Luk

Mere involvering i kræftforløb

Patienter og pårørende efterspørger at blive inddraget mere i kræftforløbet. Det viser en erfaringsopsamling.

4. januar 2018
Ib Lindstrøm, Frivilligindsats

Kræftens Bekæmpelses har registreret henvendelser vedrørende kræftpatienters og pårørendes erfaringer med at blive involveret i kræftforløbet. Resultatet er, at patienter og pårørende ønsker at blive mere inddraget end tilfældet er. Blandt andet når der ses på disse områder:

  • Der ønskes mere inddragelse i forhold til valg af behandling og i forhold til de mulige senfølger, der knytter sig til forskellige behandlingsmuligheder.
  • Inddragelsen af pårørende opleves som utilstrækkelig.

 

Valg af behandling og senfølger
Når der tales valg af behandling og senfølger, så peger patienter og pårørende på, at de ønsker at kunne træffe kvalificerede behandlingsvalg og derfor skal der altid oplyses om eksempelvis mulige senfølger i forbindelse med en given behandling.

Beslutninger om valg af behandling skal således træffes på et oplyst grundlag og derfor ønsker patienterne at blive mere inddraget end tilfældet ofte er. Der peges på, at den sundhedsprofessionelle i større udstrækning skal drøfte patientens muligheder og situation i et helhedsperspektiv.

Hvis inddragelse ikke sker i tilstrækkeligt omfang er risikoen større for komplicerede sorgforløb, mangel på tillid til sundhedsvæsenet og oplevelsen af selv at skulle tage ansvar for forløbet.

Inddragelse af pårørende
Når der tales inddragelse af pårørende peges der endvidere på, at man især i den sidste del af patientforløbet ser pårørende, der oplever utilstrækkelig opmærksomhed eller støtte fra sundhedspersonalet. Ligeledes peger pårørende på, at der trods aftale herom finder lægesamtaler sted uden deres tilstedeværelse ligesom pårørende oplever at få overdraget alvorlige beskeder uden sundhedspersonalet er klar med yderligere information og/eller støtte.

Regionsudvalgene kan tage spørgsmålet om inddragelse af patienter og pårørende op med regionerne, når muligheden byder sig.

Forskning peger på at når patienter eller pårørende inddrages i forløbet, højnes kvaliteten – både i forhold til patienttilfredshed, patientsikkerhed og bedre behandlingsresultater.

Inddragelse kan derved også være med til at sikre, at sundhedsvæsenets ressourcer bruges mere effektivt.

Læs rapporten, artiklen bygger på, her.

Denne artikel er en del af RegionsudvalgsNyt, januar 2018