Luk

Bliv klogere på de nyeste tal på kræftområdet

Publikationen 'Kræft i Danmark 2022' giver overblik over en række centrale tal på kræftområdet. Eksempelvis, hvor mange, der får kræft i Danmark, og hvor mange, der overlever en kræftdiagnose. Men publikationen kan også gøre dig klogere på mange andre fakta om kræft. Eksempelvis giver data på palliationsområdet grund til panderynken.

23. maj 2022
IB LINDSTRØM, PATIENTSTØTTE OG FRIVILLIG INDSATS

Hvis man som frivillig arbejder med kræftpolitik eller man måske af andre grunde er optaget af centrale data på kræftområdet, vil man med fordel kunne orientere sig i en ny publikation udgivet af Kræftens Bekæmpelse – ’Kræft i Danmark 2022’.

’Kræft i Danmark 2022’ belyser nemlig en bred vifte af fakta og data fra registre, institutioner og organisationer, der beskæftiger sig med kræft. Publikationen giver en fakta-status på centrale områder og udpeger samtidigt steder, hvor der er udfordringer, som kræver, at der skal tænkes i løsninger, som er svarene på disse udfordringer.

Bekymrende tal om palliation
Lad os tage et eksempel på, hvad der kan findes i publikationen: En palliativ indsats er central for mange kræftpatienter. Derfor er det beskæmmende, at man i publikationen kan læse, at hver femte henviste patient, enten dør eller når at blive for dårlige, inden de får kontakt med specialiseret palliativ indsats.

Her er altså et område, der skal arbejdes med politisk, så alle kræftpatienter, med behov herfor, tilbydes en specialiseret palliativ indsats i rette tid.

Og bemærk at rapporten her indeholder regionale data. Der findes nemlig i rapporten en tabel, som viser, at udfordringerne med at sørge for specialiseret palliativ indsats inden for ti dage går bedre i Vestdanmark end i Østdanmark.

Et andet eksempel på et område, hvor Kræft i Danmark 2022 leverer fakta, er i forhold til senfølger og rehabilitering. Når 45.000 personer i det seneste opgjorte år (2020) fik konstateret kræft og 70 procent overlever i mindst fem år, så siger det sig selv, at fokus på senfølger og rehabilitering er vigtigt. Det er effektive behandlingsformer, som betyder, at flere og flere lever i mange år med en kræftdiagnose.

Mange oplever senfølger og behov for rehabilitering, og især på sygehusene opleves mangel på rehabiliteringstilbud, viser rapporten. 27 procent af de adspurgte ambulatorier og sengeafdelinger tilkendegiver, at deres kapacitet i forhold til rehabiliteringsindsatsen er ’ delvis utilstrækkelig’.

Data er som udgangspunkt på nationalt niveau
Rapporten ’Kræft i Danmark 2022’ har kun få regionsfordelte data. Hvis man har brug for at finde ud af om der findes regionalt opdelte data på et område, kan man kontakte sin områdekonsulent, som kan hjælpe med at få undersøgt, hvad der findes af fakta og data på det område, der er tale om.

Ofte vil eksempelvis regionsudvalgene stå bedst med data på regionsniveau.

Publikationen ’Kræft i Danmark 2022’ kan du hente her: Kræft i Danmark 2022

Læs også: Ny kræftrapport: Ulighed i kræft og udfordringer med tidlig opsporing og diagnostik

Vil du gerne modtage nyhedsbrevet RegionsudvalgsNyt? Tilmeld dig her.