En samtale på 30 sekunder kan være nok til at få sat gang i et rygestop. Foto: Colourbox.
Det behøver kun at tage et halvt minuts tid at tale om rygning med de patienter, der er på sygehuset for at modtage behandling eller blive udredt. For ganske ofte ender den korte samtale med, at patienten erklærer sin interesse i at drøfte et eventuelt rygestop med en rygestoprådgiver.
Udviser patienten interesse for et rygestop, henviser hospitalet til en rygestoprådgiver i patientens hjemkommune. Her får de så talt om, hvorvidt og hvordan tobakken kan lægges på hylden. Mere end to ud af tre af de patienter, der kommer til samtale med en rygestoprådgiver i deres kommune, ender med at takke ja til et kommunalt rygestopforløb. Og en stor del af dem har succes med at få kvittet tobakken.
Det viser de foreløbige tal efter, at man på en række hospitaler i Region Syddanmark og Region Midtjylland har gennemført det såkaldte VBA-koncept. Også i Region Sjælland har en sygehusafdeling arbejdet med konceptet.
Et hurtigt råd
VBA er en forkortelse for ’Very Brief Advice’, som på dansk betyder noget i retning af ’et hurtigt råd’, og det er netop, hvad der er tale om. Hele rygesamtalen på hospitalet tager nemlig kun 30 sekunder. På den tid undersøger medarbejderen, om patienten har motivation for at kvitte tobakken. Er der motivation, henvises til en rygestopinstruktør. VBA-konceptet var en del af en række forebyggelsesforslag, som Danske Regioner præsenterede regionerne for i 2017 i visionen ’SUNDHED FOR ALLE’.
Spørger man personalet på sygehusene, der arbejder med dette initiativ, er svaret, at det er sjældent, at de oplever, at patienterne bliver sure og irriterede over, at der spørges ind til, om de ryger. Derimod oplever personalet, at patienterne bliver glade for, at personalet interesserer sig for deres sundhed og situation. Der er dog også patienter, som ikke ønsker at gå ind i et snak om rygestop, og en del af VBA-konceptet er, at personalet fuldt ud accepterer og anerkender dette ’nej’ fra patienten.
Tilbud til alle patienter i Danmark
Forud for indførsel af VBA-konceptet har de respektive sygehuse haft en dialog med de kommuner, som sygehusene typisk udskriver til. For når man på hospitalet tager disse korte samtaler med patienterne, skal der i kommunerne stå rygestopinstruktører klar til de patienter, der ønsker at drøfte mulighederne for et rygestop. Og det gør der også. Og kommunerne melder, at de kan mærke, at der er flere, som efterspørger hjælp til et rygestop.
Tiden er måske inde til at etablere disse VBA-samtaler som en gængs praksis på alle hospitaler og dermed i alle kommuner. For i en tid med et helt nødvendigt fokus på den sociale ulighed i sundhed er rygning et helt centralt emne at tage op.
I hvidbogen ’Social Ulighed i Kræft i Danmark’, der kom i foråret 2019, slog man fast: ’Således tilskrives forskelle i rygeadfærd på tværs af uddannelsesgrupperne at være årsag til 60-62 pct. af uligheden i kræftdødelighed mellem uddannelsesgrupperne'.
Eller sagt med andre ord. Hvis rygning ikke fandtes, ville hovedparten af den sociale ulighed i kræftdødelighed være fjernet.
Mange er fortsat røgfri
Line Hvidbjerg, som er kvalitetskonsulent på Sydvestjysk Sygehus, fortæller, at de i år har viderehenvist 416 patienter til en kommunal rygestopinstruktør. I 2018 var VBA ikke implementeret, og da henviste de ikke nogen.
Og effekten er der. I Region Syddanmark konstaterer de nemlig, at et halvt år efter, at patienterne har været i kontakt med rygestoprådgiveren i kommunen, er halvdelen fortsat røgfri.
Enhver form for tiltag, der reducerer antallet af rygere, hilses velkommen. Og hvis de tiltag, der ses på hospitaler i Region Midtjylland og Region Syddanmark udbredes til alle hospitaler, vil det være et skridt på vejen i kampen mod social ulighed.
For de interesserede er her et link til Region Midtjyllands hjemmeside, hvor regionens ansatte henvises til e-læringskurser i at bruge VBA-metoden. Via linket kan man gå ind på disse e-læringskurser, der samlet tager 10 minutter at gennemføre, og kurserne er åbne for alle og kan derfor også afprøves af læserne af denne artikel.