Luk

Frivillige fra hele landet satte lokalpolitik på programmet

En smuk vinterdag var frivillige fra Kræftens Bekæmpelses lokalforeninger samlet for at få input til, hvordan vi kan gøre en forskel for kræftsagen med vores politiske arbejde i kommunerne.

22. januar 2019
FORENING OG FRIVILLIGE

Jesper Rotvig Jensen var klar med gule og røde kort, når oplægsholderne var ved at overskride deres taletid.

Lørdag den 19. oktober kørte lokalforeningsfrivillige fra alle hjørner af Danmark mod Fredericia, hvor de mødtes for at lytte og lære af hinanden. Målet var at komme hjem med en masse nye idéer til, hvordan de kunne påvirke politikerne i deres respektiver kommuner til at træffe beslutninger, der gavner kræftsagen. 

Fra frivillige til frivillige
Jesper Rotvig Jensen, der er formand for Odense Lokalforening og medlem af Hovedbestyrelsen og Forretningsudvalget, styrede slagets gang fra scenen. Det blev således en dag for frivillige arrangeret af frivillige i tæt samarbejde med medarbejdere fra frivilligafdelingen i Kræftens Bekæmpelse.

Jesper Fisker gav eksempler på de mange kreative og inspirerende måder, som frivillige har påvirket kommunalpolitikerne på.

Stor effekt af det lokalpolitiske arbejde i kommunerne
Direktør Jesper Fisker lagde vejen forbi for at gennemgå årets bedste nyheder på kræftområdet. Han fremhævede blandt andet lokalforeningernes betydning for de mange partnerskaber, som bliver indgået i forbindelse med Røgfri Fremtid.

Jesper Fisker fik også lejlighed for at tage temperaturen på regerings udspil til sundhedsreformen. Der var holdninger for og imod, men samlet set understregede alle deltagerne behovet for at forbedre det nære sundhedsvæsen og skabe mere sammenhæng og øget tryghed for patienter landet over.

Se eksempler på det politiske arbejde i lokalforeningerne

Tre veje til lokalpolitisk indflydelse
Kommunikationsrådgiver i politisk lobbyisme, Maria Steno, fremhævede tre centrale pointer, som er værd at have i baghovedet, når frivillige fra Kræftens Bekæmplese banker på hos politikerne rundt omkring i landet.

1) Vi skal turde gå ind af fordøren på kommunen og konfrontere borgmestre og embedsmænd
2) Vi skal kontakte kommunen tidligt i beslutningsprocesserne
3) Vi skal være klar til at give kommunen æren for forandringerne.

Marie Steno fremhævede et citat fra Rasmus Bjerregaard, som er kommunaldirektør i Holbæk:

"Er kommunale beslutningsprocesser komplekse? Ja, det er de! Men sværere er det heller ikke: Ring til kommunen, snak med et par fagfolk. Aftal hvem der dribler videre med sagen. Planlæg, hvad der skal til for, at der blive truffet en beslutning. Derefter er der politisk vedtagelse." 

Jan Algreen-Ussing var på scenen for at fortælle om lokalforeningens politiske arbejde i Helsingør.

Et smukt samarbejde med Helsingør kommune
Formand for Helsingør Lokalforening, Jan Algreen-Ussing, gav fra scenen et fremragende eksempel på, hvordan han i lokalavisen havde indrykket et tak til kommunen for samarbejdet om den lokale solkampagne. På den måde havde han sammen med sine medfrivillige åbnet mange døre til det videre samarbejde om forskellige initiativer på kræftområdet.

"Det er kommunale aktiviteter, vi lægger op til. Derfor skal vi også have kommunalpolitkerne og embedsmændene med ombord. Det går ikke uden." 

Jan Algree-Ussing, formand i Helsingør Lokalforening.

Nysgerrig på det lokalpolitiske arbejde i Kræftens Bekæmpelse?
I 2019 arbejder lokalforeningerne med Røgfri Fremtid, pårørende og HPV. Du kan læse mere om lokalbestyrelsernes politiske fokusområder her:

Aktivitetsplanen for lokalbestyrelsernes politiske arbejde