Luk

Jesper Fisker: Frivillige har gjort en uvurderlig indsats

Uden den frivillige indsats var det ikke lykkedes at få cigaretprisen op. Sådan lyder det fra den administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse, efter regeringen og dens støttepartier har besluttet at hæve prisen på cigaretter til 60 kroner som en del af deres forslag til en ny finanslov. Jesper Fisker vil derfor gerne sende en stor tak til alle frivillige.

4. december 2019
FORENING & FRIVILLIGE

I videoen her sender den administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse, Jesper Fisker, en stor tak til alle jer frivillige, som har gjort en kæmpe indsats lokalt og regionalt for at give vores børn og unge en røgfri fremtid.

Regeringen har netop indgået finanslovsaftale med De Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet. Et af de centrale områder i loven er en styrket indsats mod rygning. Prisen på en pakke cigaretter får et ordentligt nyk opad til 55 kroner fra den 1. april 2020. Og den 1. januar 2022 skal prisen hæves yderligere til 60 kroner.

- Det er jeg rigtig stolt af, at vi har kunnet gøre, og det har vi kun kunnet gøre, fordi vi er rykket sammen som organisation. I har spillet en fantastisk rolle. Uden den frivillige indsats var det her simpelthen ikke lykkedes. Så det her er også en sejr for jer, siger Jesper Fisker i videoen.

Et afgørende skridt på vejen mod en røgfri fremtid
Højere priser på cigaretter er det mest effektive virkemiddel, hvis vi skal undgå, at børn og unge begynder at ryge. Derfor er det et afgørende skridt mod en røgfri generation og en røgfri fremtid, politikerne nu har taget.

- I dag skal vi ønske hinanden tillykke, siger frivilligchef Charlotte Gerhauge. Foto: Tomas Bertelsen.

Statens Institut for Folkesundhed estimerer, at en prisstigning til 60 kr. for en pakke cigaretter vil medføre et fald i det samlede forbrug af cigaretter på 20 pct. og et fald i unges forbrug af cigaretter på 75 pct.

Kræftens Bekæmpelse vil fortsat arbejde for, at prisen stiger endnu mere, og at vi får røgfri skoletid på alle skoler og ungdomsuddannelser, og at cigaretpakkerne bliver neutrale.

Men i dag skal vi ønske hinanden tillykke med en vigtig sejr, siger frivilligchef Charlotte Gerhauge, der også ønsker at sende en stor tak til alle frivillige.

- I har holdt utallige møder med lokale og regionale politikere og med folketingskandidater. I har kæmpet for at få kommuner til at blive partnere i Røgfri Fremtid, og I har knoklet for at få røgfri skoletid. Jeres indsats lokalt har været med til at lægge et pres på Folketinget, så de også kom ind i kampen. I har været med til at gøre drømmen om en røgfri fremtid for vores børn og unge til en landsdækkende bevægelse, siger Charlotte Gerhauge.

Det siger finanslovsaftalen om tobak
Regeringen har indgået finanslovsaftalen med sine støttepartier De Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet. De er blevet enige om styrke indsatsen mod rygning.

Indsatsen skal forhindre børn og unge i at begynde og motivere flere til rygestop. Det skal lykkes ved hjælp af øgede afgifter på tobak, skærpet kontrol med salg til mindreårige og hjælp til rygestop for udsatte borgere.

Læs hele finanslovsaftalen her.

60 kroner for cigaretter i 2022
Prisen på en pakke cigaretter skal i gennemsnit stige til 55 kroner fra den 1. april 2020. Og den 1. januar 2022 skal prisen hæves yderligere til 60 kroner. Andre tobaksprodukter som cerutter, snus og cigarer stiger tilsvarende.

Mere kontrol med salg til unge
Unge under 18 år må ifølge loven ikke købe tobak. Det bliver dog langt fra altid overholdt. I finansloven er der øremærket 5 mio. kr. til øget kontrol af salg til mindreårige. Det gælder både butikker og salg på internettet.

Ud over cigaretter skal puljen også dække kontrol af salg af alkohol, tyggetobak og e-cigaretter til mindreårige.

Udsatte får hjælp til rygestop
Fra 2020-2023 er der afsat 10 mio. kr. til en forsøgsordning, der skal styrke rygestopindsatsen i kommunerne. Pengene skal bruges til rygestopforløb og rygestopmedicin til udsatte borgere.

Øgede afgifter på e-væsker
Væsker til e-cigaretter stiger med 2 kroner per ml., men først fra den 1. juli 2022. Det betyder, at 10 ml. e-væske kommer til at koste omkring 50 kroner.

Vil du læse mere om, hvad der i finanslovsaftalen får betydning for kræftområdet:

Ny finanslov sikrer HPV-vaccination til flere drenge