekordstor stigning på 20 pct. i forhold til året før. Ifølge tal fra Statens Serum Institut er 69 pct. af pigerne fra årgang 2003 – altså de piger, som bliver 16 i år – nu færdigvaccineret. For to år siden gjaldt det kun 28 pct. af pigerne.

- Vi er meget glade for, at stort set alle piger bliver HPV-vaccineret – for vi ved, at det vil betyde langt færre tilfælde af celleforandringer og livmoderhalskræft fremover, siger Janne Villemoes Bigaard og fortsætter:

- Vi håber, at forældre også vil tage godt imod tilbuddet til drengene, for det er en rigtig god og sikker vaccine.

Til sammenligning har norske drenge i 7. klasse fået tilbudt gratis HPV-vaccination siden sommeren 2018, og hele 87 pct. af dem er blevet HPV-vaccineret.

Vores sundhedsminister har meldt ud, at han vil bede Sundhedsstyrelsen se på et catch-up program til drengene. Det håber Kræftens Bekæmpelse vil føre til, at drenge op til 18 år kan få vaccinen gratis – ligesom det er tilfældet for pigerne.

Du kan læse mere om Kræftens Bekæmpelses holdning til et catch-up program til drenge op til 18 år:

Det mener Kræftens Bekæmpelse om HPV-vaccination til drenge

Fakta om HPV-vaccination:

  • I Danmark er der hvert år omkring 580 kvinder og 230 mænd, der får kræft, som skyldes HPV. Mange af de tilfælde kan undgås med HPV-vaccination
  • Man kan blive smittet med HPV, første gang man har sex eller anden intim kontakt
  • Kondom forhindrer ikke smitte med HPV, fordi virus kan sidde på huden omkring kønsorganerne
  • HPV er den hyppigste seksuelt overførte virus i Danmark, og lige nu er omkring fire ud af ti unge under 30 år smittet med HPV
  • HPV-vaccination beskytter mod størstedelen af alle tilfælde af livmoderhalskræft, analkræft samt kræft i skeden og kvinders ydre kønsorganer. Det forventes, at vaccinen også beskytter mod mundsvælgkræft og peniskræft
  • HPV-vaccinen beskytter også mod kønsvorter, som der hvert år er cirka 12.000 danskere, der bliver behandlet for

Vil du vide mere?
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Christina Hilding Rasmussen på chr@cancer.dk eller tlf. 35 25 76 48.

Du kan læse mere om HPV-vaccination på kampagnesiden Stop HPV - bliv vaccineret.

Du kan også læse mere her om den nye, store undersøgelse, som bekræfter effekten af HPV-vaccinen.

Læs også, hvordan frivillige i Region Sjælland sætter fokus på HPV-vaccination sammen med apoteker.