I Birkerød, nord for København, holdt IGEN-butikken åbent hele dagen i forbindelse med landsindsamlingen den 7. april. Allerede fra morgenstunden myldrede det ind med indsamlere, som kom for at hente indsamlingsbøtter og rutekort til dagen. Rudersdal Lokalforening og IGEN-butikken viste nok en gang, at deres samarbejde styrker kendskabet til Kræftens Bekæmpelse i hele området.
Lene Nielsen hjælper bag kassen
En del af det store fællesskab
Lene Nielsen er frivillig i IGEN-butikken og stod bag kassen hele søndagen. Hun er rigtig glad for, at det nu er muligt at holde indsamlingen fra butikken.
–Jeg tror, at indsamlerne vil kigge rundt i butikken, når de kommer tilbage og har fået optalt deres bøtter. Det er oplagt, at vi hjælper hinanden i Kræftens Bekæmpelse, for vi ligger meget centralt i Birkerød, og her er godt med plads til alle. Nogle kigger genbrug, mens andre afleverer eller henter bøtter. Jeg hygger mig på sådan en dag, for jeg føler mig som en del af det store fællesskab, som kræftsagen jo er, siger Lene.
Skaber genkendelse
IGEN-butikken summer af aktivitet. Og der er, ganske som Lene forudså, flere indsamlere som lige tager et kig i butikken, når de har afleveret deres bøtter. En af dem er Sanne Veidal, som har samlet ind for første gang med hele familien.
–Vi vidste godt, at der lå en genbrugsbutik her, men det er først i denne forbindelse, at det er gået op for os, at det er Kræftens Bekæmpelses butik, fortæller Sanne.
–Børnene har haft en rigtig god tur, men de er trætte, så vi kommer en anden dag og kigger genbrug. I dag har de oplevet, at det føles godt at gøre noget for andre. Det er en vigtig lektie, synes jeg.
Merete har været frivillig i landsindsamlingen i mange år
Som at være hjemme hos os selv
Mette Lorentz Hansen, som har været frivillig i landsindsamlingen i mange år, mener at kunne fornemme, at det skaber en større genkendelse af Kræftens Bekæmpelse, at ud- og afleveringen af bøtter i år er rykket ind hos IGEN.
–Vi har prøvet at være mange forskellige steder her i byen, først var vi i forskellige banker, og de sidste år på biblioteket. Men det giver bare bedre mening at hente sin indsamlingsbøtte i et andet af Kræftens Bekæmpelses mange tilbud, end at gå ind i en bank, og så er det også meget mere praktisk for os, ligesom at være hjemme hos os selv, fortæller Merete.
Merete understreger desuden, at hun mener, der er tilpas med plads her i butikken. Det er vigtigt, fordi indsamlerne ikke skal bruge al for meget tid på at stå i kø for at få optalt deres indsamling for dagen.
I år har der været holdt ud- og indlevering for landsindsamlingen i IGEN-butikkerne i Århus, Aalborg, Kolding og Birkerød. Det har alle steder været en stor succes, både i forhold til det praktiske, og fordi det skaber sammenhæng og genkendelse i lokalsamfundet.
Sådan åbner man bøtterne i IGEN-butikkerne
Birkerød samlede i alt 120.298 kr. ind på dagen. Landsindsamlingens samlede resultat var 33 millioner kr., som går til forskning, forebyggelse og patientstøtte.
Tak til alle jer IGEN-frivillige for den store hjælp på dagen.