Luk

Kirsten og Marianne tager stolte hjem fra Folkemødet

Det er tid til at gøre status over Folkemødet i en sidste videodagbog fra Kirsten Halskov Madsen og Marianne Karstensen. De er frivillige i Kræftens Bekæmpelses regionsudvalg og har været med på Bornholm for at deltage som aktivt publikum i forskellige debatter, og der er især én ting, de er stolte over. Se deres video her.

16. juni 2019
VIDEO: RIKKE HOLM, FORENING OG FRIVILLIGE
Klik her og se den sidste videodagbog, som Marianne og Kirsten har lavet på Folkemødet.

Det har været nogle solskinsrige dage på Bornholm indtil nu - men lørdag eftermiddag gik den ikke længere. Pludselig væltede det ned med regn over Folkemødet, og Marianne Karstensen og Kirsten Halskov Madsen måtte søge ly indenfor. 

De nåede dog at deltage i nogle events, inden regnen nåede til klippeøen. De fremhæver en rørende historie om Alberte, der som teenager mistede sin mor i et kræftforløb. Temaet var børn, unge og sorg.

- Vi kunne høre, hvor vigtigt det er, at omgivelserne i langt større udstrækning støtter børn og unge, som er ramt af sorg. Derfor er det rigtig fint, at Kræftens Bekæmpelse arbejder for, at der kommer lovgivning på det her område, så det ikke kun skal være hensigtserklæringer fremadrettet, siger Marianne Karstensen, formand for regionsudvalget i region Hovedstaden.

Patienter og pårørende i teltet
Her på den sidste dag er det også tid til at gøre status over Folkemødet, og Kirsten Halskov Madsen fortæller, at hun er mest imponeret over, hvad der er foregået i Kræftens Bekæmpelses eget telt.

- Her er kommet patienter og pårørende ind fra gaden og er kommet direkte hen til mig og til andre og til patientforeningerne med deres historier og har kunnet få hjælp øjeblikkeligt, fortæller Kirsten Halskov Madsen, formand for regionsudvalget i region Midtjylland.

Det er faktisk som om, at der er blevet etableret en af Kræftens Bekæmpelses rådgivninger på Folkemødet, uddyber Kirsten.  

- Vi er lykkedes med at signalere, at vi er der for kræftpatienterne og de pårørende. Det er jeg meget stolt af, smiler Kirsten Halskov Madsen.

- Det er jeg også. Det er virkelig imponerende glædeligt at se, at vi har et fællesskab i det her hus. Ingen skal stå alene med kræft, og det er derfor, vi er her, supplerer Marianne Karstensen.

Se hele videoen fra Marianne og Kirsten øverst i artiklen.