Allan Hendley er normalt tilknyttet butikken i Ringsted, men har i den seneste tid også hjulpet til i forbindelse med åbningen af IGEN-kædens 15. butik i Næstved. En åbning, der i stedet blev til en lukning af butikken den 12. marts.
Vi holder os i gang, og glæder os til vi kan åbne igen. Foto: Allan Hendley
- Vi nåede at lægge rigtig meget arbejde i at oplære de nye frivillige medarbejdere i Næstved. Og så kom coronavirussen og lukkede os ned. Men vi er klar, lige så snart vi kan åbne igen, for det er en meget fin butik, og vi glæder os til at få den løbet rigtigt i gang, fortæller Allan.
Vi savner det sociale liv
Til daglig betegner Allan sig selv som en slags kan-du-ikke-lige-mand i butikken i Ringsted. Han hjælper med alt, hvad der lige skal gøres, såsom at lægge opslag på Facebook eller lave lister over holdene og deres vagter i butikken. Det sidste er han lige nu i gang med.
- Jeg holder mig i gang med at være proaktiv. Jeg sidder bl.a. i disse dage og opdaterer listerne over holdene. Vi skal jo heldigvis åbne igen, og så skal listerne være klar, så alle ved, hvornår de skal komme på arbejde, siger han.
Allan og hans hustru Eva er begge aktive i IGEN. Men flere andre aktiviteter fylder lige nu. Som man måske kan se på billedet, er der en vis lighed mellem Allan og julemanden, og Allan er da også en både kendt og meget brugt julemand i Danmark. Det bruger han en del tid på. Haven skal jo også passes, så alt i alt er Allan selv godt stillet med noget at tage sig til. Men det er ikke hans oplevelse, at alle har det sådan.
- Vi tager det, som det kommer, men jeg ringer også ofte til kollegaerne fra holdet, for mange savner det sociale liv og bare at komme i butikken, fortæller Allan.
Det er en mærkelig situation for os alle. Foto: Jette Grosell.
Også Jette Grosell, som er én af talsmændene i IGEN-butikken i Virum fremhæver, at det er svært for mange ikke at komme i butikken.
- Det er en meget mærkelig situation for os alle, men det er selvfølgelig det helt rigtige at gøre. Vi er jo alle 85 medarbejdere i den ældre kategori og dermed i risikogruppen. Butikken er, for mange af os, en stor del af vores pensionisttilværelse. Det er her, vi fordyber os i noget fagligt og holder os ajour med de sociale spilleregler, som man ikke skal underkende betydningen af. Jeg taler ofte med mine kolleger, og kan kun sige, at det går op for os nu, hvad butikken og fællesskabet betyder for os alle. Vi er mange, der står og tripper for at komme i gang igen, siger Jette med et smil.
- Vi står og tripper for at komme i gang igen. Foto: Jette Grosell.
Kommunikationen fungerer godt
Jette har en baggrund inden for kunst og antikviteter. Hun holder sig i gang med bl.a. at få ryddet op i sine malerier.
- Jeg får hængt nye op og taget gamle ned i mit hjem. Og så taler jeg med familie og venner, hver dag. Jeg har det godt og holder mig i gang, men for mange er det også et hårdt slag. Det er godt, at vi bliver informeret hele tiden om, hvor Kræftens Bekæmpelse er med sine indsatser, og hvor vi er i forhold til butikkerne. Jeg sender al information videre til mine hold, og det fungerer godt. Nu venter vi bare og glæder os til, at vi kan komme i gang igen, slutter Jette Grosell.