Luk

IGEN Roskilde blev til Graceland for en dag

Elvis levede!... Og han boede i Roskilde. Det kunne man i hvert fald forledes til at tro, eftersom IGEN-butikken i sommer arvede hele tolv store flyttekasser fyldt med Elvis-bøger og musik. Det hele blev sat til salg lørdag den 14. september, hvor butikken var omdannet til et regulært Graceland.

24. september 2019
Nille Gry Klinge, Forening og Frivillige

Elvis’ karakteristiske fløjlsbløde stemme fylder butikken allerede fra morgenstunden af, mens frivillige medarbejdere sætter kaffe og peanutbutter og jelly-sandwiches frem. Det var Elvis’ yndlingsmad, og derfor skal kunderne have dem serveret, så de får en sjov og autentisk oplevelse i genbrugsbutikken.

DJ'en hedder Jan og er stamkunde i IGEN-butikken. Foto: Lars Jessen.

Musikken lyder fra et mixerbord, hvor en lokal DJ spiller alt fra 'Are you lonesome tonight' til Elvis, der synger tyske slagere (på tysk!), mens de købelystne Elvis-fans bladrer i de mange LP’er, der er opstillet i store kasser i midten af butikken.

Jan, hedder DJ’en, som i øvrigt donerer sin fritid til dagens arrangement:

- Jeg kender butikken og handler her ofte, så da jeg hørte, at her skulle være Elvis-arrangement, tænkte jeg med det samme, at dét ville jeg bakke op om. Og det betyder naturligvis også noget, at jeg derved støtter kræftsagen, fortæller Jan, som pludselig får travlt med at skifte musik.

29-årige Rune Nielsen fik allerede som barn smag for Elvis. Foto: Nille Gry Klinge.

Fik tidligt smag for Elvis
Der er allerede kø ved kassen. Mange er kommet langvejsfra for at gøre et kup. Det gælder også 29-årige Rune Nielsen fra København, som har fyldt to store indkøbsposer med LP’er:

- Ja, jeg har nok købt for små tusind kroner. Jeg fik interessen fra min far, som altid spillede den samme Elvis-CD i bilen, da jeg var barn. Til sidst kunne jeg den udenad og lærte at holde af hans musik. For ca. tre år siden begyndte jeg at samle på LP’er, og hvor skulle jeg starte? Med Elvis naturligvis, så nu er det blevet en stor hobby, fortæller Rune.

Der er kø ved kassen denne Elvis-lørdag. Foto: Nille Gry Klinge.

Han har gjort nogle gode fund, mener han, så han er ikke rejst forgæves fra København. Og han tilføjer, at det da er ekstra godt, når man også kan støtte en god sag med sine penge. På vejen ud af butikken, må han lige kigge på Amerikanerbilerne, som holder i parade foran indgangen. Det er Roskilde Amerikanerbil-klub, som er mødt op for at skabe stemning med fem flotte, klassiske biler, som de besøgende kan få lov at nærstudere.

Helle Christoffersen er mødt op med sin Cadillac. Foto: Nille Gry Klinge.

- Vi holder meget af at vise vores biler frem og dele fakta om dem med interesserede. Og så skaber vi en stemning, der passer til dagen her, siger Helle Christoffersen, som er formand for klubben.

Helle er mødt op iført 60’er skørt og masser af smil:

- Det betyder meget for os, at vi kan gøre det her og støtte Kræftens Bekæmpelse i dag, fortæller hun.

God reklame for butikken
Mange frivillige medarbejdere i butikken er mødt op på denne lørdag, og de nyder at se deres arbejde bære frugt.

- Vi har brugt meget ekstra tid på arrangementet, fortæller Jeanne, som er medarrangør af eventen og butikkens facebookredaktør.

- Jeg har bl.a. været inde på forskellige Elvis-grupper på Facebook for at annoncere arrangementet, og det har givet god reklame. I sidste ende er det også god reklame for butikken, for der er stadig borgere i Roskilde og omegn, der ikke ved, at vi ligger her, tilføjer Jeanne. 

Efter dagen, hvor IGEN blev omdannet til Graceland, vil der helt sikkert være flere lokale, der kender til IGEN-butikken.

Se video fra Elvis-dagen og flere billeder herunder.

Se video fra Elvis-dagen

Roskilde Amerikanerbil-klub er glad for at kunne støtte Kræftens Bekæmpelse. Foto: Nille Gry Klinge.

Mange er kommet langvejs fra for at rode i de store kasser med Elvis LP'er. Foto: Nille Gry Klinge.

Tre ekspedienter på samme tid i kassen. Foto: Nille Gry Klinge.

John er en af de mange fans, som har fået lidt Elvis-godter. Foto: Nille Gry Klinge.