Luk

Sådan får du succes som lobbyist

Det er ind imellem nogle ret komplekse problemstillinger, man står over for som frivillig i regionsudvalgene. Kræftens Bekæmpelses frivillige er heldigvis rigtig dygtige til det, så der var velfortjente skulderklap på den årlige regionsudvalgskonference. Men de fik også en håndfuld helt konkrete tips til, hvordan man er en god lobbyist, og det var især givende for en af de nye frivillige.

28. november 2019
IB LINDSTRØM, FORENING & FRIVILLIGE

Regionsudvalgene havde på den årligt tilbagevendende regionsudvalgskonference (tidligere kaldet Strib-mødet) et tætpakket program med en række oplæg, men der var også indbygget tid til dialog.

Det er vigtigt, at der er særlig støtte til børn og unge, som oplever sygdom i familien. Foto: Colourbox.

Et af oplæggene kom fra Børne- og Ungechef i Kræftens Bekæmpelse, Per Bøge, der med hjertegribende eksempler gjorde det klart, at børn, der er pårørende til alvorligt syge, har brug for støtte.

Støtten skal også komme fra sygehuspersonalet. Der skal være alderssvarende information om mors eller fars sygdom, samtalegrupper for børn og unge, en kontaktperson og nu og da psykologhjælp.

Per Bøge understregede, at støtten skal være en rettighed og ikke opstå ud af tilfældigheder.

At sikre børn, der er pårørende til alvorligt syge, bedre støtte er en udfordring, som Kræftens Bekæmpelses regionsudvalg arbejder med.

Flere ting peger på, at det går i den rigtige retning. Per Bøge kunne med stor tilfredshed notere sig, at regionsudvalget i hovedstaden, efter en række drøftelser med Region Hovedstaden om vilkårene for børn, der er pårørende til alvorligt syge, har fået et storartet resultat. Regionsudvalgets henvendelser og drøftelse med regionen er nemlig mundet ud i, at regionen nu har bevilget 2 millioner kroner målrettet ’børn som pårørende’.

Der blev udtrykt stor anerkendelse fra de andre regionsudvalg, der deltog i mødet, og de fik ekstra blod på tanden i forhold til at opnå tilsvarende resultater i deres respektive regioner.

Den gode lobbyist
Per Bøges oplæg passede perfekt som oplæg til den næste oplægsholder, Maria Steno, der tog de tilstedeværende gennem en rejse i lobbyistens arbejde. Ved at trække tråde til Per Bøges oplæg anvendte hun eksemplets magt til at give gode anvisninger af, hvordan man kan lobbye for, at børn, der er pårørende, fremover stilles bedre.

Maria Stenos oplæg om lobbyarbejde byggede på fem hovedpointer:

1. Gå ind af fordøren. Det vil sige, at man som lobbyist altid går til en person, der er så højt placeret, at vedkommende har indflydelse nok til at fremme den sag, man ønsker på dagsordenen.

2. Jo før jo bedre. Det vil sige, at man som lobbyist skal komme på banen så tidligt som overhovedet muligt. Så er man et kendt ansigt blandt beslutningstagerne. Og man skal ikke kæmpe med en masse andre om pladsen ved kaffebordet på et senere tidspunkt, eksempelvis ved deadline for økonomiaftaler - hvor alle med ét har fået en vigtig sag, der skal drøftes med beslutningstagerne.

3. Løs flere problemer, end I kommer med. Det vil sige, at man som lobbyist præsenterer beslutningstagerne for forslag, der ikke kun giver problemer, men gerne i endnu større grad løser problemer.  Og selv om man som lobbyist skal have fakta på plads, så husk at følelser vægter højt - også hos en beslutningstager. Så de gode historier, der beskriver problemet og løsningen derpå, er vigtige.

4. Lad andre få æren. Gentagne gange slog Maria Steno fast over for regionsudvalgene: 'I er Kræftens Bekæmpelses lobbyister, der skal sikre, at jeres organisations mål og værdier kommer ind og påvirker de politiske beslutninger i de fem regioner. Og lobbyister griber nogle gange deres arbejde galt an. Resultatet udebliver nemlig, hvis man glemmer, at lobbyister altid gør den, der sidder på den anden side af bordet, til helten i historien', sagde Maria Steno.

5. Dialog før synlighed. Det vil sige, at sagen altid starter med at blive behandlet i kredsen af interessenter. Alt lobbyarbejde starter med, at man afholder eksempelvis kaffemøder, man mødes med et udvalg, man møder op ved arrangementer og fremlæger sagen o.s.v. Først til allersidst handler det, og kun hvis nødvendigt, om synlighed. Det vil sige inddragelse af medier (inkl. sociale), annoncekampagner og anden form for ekstern aktivisme.

Udfordrende at være ny frivillig
At være frivillig i et regionsudvalg – eller skulle vi sige regional lobbyist for Kræftens Bekæmpelse - byder på komplekse opgaver, som kan være svære at få hold på. Nogle af deltagerne i Middelfart er nye regionsudvalgsmedlemmer, og det var deres første regionsudvalgskonference. De kom fra dagen med viden, inspiration og en smule forvirring.

Brian Lindemann Larsen er nyt medlem af regionsudvalget i Region Midtjylland. Foto: Forening & Frivillige.

En af debuttanterne var 37-årige Brian Lindemann Larsen fra regionsudvalget i Region Midtjylland. Han fandt, at regionsudvalgskonferencen var inspirerende. Og han synes også, at det var interessant at sidde ved samme bord som ansatte og medlemmer af regionsudvalg fra andre regioner.

- Det var meget givende at opleve deres syn på de udfordringer, som man står med i forhold til regionsarbejdet i Kræftens Bekæmpelse, siger Brian Linnemann Larsen.

Også drøftelserne på tværs gav det nye regionsudvalgsmedlem indsigt.

- Da bordene meldte tilbage ét efter ét, i forhold til de opgaver de sidder med, konstaterede jeg, at de enkelte regionsudvalg hver især finder deres egen måde at gøre tingene på. Det var tydeligt for mig, at arbejdsopgaverne tackles forskelligt. Og det tror jeg også er den rigtige måde at gøre det på, for man skal tilpasse arbejdet efter de forhold, som findes, i den enkelte region, uddyber Brian Lindemann Larsen.

Han har allerede flere års erfaring med lokalforeningsarbejdet i Holstebro, men som nyt regionsudvalgsmedlem er han til at starte med forsigtig og observerende i forhold til det politiske arbejde i regionsudvalget.

- I første omgang er det nok ikke mig, man skal regne med som frontfigur i forhold til det politiske arbejde i regionsudvalget. Dertil har jeg ikke nok erfaring og viden. Men man kan jo selvfølgelig aldrig vide, hvordan det ser ud i fremtiden, siger Brian Lindemann Larsen.

Regionsudvalgene gør en forskel
I løbet af dagen var der altså flere gode eksempler på, hvordan regionsudvalgene griber lobbyarbejdet an. Blandt andet da Kræftens Bekæmpelses børne- og ungechef Per Bøges fremhævede den gode arbejdsform, som regionsudvalget i Region Hovedstaden har haft i forhold til at sikre bedre støtte til de børn og unge i regionen, der er pårørende til alvorligt syge. Og det nye regionsudvalgsmedlem Brian Lindemann Larsen noterede sig altså også regionsudvalgenes engagement og gode evne til at analysere og tilpasse sig den regionale virkelighed.

De to observationer viser måske, hvordan regionsudvalgene i en bred vifte af situationer formår at fremme kræftsagen.

Og her efter regionsudvalgskonferencen i Middelfart er de tilmed blevet endnu skarpere lobbyister.