Luk

Videokonsultationer giver patienter og pårørende nye muligheder

Tiden med corona har vist, at videokonsultationer kan være et alternativ til at møde op fysisk på sygehuset til for eksempel en opfølgningssamtale. Derfor efterspørger nogle kræftpatienter nu muligheden for afvikle samtaler digitalt. Men videokonsultationer er stadig nyt, og derfor skal der være fokus på både muligheder og faldgruber. 

29. november 2021
IB LINDSTRØM, PATIENTSTØTTE OG FRIVILLIG INDSATS

Er der langt til sygehuset eller befinder de pårørende sig i helt andre dele af landet, så kan videokonsultationer være et godt alternativ til de fysiske kræftopfølgningskonsultationer. En af erfaringerne fra coronatíden er nemlig, at ikke alle møder mellem patient og sundhedsvæsen nødvendigvis behøves at foregå fysisk ansigt til ansigt. Det digitale videomøde er på rekord tid blevet etableret som et alternativ til det fysiske møde - også i sundhedsvæsenet. 

Nu oplever Kræftens Bekæmpelse, at der er en gruppe af patienter, som gerne ser, at videokonsultationer også er et fremtidig mulighed. Det kan eksempelvis dreje sig om, at deres kræftopfølgning kan afvikles hjemme fra.

De patienter, som ser muligheder i videokonsultationer, peger blandt andet på, at det giver fleksibilitet, men også mulighed for at få pårørende, såsom voksne børn, med til samtalen. Både patient og den pårørende kan eksempelvis nøjes med at forlade sin hverdag eller sit arbejdet i kort tid frem for at skulle tage en hel fridag. Der kan nemlig sagtens bruges en del tid, fordi transport til og fra sygehuset tager sin tid, når man bor i et område med stor afstand til sygehuset, eller måske bor den pårørende et helt andet sted i landet end patienten.

Kræftens Bekæmpelse stiller sig positivt overfor, at de kræftpatienter, som foretrækker videokonsultationer, også får muligheden.

Vigtigt at have fokus på patientsikkerhed
Når kræftpatienter ønsker sig fleksible kontaktmuligheder med sundhedsvæsnet, såsom en fremtidig mulighed for videokonsultationer, er det naturligvis vigtigt at skærpe fokus på patientsikkerheden ved den type af møder mellem patient og sundhedsvæsen.

Dette er netop fokus i en ny rapport, 'Patientsikkerhed i digital kræftopfølgning'.

Bag rapporten står Dansk Selskab for Patientsikkerhed, som i samarbejde med blandt andet Kræftens Bekæmpelse har gennemført en kortlægning af de patientsikkerhedsmæssige udfordringer, der optrådte under corona ved omlægning til videokonsultationer i forbindelse med kræftopfølgning.

Rapporten fokuserer på de kvalitets- og patientsikkerhedsmæssige fordele og ulemper, som ses ved videokonsultationer. Rapporten kommer ikke med konkrete anvisninger af retningslinjer for videokonsultationer, men indeholder en omhyggelig granskning af den viden om patientsikkerhed, som findes i forhold til videokonsultationer.

På den baggrund udpeges fem områder, som man må stille skarpt på rent patientsikkerhedsmæssigt. Blandt andet peges på: 'Omsorg og nærvær' samt 'Samarbejde og arbejdsgange'.

Sundhedsvæsen må imødekomme patienters ønske
For Kræftens Bekæmpelse er patientsikkerheden meget vigtig. Så det er afgørende at iagttage og reagere på de problemstillinger i forhold til patientsikkerheden, som måtte vise sig ved videokonsultationer, herunder ift kræftopfølgning.

Men da patienterne netop efterspørger fleksibilitet i mødet med sundhedsvæsnet, herunder også mulighed for videokonsultationer, er svaret på eventuelle udfordringer ikke, at man indskrænker eller forlader muligheden for videokonsultation. 

Når der opstår patientsikkerhedsmæssig udfordringer i forbindelse med videokonsultation må der findes løsninger. Sundhedsvæsenet skal være parat til indrette sig, så der tages højde for de patientsikkerhedsmæssige udfordringer ifm. en fortsat udbygning af muligheden for videokonsultationer.

Kræftens Bekæmpelse regionsudvalg kan, når de i anden anledning møder regionerne, pege på, at sundhedsvæsenet forventes at imødekomme patienternes forventning om, at nogle konsultationer kan ske digitalt. Regionerne må derfor til at se nærmere på, hvilke rammer, der giver optimal patientsikkerhed, når vi taler videokonsultationer.