Luk

Kræftens Bekæmpelse betaler for meget opkrævet donation tilbage

Det er overskriften på en meddelelse, som Kræftens Bekæmpelse søndag aften satte på vores hjemmeside. Baggrunden er, at vi ved en fejl har fortsat med at hæve penge hos 2.324 danskere, der havde indgået en aftale med Kræftens Bekæmpelse om at yde et fast årligt bidrag i en femårig periode. Det er dette årlige bidrag på 150 og 200 kr., som vi desværre har fortsat med hæve hos bidragyderne i august 2018, selv om aftalen udløb sidste år.

20. august 2018
Trine Sisbo, Fundraising & Medlemmer

Der er tale om et forløb af uheldige hændelser, hvor vi har fået sat fødderne forkert. For selvfølgelig betaler vi pengene tilbage til dem, der uretmæssigt har fået hævet et beløb via Betalingsservice.

Da vi bliver opmærksomme på fejlen i begyndelsen af august måned, skynder vi os at informere de berørte personer pr. e-mail eller brev inden beløbet blev trukket fra deres konti. I skyndingen og stresset over fejlen, skriver vi, at dem, som ønsker penge tilbage, selvfølgelig vil få det, men at de bedes kontakte Kræftens Bekæmpelse. Denne hurtige beslutning, skal også ses i lyset af, at det er vores erfaring, at rigtig mange af bidragsydere meget gerne vil fortsætte deres betaling efter endt aftale. Men medierne griber desværre fat i den manglende udmelding om automatisk tilbagebetaling af fejlhævninger.

 Vi er er meget kede af de fejl, vi har begået i denne sag, og beklager mange gange – også hvis dette skulle give anledning til lokale reaktioner. Men vigtigst af alt er, at vi får rettet op på fejlen. Alle vil få pengene retur, så snart vi har registreret de bidrag, som er blevet overført. Vi håber dog, at vi, med den seneste udmelding kan afbøde nogle af de negative reaktioner, som I ellers måtte kunne møde.

 Vi har lært af sagen og vil nu ændre i vores interne godkendelsesprocedurer, så vi undgår at komme i en lignende situation i fremtiden.

Støder I på nogen, der har spørgsmål, er de velkomne til at kontakte medlemsservice på 3525 7540.

Har I selv spørgsmål, kan I kontakte markedschef Trine Sisbo fra fagafdelingen Fundrasing & Medlemmer på telefon 3525 7560 eller ts@cancer.dk