Luk

Lyserød Lørdag sætter rekord

Over 2.000 frivillige malede Danmark lyserød den 5. oktober, og den fantastiske opbakning sikrer 5,22 millioner kroner til brystkræftsagen. Det er det største resultat nogensinde - til stor gavn for forskningen i brystkræft og støtten til brystkræftpatienterne. 

19. november 2019
FUNDRAISING & MEDLEMMER

Der var masser af flotte arrangementer over hele landet til Lyserød Lørdag. Her er tre frivillige på Torvet i Køge. Foto: Stine Lynghard.

Selv om den friske efterårskulde bed i fingrene, og regnen i nogle byer silede ned, trodsede over 2.000 frivillige og det lokale erhvervsliv vind og vejr og trak i lyserødt. Mere end 400 aktiviteter blev afholdt landet over, hvor gågader, torve og butikker var pyntet festligt op i dagens anledning.

Det store engagement resulterede i et rekordhøjt beløb på 5,22 millioner kroner. Og det glæder projektleder Sanne Lykke Lindehøj:

- Det gør mig utroligt glad og stolt, at så mange frivillige sammen med det lokale forenings- og erhvervsliv havde lyst til at bruge så mange timer og dage på at hjælpe med at støtte op om Lyserød Lørdag for tolvte gang. Takket være deres indsats, går flere penge nu til brystkræftsagen, siger hun.

Lyserød Lørdag sætter ny indsamlingsrekord. Grafik: Fundraising & Medlemmer.

Fordi ingen bryster skal have kræft
Blandt de 220 byer, som står bag det flotte resultat, er også Holstebro. For ellevte gang bakker de op om Lyserød Lørdag, og har i år slået deres egen indsamlingsrekord med et resultat på 542.012 kroner.

- Vi vil overgå os selv, så vi kan indsamle endnu flere penge til brystkræftsagen for hvert år, og det gjorde vi i år med over 100.000 mere end sidste år. Det er vi enormt stolte af, fortæller Irene Mohrsen, som er hovedansvarlig for den lyserøde styregruppe i Holstebro, og fortsætter:

Helen Bernt Andersen køber tulipanløg til Lyserød Lørdag i Birkerød. Foto: Stine Lynghard.

- Vi ønsker en fremtid, hvor ingen bryster skal have kræft. Og derfor gør vi en ekstra indsats hele ugen og ikke blot om lørdagen – alle ugens syv dage har vi aktiviteter, som indsamler og sætter fokus på brystkræftsagen sammen med erhvervslivet og et fantastisk hold af frivillige.

Det går pengene til
Kræftens Bekæmpelses formand, Helen Bernt Andersen, er også meget rørt og imponeret over opbakningen og resultatet. Hun var selv blandt de mange fremmødte, der var med til at markere dagen.

 - Brystkræft er en sygdom, vi er blevet rigtig dygtige til at behandle, men der er desværre stadig kvinder, som dør af sygdommen. Så længe der er det, er det vigtigt, at vi arbejder på at få knækket koden, så færre bliver ramt, flere overlever, og flere lever et bedre liv efter det barske behandlingsforløb. Lyserød Lørdag er et meget vigtigt bidrag til det arbejde, siger hun.

For når vi står sammen og indsamler penge til Lyserød Lørdag, er vi alle sammen med til at bekæmpe brystkræft. De penge, som bliver indsamlet, går nemlig til tre vigtige indsatsområder: Forskning, forebyggelse og patientstøtte.

Læs om, hvordan pengene bliver fordelt:

Det går pengene til

Om Lyserød Lørdag:

  • Lyserød Lørdag blev afholdt for 12. gang i år
  • Årets resultat på 5,22 har sat ny indsamlingsrekord
  • I 2017 satte Lyserød Lørdag den tidligere indsamlingsrekord på 5,01 mio. kroner
  • Lyserød Lørdag er en del af kampagnen 'Støt Brysterne'
  • Kampagnen har fokus på brystkræft, som er den form for kræft, flest kvinder rammes af
  • Frivillige og erhvervslivet markerer dagen ved at sætte fokus på brystkræft og indsamle midler til forskning, forebyggelse og patientstøtte
  • De midler, som indsamles til brystkræftsagen i år, bliver uddelt næste år
  • I 2018 blev der samlet 4,75 millioner kroner ind til Lyserød Lørdag
  • Sidste år banede resultatet af 'Støt Brysterne' vejen for otte forskningsprojekter inden for brystkræft


Læs mere om Lyserød Lørdag og Støt Brysterne:

Støt Brysterne 

Lyserød Lørdag