Luk

Lyserød Lørdag: Heste og hunde klædt i lyserødt tyl for brystkræftsagen

Birkerød Bymidte var fyldt med heste, hunde og lyserøde bh’er, da der den 9. oktober blev samlet ind til brystkræftsagen over hele landet. I Birkerød var der både høj sol og højt humør hos besøgende og frivillige på den lyserøde festdag.

12. oktober 2021
Nanna Berg, Patientstøtte & Frivillig Indsats

Fra venstre: Kristine Thrane, Sri Sai Das og Lis Rasmussen. Lis er indehaver af Danbolig, der også støtter Lyserød Lørdag i Birkerød. Foto: Kræftens Bekæmpelse

Der ligger endnu lidt dis i luften klokken 9.30 over gågaden, mens de sidste stande bliver pyntet og gjort i stand. Om en halv time lyder startskuddet til Lyserød Lørdag, der gerne skulle få samlet mange penge ind til den vigtige brystkræftsag. Kræftformen er den, der hyppigst rammer kvinder.

Sri Sai Das, formand for Rudersdal Lokalforening, går rundt og tjekker stande og boder, og hilser på alle frivillige, der har været i gang længe med at sætte stande op og klæde hele bymidten i lyserødt tyl. Han er naturligvis selv klædt i lyserødt med et stort, lyserødt slips.

- Der er stor, lokal opbakning til Lyserød Lørdag her i byen. Vi har fået Birkerød Torvedage til at forlænge deres stande, så de kunne nå at være med i dag. Det trækker jo endnu flere mennesker til, og det er godt for brystkræftsagen, smiler han, mens han hilser på endnu en frivillig i tombolaboden.

Kl. 10.00 åbner festen og formand for kultur- og fritidsudvalget i Birkerød, Kristine Thrane, byder velkommen til de mange fremmødte og understreger vigtigheden af, at der bliver sat fokus på brystkræft:

- Antallet af brystkræfttilfælde de sidste 60 år er steget, men heldigvis er overlevelsen også steget. Vi skal stadig have fokus på at indsamle midler til forskning og patientstøtte. Kræftens Bekæmpelse gør et stort arbejde, når en person bliver ramt af kræft, og Rudersdal Kommune og Birkerød har været med lige fra starten, siger hun blandt andet.

Familien Vilstrup er klar til motionsløbet. Foto: Kræftens Bekæmpelse

Mange børnefamilier lægger vejen forbi
Motionsløbet, som bliver skudt i gang af Kristine Thrane, er en tilbagevendende begivenhed i Birkerød på Lyserød Lørdag, og denne gang er ingen undtagelse. Berrit og Christian Vilstrup samt deres to piger, Helena på 11 og Julia på 9 år, er alle iført de lyserøde trøjer og de glæder sig.

- Vi var også med for tre år siden, det er jo et løb for en god sag, siger Berrit, mens familien gør sig klar til at løbe ruten på hhv. 5 og 2,5 kilometer.

- Alle kender nogen, der har kræft og det er en af de sager, som vi gerne vil støtte, fortsætter Christian Vilstrup og siger smilende, at målet for dagens løb er, at kunne løbe hele distancen uden gåpauser.

Mange børnefamilier har valgt at holde Lyserød Lørdag i Birkerød og med god grund. Der er både hoppeborg, ponytræk, fiskedam og ansigtsmaling som børnene kan forlyste sig med, imens de spiser lyserøde kager. Alt sammen til fordel for brystkræftsagen.

Susanne Stampe har været frivillig i Kræftens Bekæmpelse siden 2013. Foto: Kræftens Bekæmpelse

Ved tombolaboden er der samlet mange mennesker, der gerne vil vinde en af de fine præmier, som de lokale erhvervsdrivende har doneret til formålet. Susanne Stampe, der sidder i bestyrelsen i Rudersdal Lokalforening, har været frivillig siden 2013.

- Jeg fik konstateret brystkræft i 2008, og brugte selv Kræftens Bekæmpelses rådgivnings- og støttetilbud. Jeg vil gerne være med til at sørge for, at andre også fortsat kan få den mulighed, fortæller Susanne om sit store engagement i Lyserød Lørdag.

- Det var dejligt, at der var et sted, hvor jeg kunne gå hen, da jeg blev diagnosticeret med brystkræft. Jeg har også været med til andre indsamlinger og jeg har været frivillig i forbindelse med solkampagnen, fortæller hun.

Birkerød Rideforening har stillet to ponyer til rådighed, hvor byens børn kan få lov til at få en tur rundt i haven. Foto: Kræftens Bekæmpelse

Heste og hunde trækker folk til
Den længste kø er dog ved ponytrækket. Her står den kulsorte pony, Snehvide, og Pippi-hesten, Napoleon, klar til at have børn med en tur rundt i præstegårdshaven. Det koster 35 kr. og køen forsvinder først, da dagen er ved at være slut.

Præsident for Kræftens Bekæmpelse, Lykke Friis, med sine to hunde, Conrad og Winston. Foto: Kræftens Bekæmpelse

Længere nede af gågaden kan der pludselig høres gøen og bjæffen. Det er aktiviteten ’Klap en hund og støt’, der er gået på gaden for på den måde at samle penge ind. Kræftens Bekæmpelses altid veloplagte præsident, Lykke Friis, er også kommet for at være med til arrangementet med sine to hunde, Winston og Conrad. De har begge fået store, lyserøde tylsløjfer om halsen.

- Conrad er jo en ung hund, og han gør og er lidt vild. Jeg tror, at Winston vil klare klapperiet bedre i dag, griner hun, mens hun prøver at sætte det lyserøde tyl bedre fast på den livlige hund.

De mange hunde, der deltager med deres ejere og med fine tylsløjfer på, gør lykke på gågaden. Mange børn er henne for at lægge et par mønter i bøssen og klappe de søde hunde. Der bliver også solgt tulipanløg og andre gode ting for sagen, men der er også en del, der blot kommer for at putte penge i indsamlingsbøssen.

- Jeg skal ikke have noget, jeg vil bare gerne støtte den gode sag, siger en kvinde, der folder 200 kroner sammen og putter dem ned i indsamlingsbøssen.

Klokken er ved at være 14.00, hvor dagen slutter, og mange stande melder nu om udsolgt. Alle lodderne i tombolaen er blevet solgt og fiskedammen er ved at måtte melde udgået for præmier.

Lyserød Lørdag i Birkerød har endnu engang været en stor succes, og nu er der blot tilbage at få pakket ned og sagt tak for en dejlig dag. Alle frivillige har løftet en kæmpe opgave, som helt sikkert også vil kunne ses på bundlinjen, når indsatsen skal gøres op i kroner og øre. Til gavn og glæde for brystkræftsagen.

FAKTA om Lyserød Lørdag
Lyserød Lørdag er en del af kampagnen 'Støt Brysterne'. Kampagnen har fokus på brystkræft, som er den form for kræft, flest kvinder rammes af.

På Lyserød Lørdag går frivillige kræfter samt det lokale forenings- og erhvervsliv sammen og støtter op om brystkræftsagen ved at arrangere forskellige aktiviteter, motionstilbud, særlige lyserøde priser, tilbud og meget mere.

Sidste år blev der over hele landet samlet 3, 2 mio. kr. ind til brystkræftsagen. Til trods for corona og de deraf begrænsede muligheder for indsamling.

Resultatet af dette års indsamling bliver meldt ud ultimo november.