Luk

Kræftens Bekæmpelse sadler om til digital indsamling i corona-ramte kommuner

Corona-smittetallet er steget i Aarhus og i seks andre kommuner i landet. Derfor har Kræftens Bekæmpelse valgt at aflyse den planlagte husstandsindsamling i bl.a. Aarhus. I stedet indsamler foreningen på Facebook, hvor man i fællesskab kan støtte kræftsagen – helt uden smitterisiko.

11. august 2020
SOPHIE LUNDBÆK, FORENING & FRIVILLIGE

Kræftens Bekæmpelse banker ikke på døren i blandt andet Aarhus, Silkeborg og Ringsted i år. Foto: Nille Gry Klinge.

Kræftens Bekæmpelse samler ind til sin årlige Landsindsamling på søndag den 16. august. Det er anden gang landsindsamlingen planlægges i år. Første gang skulle have været den 29. marts, men den blev aflyst, da coronavirus rullede ind over landet.

Kræftens Bekæmpelse følger smitte-udviklingen nøje. Og i takt med, at smittetallet for Covid-19 er steget flere steder i landet, har Kræftens Bekæmpelse revurderet afviklingen af dør til dør-indsamlingen i de kommuner, hvor smittetallet er højt. Derfor er husstandsindsamlingen i Aarhus nu aflyst.

- Der kommer desværre alligevel ikke nogen og banker på døren på søndag, som vi havde lovet aarhusianerne, fortæller Lone Bøgely, formand for Kræftens Bekæmpelse i Aarhus:

- Vi skulle have samlet ind i hele Aarhus, og vi var helt klar og fremme ved målstregen her for anden gang i år. Men som situationen har udviklet sig de sidste døgn, er vi ikke et sekund i tvivl om, at det er helt nødvendigt at aflyse den fysiske indsamling og sadle om til 100 % digital indsamling. Vi må tage det voksende smittetal seriøst, siger Lone Bøgely.

Hvad afgør, om husstandsindsamlinger aflyses?
Kræftens Bekæmpelse følger nøje myndighedernes opgørelser over smittetal og er i tæt dialog med kampagneledere i hele landet om den lokale udvikling i smitte med Covid-19. Beredskabet og dialogen foregår hurtigt. Det blev aktuelt i Ringsted forrige uge, i Aarhus mandag morgen og Silkeborg fulgte efter allerede mandag aften. 

- Vi har et samfundsansvar som organisation og som medmennesker. Vi støtter myndighedernes indsats for sænke smittetallet. Og det betyder, at vi hurtigt omlægger vores fysiske indsamling til en ren digital indsamling, siger Lone Bøgely. 

I Silkeborg var lokalformand Charlotte Kirk mandag aften klar til at omlægge hele kommunens planlagte husstandsindsamling til en digital udgave. Det krævede ikke lang betænkningstid, siger formand Charlotte Kirk i Silkeborg:

- Vi tør simpelthen ikke udsætte os selv eller byens borgere for smittefare. Og vi kan jo stadigvæk være en del af fællesskabet på Facebook. Mange af os er jo venner på Facebook, så vi flytter bare indsamlingen derover, så man stadig kan støtte forskning, oplysning og patienter. 

Landsindsamlingen sadler om - og går digital
Lone Bøgely og Charlotte Kirk har begge stået bag Kræftens Bekæmpelses Landsindsamling i mange år og har en dygtig kreds af frivillige kampagne- og indsamlingsledere i deres bagland. De knokler i ugevis for at få besat alle ruter i kommunen med frivillige indsamlere, der hvert år går ud to timer og samler ind til kræftsagen. I går traf Lone Bøgely, Charlotte Kirk og kampagnelederne en hurtig beslutning – hele landsindsamlingen i Aarhus og Silkeborg går digitalt.

- Vi må være omstillingsparate, for at få det til at fungere. Allerede nu kan man faktisk gå ind og oprette sig som Facebook-indsamler og støtte alle, der er berørt af kræft, lyder opfordringen fra Lone Bøgely.

Indsamlingslederne i Aarhus og Silkeborg har i går oplyst alle 676 indsamlere om, at de ikke skal gå ud med indsamlingsbøtten på søndag. De opfordres i stedet til at lave en indsamling på Facebook.

Du kan se mere om den digitale indsamling her.