Luk

Landsindsamling i kærlighedens navn

I Hillerød sad frivillige klar i genbrugsbutikken til at udlevere indsamlingsbøtter og klæde knap 100 indsamlere på. Kærlighed til kræftramte pårørende og et ønske om at gøre en forskel for kræftsagen, fik frivillige til at stemme dørklokker. Et enkelt par brugte indsamlingen som en date.

Caroline, kæresten Martin og hunden Kenneth stod søndag morgen klar ude foran Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutik i Hillerød  til den store Landsindsamling. Caroline havde lokket veninden Line og hendes kæreste Nicklas og parrets 4-årige søn Noah med.

Søndag morgen stod morgenfriske Caroline, kæresten Martin og hunden Kenneth klar til den store Landsindsamling ude foran genbrugsbutikken. Turen skulle nydes i godt selskab med venneparret Line og Nicklas og deres 4-årige søn, Noah. Foto: Lone Kindberg

Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutik i Hillerød er meget mere end en genbrugsbutik.

Søndag dannede butikken nemlig for andet år i træk rammen om Kræftens Bekæmpelses store Landsindsamling, hvor Hillerødborgere allerede fra morgenstunden stod i kø for at udvise heltegerninger godt hjulpet på vej af indsamlingsledere og frivillige fra lokalforeningen, som uddelte indsamlingsbøtter og rutekort til de fremmødte.

Men hvad fik Hillerødborgerne til at trodse nattøjet og sofaen for at gå ud og samle ind på en højhellig søndag formiddag?

Spørger man Caroline Gottscalk, som var blandt de cirka 100 morgenfriske Hillerødborgere, lyder svaret: 

- Jeg startede egentlig for et år siden, fordi en veninde havde meldt os til. Desværre blev hun syg dén dag, men så besluttede jeg mig bare for selv at gå ud og samle ind. Jeg havde en god oplevelse, og tænkte: det skal jeg gøre hvert år, så nu er det bare blevet en tradition. Det er en god sag og giver god karma, fortæller 26-årige Caroline, som heldigvis selv har været forskånet for at have kræft tæt ind på livet.

I år havde Caroline allieret sig med kæresten Martin og hunden Kenneth og også venneparret Line og Nicklas og deres knap 4-årige søn, Noah fulgte i dagens anledning trop.

- Vi har haft masser af kræft i begge vores familier, lyder det fra veninden Line på vegne af hende selv og kæresten Nicklas, og derfor sagde de ikke nej, da Caroline inviterede dem med på gåturen.

Charlotte og Stefan skal på deres tredje date og har valgt at tilbringe tiden sammen med at gå ud og stemme dørklokker.

Charlotte og Stefan skal på deres tredje date og har valgt at tilbringe tiden sammen med at gå ud og stemme dørklokker. Foto: Lone Kindberg

På velgørenhedsdate
For andre, der havde valgt at bruge søndagen på at samle ind til Landsindsamlingen, tjente Landsindsamlingen også som en aktivitet til deres stævnemøde.

- Jeg fik lyst til at tage på en lidt anderledes date og tænkte: hvorfor ikke tage ud og samle ind til Landsindsamlingen sammen? Vi er på vores tredje date sammen, fortæller 54-årige Charlotte Modell.

Charlottes mor har haft brystkræft, og derudover har Charlotte kendt en masse, som i årenes løb tabte kampen til kræft, hvorfor hun gerne vil vise flaget for kræftsagen.

- Min lillebror og far døde begge af kræft. Så jeg sagde ja til at gå med Charlotte ud og samle ind, da hun spurgte mig. Men for mig er det dog lidt grænseoverskridende at stemme dørklokker, fortæller daten Stefan Porkorni på 61 år og uddyber:

-  Jeg har aldrig før været med til en indsamling til Kræftens Bekæmpelse og jeg er også lidt nervøs fordi jeg har en fortid som Jehovas Vidne. Det er mange år siden nu, men jeg kunne egentlig aldrig rigtig lide at ringe på folks døre dengang fordi jeg tit mødte negative holdninger. 

Da Charlotte og Stefan et par timere senere vender retur,  fortæller de, at deres date ikke var gået helt efter planen.

De lagde nemlig ud med at gå forkert, fordi de efter eget udsagn ikke havde tydet kortet ordentligt. Heldigvis tog de det med oprejst pande, og da det var et velhavende villakvarter, de havde forvildet sig ind i, endte det dog kun med at give ekstra pote til kræftsagen.

- Vi gik i et lækkert villakvarter, hvor vi skovlede 100 og 200 kr. sedler ind. Både kontant og på Mobilepay, fortæller Charlotte smilende og fortsætter:

Det lykkedes Charlotte og Stefan at indsamle 650 kroner alene via Mobilepay. Derudover lå der en del kontanter i selve indsamlingsbøtten.

 - Folk var meget venlige og gavmilde og tog godt imod os, så jeg vil helt sikkert gentage oplevelsen til næste år. Jeg kan varmt anbefale andre at prøve det samme og det gør kun oplevelsen bedre, når man går sammen med en sød kvinde, fortæller Stefan.

- Der er helt sikkert basis for en fjerde date, lyder det forventningsfuldt fra Charlotte.

Se også: Det går pengene fra Landsindsamlingen til

Den sammenbragte familie bestående af Thilde, Randi, Kasper og Alma inden de skal ud og stemme dørklokker.

Den sammenbragte familie bestående af Thilde, Randi, Kasper og Alma inden de skal ud og stemme dørklokker. Foto: Lone Kindberg

For Thildes mor
-  Jeg mistede min kone til kræft for 11 år siden og Thilde sin mor, og så syntes Randi, at vi burde gøre noget, fortæller Kasper, som ligeledes er troppet op i genbrugsbutikken for få udleveret indsamlingsbøtte og rutekort.

Med sig har han sin 14-årige datter, Thilde, konen Randi og papdatteren Alma på 17 år. 

 - Jeg sagde til Kasper for mange år siden: Jeg tror, at vi skal gøre en ekstra indsats. Jeg mener, at det er 8. eller 9. gang at vi skal ud og samle ind, fortæller Randi.

Også parrets sammenbragte børn synes det er en god idé, at gøre en god gerning for kræftsagen.

 -Jeg synes det er fint. Det er jo en god sag. Og mine venner synes også, at det er godt, at jeg gør det, siger Thilde alt imens papsøsteren Alma nikker tilkendegivende.

Kl. 12.15 returnerer Kasper og Randi indsamlingsbøtten efter nogle timer i byen.

- Pigerne var trætte og er gået hjem. Men det har været en god oplevelse igen i år. Vi har fået en god blanding af både kontanter og mobilepay-overførsler. Men man kan godt mærke, at der er mange, der sover længe om søndagen. Der var også mange, der stadig sad med brødkrummer i munden, griner Randi.

Nåede du ikke at samle ind? Støt her i stedet

det er vigtigt at vise børnene, at man kan samle ind til de syge, så de kan blive raske, lyder det fra Annemarie,

- Det er vigtigt at vise børnene, at man kan samle ind til de syge, så de kan blive raske, lyder det fra Annemarie Nedenskov, som troppede op med sine to børnebørn. Foto: Lone Kindberg

For min papsøn
I køen til udleveringen af indsamlingsbøtter og rutekort står også Annemarie Nedenskov. Hun har taget sine to børnebørn med, 8-årige Karla og 2-årige Wilma. Mens det er 2. gang at Karla er med sin mormor ude at samle ind, er det Wilmas allerførste gang.

- Jeg synes det er hyggeligt og så synes jeg, at det er vigtigt at vise børnene, at man kan samle ind til de syge, så de kan blive raske, lyder det fra Annemarie, alt imens barnebarnet Karla nikker.

Annemaries papsøn har haft kræft, så det er med ham i tankerne, at hun og børnebørnene samler penge ind til kræftsagen.

- Vi havde en skøn dag med indsamlingen. Alle folk var glade og sagde spontant, at vi var seje , når vi gik ud og samlede ind for Kræftens Bekæmpelse. Karla på 8 år fortalte alle, der åbnede døren, hvorfor vi kom. Alle havde en god dag, og vi gør det helt sikkert igen næste år, fortæller Annemarie begejstret, da hun nogle timer senere kommer og afleverer indsamlingsbøtten. 

-Når hver tredje rammes af cancer, og når man har haft det tæt inde på livet, så har folk en mere åben tilgang til det at donere penge, lyder det fra Bo Brøndum som var ude at samle ind til Landsindsamlingen.

Når hver tredje rammes af cancer, og når man har haft det tæt inde på livet, så har folk en mere åben tilgang til det at donere penge, lyder det fra Bo Brøndum, som var ude og samle penge ind til Landsindsamlingen. Foto: Lone Kindberg

Kræftens Bekæmpelse er en døråbner
Det er ikke kun familier eller folk, der er på date, der har valgt at afsætte tre timer til at gå fra dør til dør med indsamlingsbøtten.

Bo Brøndum på 64 år er toppet alene op i genbrugsbutikken. For ham er det blevet en fast tradition at yde en indsats til Landsindsamlingen, som i år er hans 15. gang.

- Det startede egentlig med, at jeg syntes at jeg skulle gøre noget for samfundet. Så gik der nogle år, og så døde min kone af cancer, fortæller Bo og tilføjer:

- og så gav det endnu mere mening. Det giver en tilfreddsstillelse at gøre noget for kræftsagen. Foreningen er nødt til at have en hjælpende hånd fra nogle, der ikke skal have penge for det.

Bo Brøndum har i nogle år siddet i lokalbestyrelsen og hans erfaring er, at Kræftens Bekæmpelse heldigvis er en forening, som de fleste har svært ved at sige nej til. 

- Generelt er Kræftens Bekæmpelse en døråbner. Hvis det havde været en anden sag, så er det sværere at skaffe penge. Når hver tredje rammes af caner, og når man har haft det tæt inde på livet, så har folk en mere åben tilgang til det at donere penge.

Marit Fox og Bente Claudi fra lokalforeningen sad dagen lang bag disken og langede vand, frugt og juice-brikker ud til indsamlerne. Foto: Lone Kindberg

Marit Fox og Bente Claudi fra lokalforeningen sad dagen lang bag disken og langede vand, frugt og juice-brikker ud til indsamlerne. Foto: Lone Kindberg

En dejlig dag
Kl. 13.00 var de sidste indsamlere retur og ifølge indsamlingsleder Claus Engly Henriksen nåede lokalborgernes heltegerning et resultat på godt og vel 130.000 kr. inkl. Skævinge.

- Det har været en dejlig dag at se så mange støtte op om den vigtige sag. Og det er smart at indsamlingen kan faciliteres her fra butikken. Jeg holder meget af butikken og afleverer også selv noget en gang i mellem, lyder det afslutningsvist fra Marit Fox, som er formand for lokalforeningen og som var en af de ialt 11 frivillige, som stod bag indsamlingen i Hillerød kommune. 

Støt Landsindsamlingen digitalt