For to uger siden kom der en overraskende besked fra Sundhedsdatastyrelsen. Styrelsen annoncerede nemlig, at der først i 2020 igen vil blive offentliggjort data for, hvordan det går for regionerne med at leve op til forløbsmålene i kræftpakkerne.
De data - populært kaldet forløbstidsdata - som hidtil er offentliggjort en gang i kvartalet, udebliver helt enkelt. Sundhedsdatastyrelsen forklarer udmeldingen med, at de har igangsat en implementering af et nyt sundhedsdataprogram og dermed også overgår til et nyt landspatientregister.
Kræftens Bekæmpelse er både overrasket og utilfreds med, at man først i 2020 igen kan overvåge, hvordan det går med at leve op til forløbsmålene i pakkerne.
Det vil først i 2020 igen være muligt at følge udvikling i forløbstider. Grafik: Kræftens Bekæmpelse.
Kræftens Bekæmpelses regionsudvalg følger løbende med i, hvorledes det i hver region udvikler sig med at nå målene i de respektive kræftpakker. Det er problematisk, når denne mulighed forsvinder.
I efteråret kunne Kræftens Bekæmpelses regionsudvalgsformand i Region Sjælland, Jørgen Nørgaard, konstatere, at alt for mange brystkræftpatiententer i hans region ikke fik den nødvendige kirurgisk behandling inden for de forløbsmål, der er beskrevet i brystkræftpakken. Jørgen Nørgaard tog kontakt til regionen og drøftede de forhold, der lå bag de dårlige tal og pressede på for at få en løsning.
Der er næppe tvivl om, at når en region bliver konfronteret og anmodet om en dialog, står det endnu mere klart for regionens ledelse, at de kigges over skulderen. I det konkrete tilfælde blev der da også hurtigt igangsat et arbejde med at ansætte brystkræftkirurger, så færre brystkræftpatienter i Region Sjælland skal opleve at vente på at få en operation.
Uden data ingen overvågning
De kvartalsvise data for, hvorledes regionerne lever op til forløbsmålene, er afgørende for Kræftens Bekæmpelses løbende overvågning af, hvor mange kræftpatienter der får udredning og behandling inden for de rammer, der er fastlagt i kræftpakkerne.
Et andet eksempel på, at en løbende overvågning giver anledning til handling, ses i Region Hovedstaden. Her har man kigget på tallene og efterfølgende besluttet sig for, at man vil rette op på det forhold, at for få brystkræftpatienter behandles inden for forløbsmålene. Regionen har nu bevilget ekstra penge til området.
Specialkonsulent Søren Worsøe Laursen har i mange år beskæftiget sig med kræftpakkerne i regi af Kræftens Bekæmpelse.
- Det er et vigtigt værktøj for Kræftens Bekæmpelse, vi nu i et års tid spilles af hænde. Forløbsdata er nogle af de eneste data, vi har for at måle, om vi rent faktisk kommer i mål med kræft som akut sygdom. Men forhåbentlig medfører det arbejde, Sundhedsdatastyrelsen udfører, at vi får et egentligt tjek af datakvaliteten, så det blandt andet sikres, at registreringspraksis bliver ens, og at data dermed bliver helt sammenlignelige på tværs af regioner. Endelig må vi forvente, at registreringen af, om kræftpatienter får den opfølgningsplan, de har krav på, ligeledes ligger helt klar næste gang, der offentliggøres data, siger Søren Worsøe Laursen.