Giv en frivillig kollega et skulderklap. Grafik: Fantastiske Frivillige.
Frivillige udfører et stort stykke arbejde hver eneste dag overalt i Danmark. I år har indsatsen været udfordret af coronavirus, men også under disse vilkår er frivillige trådt til med en imponerende idérigdom og vilje til at hjælpe andre. Det skal vi give et skulderklap for.
Du kan nu indstille din kandidat til dette års 'Fantastiske Frivillige', som Røde Kors, Coop, Roskilde Festival og Kræftens Bekæmpelse står bag.
Nomineringen løber frem til den 1. november, og du kan læse mere om indstillingen her:
Sidste års vinder Stine Knak Olesen. Foto: Privat.
Blandt alle de indstillede udvælger en jury 10 fantastiske frivillige, der især fortjener at blive hyldet for deres indsats. Vinderen bliver kåret til et arrangement den 26. november hos Røde Kors i København og får en præmie på 25.000 kroner sponsoreret af Coop. Præmien udbetales til den forening, hvor den frivillige er aktiv.
Vinderen af Fantastiske Frivillige 2019 blev Stine Knak Olesen fra Århus, som er frivillig fysioterapeut hos Fundamentet, der tilbyder behandlinger til sårbare og udsatte. Det er et arbejde, som giver stor mening for Stine.
- Jeg føler, at jeg gør en forskel andre mennesker. Og alle er så taknemmelige, og de vil så gerne modtage hjælpen. Jeg føler virkelig, at det rykker noget, siger Stine Knak Olesen.
- Men der er også et fællesskab sammen med de andre frivillige, og man hører til et sted, og man er en del af noget. Det giver god mening, tilføjer hun.