Luk

Indsamling fra genbrugsbutik: Man skal lære ungerne, at man skal hjælpe hvor man kan

Søndag 3. april var en stor og vigtig dag for Kræftens Bekæmpelse og alle berørt af kræft, for det var dagen hvor danskerne viste flaget og gik på gaden for at samle ind til kræftsagen. Traditionen tro foregik Landsindsamlingen i Rudersdal kommune fra Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutik i Birkerød, hvor bl.a. ægtepar, vennepar, børnefamilier og hunden Kenya gik på gaden.

Landsindsamling fra kræftens Bekæmpelse Genbrug

I Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutik på Birkerød Torv står kampaganeleder Sri Sai Das og syv frivillige klar til at tage godt imod de ca. 50 lokalborgere, som i søndags havde meldt sig som indsamlere til Landsindsamlingen.

-Jeg glæder mig. Det gør jeg hvert eneste år. Jeg har selv samlet ind i 19 eller 20 år. 

Sådan lyder ordene fra Das, der efterhånden er et kendt ansigt hos både Kræftens Bekæmpelse og i Rudersdal Kommune.

Udover at være medlem af hovedbestyrelsen, så er han 
nemlig også formand for Rudersdals Lokalforening, medlem af Regionsudvalget i Hovedstaden og kampagneleder for Landsindsamlingen i Rudersdal Kommune. 

Veninderne Gitte og Eva sammen med indsamlingsleder Sri og hunden Kenya støtter op om Landsindsamlingen.

Veninderne Gitte og Eva sammen med indsamlingsleder Sri og hunden Kenya støtter op om Landsindsamlingen. Foto: Lone Kindberg

'Jeg skal jo alligevel ud og gå med min hund'
Nogle af dem, der er mødt op i genbrugsbutikken for at hente en indsamlingsbøtte, er veninderne Eva og Gitte og hunden Kenya.

 -Jeg vil rigtig gerne hjælpe, og jeg skal jo alligevel ud og gå med min hund, siger Gitte som om, at det er noget af det mest selvfølgelige at sætte tre timer af til at samle ind for kræftsagen.

Gitte har selv haft brystkræft, men takket være en effektiv kræftbehandling, er hun i dag sygdomsfri.

-Det betyder ikke noget for os at gå sådan en lille tur, supplerer veninden Eva, inden de trasker afsted.

Det er første gang at 7-årige Alma og hendes mor skal ud og samle penge ind.

Det er første gang at 7-årige Alma og hendes mor skal ud og samle penge ind. Foto: Lone Kindberg

Mor og datter samler ind for første gang
7-årige Alma og hendes mor Maria er også mødt op i butikken, som de jævnligt besøger når de skal købe genbrug. Det er dog første gang. at de skal ud med indsamlingsbøtten og samle ind.

- Vi har aldrig prøvet det før, men at samle ind ligger meget i vores bevidsthed. Vi har snakket om det her med, at nogle gange ringer det på døren derhjemme fordi der er mennesker, som er særligt udsatte og som har behov for hjælp. Nu vi vi gerne selv ud og samle ind og jeg synes kræftsagen er en vigtigt sag, fortæller Maria.

-Jeg har glædet mig. Jeg har aldrig prøvet det før, siger Alma forventningsfuldt, inden de forlader butikken for at tage ud og samle ind. 

Karsten samler ind til Landsindsamlingen både fysisk og digitalt.

Karsten samler ind til Landsindsamlingen både fysisk og digitalt. Foto: Lone Kiindberg

Karsten er gået all-in på Landsindsamlingen
- Når kræften rykker ind i familien, så rykker vi også tættere sammen i bussen og støtter op om kampen mod den desværre hårdt rammende sygdom, fortæller 47-årige Karsten, da vi søndag morgen møder ham i genbrugsbutikken. 

Til daglig er Karsten journalist og talsperson for FDM, men søndag formiddag holdt han en velfortjent pause fra bilsnak og erstattede den i stedet med en snak om kræft. En sygdom som også han har tæt på.

Sideløbende med den fysiske indsamling har han også slået et slag for kræftsagen på hans Facebook-profil, hvor han opfordrer sit netværk til at støtte digitalt.

-Der var en der overførte 150 kr. på mobile pay allerede inden jeg nåede at stemme dørklokker, fortæller han begstrejet.

4-årige Nora samlede over 1500 kroner ind til Landsindsamlingen.

4-årige Nora samlede over 1500 kr. ind til Landsindsamlingen. Foto: Lone Kindberg

Man skal lære ungerne, at man skal hjælpe der hvor man kan
Selv om Nora kun er 4 år gammel kan hun allerede bryste sig af at have flere års erfaring som indsamler for Landsindsamlingen.

Da Nora var 0 år blev hun nemlig slæbt med i barnevognen af sine forældre for at stemme dørklokker til fordel for kræftsagen.

 -Man skal lære ungerne, at man skal hjælpe hvor man kan, lyder budskabet klokkeklart fra Noras far, 33-årige Alexander, som er både glad for og stolt over datterens indsamling på over 1500 kr.

Selv formåede han at samle 2500 kr. ind med den øvrige familie, som var taget hjem, da han og Nora senere på dagen kom for at aflevere de to indsamlingsbøtter.

Tidligere brystkræftpatient Charlotte havde taget manden Steen med til Landsindsamlingen.

Tidligere brystkræftpatient Charlotte havde taget manden Steen med til Landsindsamlingen. Foto: Lone Kindberg

Charlotte fra hvermaterialet dukkede også op
En af dem, der også var mødt op i genbrugsbutikken for at samle ind til den gode sag, var 49-årige Charlotte, som havde taget gemalen Steen med.

Charlotte har selv haft sygdommen helt tæt på, da hun har været ramt af brystkræft to gange. Idag er hun heldigvis rask. 

-Selvfølgelig støtter jeg op om alt hvad der har med kræftsagen at gøre, fortæller hun smilende.

Virker Charlotte en anelse bekendt, så er det fordi hun pryder  forsiden af Landsindsanmlingens hvervemateriale, som hun står med i hånden.

Borgerne i kommunen har været gavmilde
Da kl. nærmer sig 14.00 komme de sidste indsamlere retur, og hvor nogle skynder sig hjem for at spise sen frokost, bliver andre i butikken og venter på at få deres indsamlingsbeløb optalt. 

-Det er gået så godt. Folk har været så søde og punget ud. Vi fik 3027 kr. i bøtten, lyder det stolt fra Pia, mens Gitte og hunden Kenya pænt venter udenfor butikkens indgangsparti. 

-Det har virkelig været en god oplevelse. Vi endte med at samle 1226 kr. ind, fortæller Maria med datteren Alma i hånden.

-Indsamlerne har været meget flittige og jeg vil gerne sige en stor tak til dem alle, siger Das og fortsætter:

-Vi har ikke fået optalt det samlede beløb, men det lader til at borgerne i Rudersdal har været gavmilde og at de gerne vil støtte kræftsagen. 

Du kan stadig støtte indsamlingen
Den fysiske indsamling er igen i år suppleret af en digital indsamling, der fortsætter helt indtil søndag den 10. april, hvorefter det endelige resultat gøres op. I skrivende stund er der mere end 2.000 digitale indsamlinger enten via Facebook og indsamling.dk.

Så hvis du ikke var hjemme, da indsamlerne kom forbi eller du ikke selv var ude med indsamlingsbøtter, har du stadigvæk mulighed for at give et bidrag til dette års landsindsamling.

Det kan du blandt andet gøre ved at støtte eller oprette en digital indsamling på Facebook eller via indsamling.dk., Mobile Pay på 93 80 00, sms og bankoverførsler.  

Opret eller støt en indsamling på indsamling.dk

Opret din egen digitale indsamling på Facebook