Luk

Mangler I at afholde jeres generalforsamling?

Da statsminister Mette Frederiksen lukkede Danmark ned i marts på grund af coronavirus, var der nogle lokalforeninger, der var nødsaget til at udskyde den anmeldte generalforsamling. Den kan godt afvikles nu, og vi giver nogle bud på hvordan.

25. maj 2020
FORENING & FRIVILLIGE, ARTIKEL OPDATERET 17. JUNI

En digital generalforsamling er en af mulighederne for at afvikle årets generalforsamling. Foto: Colourbox.

ARTIKLEN ER OPDATERET DEN 17. JUNI MED NYE RETNINGSLINJER

I Kræftens Bekæmpelse er vi begyndt at genoptage forskellige frivilligaktiviteter. Det kan vi, så længe vi følger sundhedsmyndighederne anbefalinger. 

En væsentlig del af lokalforeningernes virke er også at afholde generalforsamling. Var jeres generalforsamling en af dem, der ikke nåede at blive afholdt, kan I nu begynde at planlægge, hvordan I gerne vil afvikle den. Vi anbefaler, at I afvikler den snart, så I er klar til efterårets aktiviteter. 

For at kunne afholde generalforsamlingen, skal den ifølge vedtægterne leve op til følgende betingelser:

  • Generalforsamlingen skal offentliggøres 14 dage inden afholdelse
  • Indkomne forslag skal indsendes 8 dage inden afholdelse
  • Medlemmer af Kræftens Bekæmpelse skal have mulighed for at deltage

Derudover er det af demokratiske årsager vigtigt, at det er muligt at give sin stemme til kende, og at der er mulighed for anonym afstemningen.

Vi giver tre bud på, hvordan generalforsamlingen kan afholdes, som alle tre understøttes af jeres lokale områdekonsulent:

  • Digitalt møde ved brug af mails og spørgeskemaer
  • Fysisk møde med max 50 deltagere
  • En kombination af et digitalt og et fysisk møde


Ved et digitalt møde forstås, at I udsender indkaldelse til en digital generalforsamling, hvor deltagerne efter tilmelding via mail modtager en vejledning til, hvordan de indsender kommentarer og input til beretningen via mail, og hvordan de afgiver deres stemme – også via mail. Områdekonsulenterne kan hjælpe med alt det tekniske – også til afstemning.

Læs mere om afholdelse af generalforsamling på vores side med spørgsmål og svar om coronavirus:

Corona Q & A - generelle spørgsmål

Hvis I er i tvivl om, hvad den bedste løsning er for jeres lokalforening, kan I tage kontakt til jeres nærmeste områdekonsulent, som kan uddybe de forskellige muligheder og sammen med jer lægge en plan for, hvordan I bedst afholder jeres generalforsamling.