To tiltag, der satte fokus på pårørende til kræftpatienter, var at finde på den velbesøgte Stafet For Livet i Skjern.

Dels var der et telt med en pårørendevæg, hvor man med et håndaftryk kunne markere, at man er pårørende til en kræftpatient.

Dels havde lokalforeningen sponsoreret en middag for alle fighterne inklusiv deres pårørende. Det var tydeligt, at de pårørende havde stor fornøjelse af at træffe hinanden og få snakket på kryds og tværs. Og for at sikre politisk fokus på de pårørendes situation var tre lokalpolitikere inviteret med til middagen. Mange slog et slag forbi lokalpolitikerne for at fortælle den historie, som de bærer på om at være pårørende til en kræftpatient.

Jeg synes, at det er vigtigt

Gudrun Clausen, der deltager i stafetten som fighter udbrød: ”det der er vigtigt”, da hun konstaterer, at stafetten havde tiltag rettet mod kræftpatienters pårørende.

Hun peger på, at pårørende har brug for at kunne udtrykke deres angst og tanker uden at skulle belaste den kræftramte. Der skal også være nogle andre de kan tale med.

Gudrun Clausen

Gudrun og hendes mand ville ikke miste den nærhed og ligeværdighed som deres liv er bygget op omkring, da hun for 20 år siden fik konstateret brystkræft. Parrets fine relation skulle ikke ødelægges af, at hun fik kræft. Alle samtaler skulle ikke dreje sig om hendes sygdom. Det var på samme måde i forhold til hendes børn.

Hun forklarer: ”Sygdommen skulle ikke komme imellem os. Selvfølgelig skulle der kunne tales om min sygdom, men vi skulle også kunne leve den hverdag, der fandtes før min sygdom”.

Gudrun Clausen peger desuden på: ”Heldigvis havde vi et godt netværk. Eksempelvis satte min veninde sig ned med mine tre mindreårige børn og de fire havde derefter en lang samtale. Mine børn husker stadigvæk den samtale her mange år senere”.

Det er nærliggende at stille et spørgsmål, fremhæver Gudrun: ”Hvad med pårørende uden netværk"? Hun svarer selv: "Det er dem, der knækker og det er der parforholdet ender i skilsmisse”. ”Derfor er det så godt, at Kræftens Bekæmpelse får sat fokus på de pårørendes situation. De pårørende må ikke glemmes”.

Gudrun har i øvrigt også selv stået i rollen som pårørende ganske mange gange. For som den ene halvdel af et nu forhenværende forstanderpar på en efterskole, har hun mødt adskillige elever i teenagealderen, der skulle tales med og tages hånd om, når en af forældrene var blevet ramt af alvorlig sygdom.

Pårørende er der mange af på stafetten i Skjern

Teltet med den store pårørende-væg er velbesøgt. Personer i alle aldre kommer for at sætte deres håndflade med våd maling mod lærredet og derved markere, at de tilhører den gruppe, der kender alt til de trængsler, der knytter sig til at være pårørende til en person, der er ramt af alvorlig sygdom. Lørdag eftermiddag er der allerede kommet mange håndaftryk.

For Ulla Ulriksen, som er med i kredsen af frivillige, og i øvrigt har et ben i både lokalforeningen og stafetten, var det naturligt at Stafet For Livet i Skjern skulle synliggøre det at være pårørende. Og det synes de øvrige frivillige fra lokalforeningen og stafetten også.

Ulla fik selv for en del år tilbage konstateret brystkræft. Sammen med sin mand deltog hun derfor i et arrangement i nabo-lokalforeningen. Arrangementet satte fokus på de pårørende og handlede blandt om, at pårørende også rammes, når en person, de er tæt på, rammes af kræft.

Det var en øjenåbner og på vejen hjem i bilen spurgte Ulla forsigtig sin mand om han kunne genkende nogle af de ting, som var kommet frem. 

Han svarede: ”Der er aldrig nogen, der har spurgt, hvordan jeg har det”.