Luk

Nu åbner Kræftens Bekæmpelse genbrugsbutik i Holbæk

Er man til godt og gedigent genbrug og samtidig typen, der godt kan lide at støtte en vigtig sag, så er der godt nyt til midtsjællænderne. Torsdag 29. september kl. 11.00 slår Kræftens Bekæmpelse nemlig dørene op for en stor genbrugsbutik i Holbæk MegaCenter.

23. september 2022
Lone Kindberg

Siden Kræftens Bekæmpelse i august overtog nøglerne til det store butikslokale i Holbæk MegaCenter, der før husede Outlet24, er det ikke gået stille for sig.

Butikken er blevet sat i stand, Kræftens Bekæmpelses ikoniske logo er kommet op på butiksfacaden og frivillige har haft travlt med at fylde hylderne op med kvalitetsgenbrug, som tæller et varieret udbud af møbler, isenkram, bøger og tøj. Heriblandt tøj fra selveste popikonet Medina og kometstjernen Karl William, der - ligesom en masse andre danskere - har valgt at forære deres genbrug til kræftsagen.

Og nu er butikken så endelig klar til at slå dørene op og byde byens borgere indenfor!

Tidligere brystkræftpatient og sidste års vinder af Holbæk Kommunes aktivitetspris, Nancy Maati, skal klippe den røde snor til butikkens åbning 29. september

Tidligere brystkræftpatient og sidste års vinder af Holbæk Kommunes aktivitetspris, Nancy Maati, skal klippe den røde snor til butikkens åbning 29. september. Foto: Arkiv

En hyldest til tidligere kræftpatient og hverdagshelt
 - Vi glæder os helt utroligt meget. Vi har fået indrettet en super flot butik, fået doneret containervis af godt og attraktivt genbrug, og så har vi fået byens sejeste team af frivillige, fortæller Lars Jessen, distriktschef for butikken.

- Og så har fantastiske Nancy Maati sagt ja til at klippe den røde snor, fortsætter han.

Kræftens Bekæmpelse Genbrug vil gerne hylde en lokal kræftpatient til åbningen, da kræftsagen, alt andet lige, er butikkens fornemmeste virke.

Derfor var det også nærliggende at spørge tidligere brystkræftpatient og sidste års vinder af Holbæk Kommunes aktivitetspris, Nancy Maati, om hun ville indvie butikken.

Det sagde hun ikke nej til.

 - Selvfølgelig vil jeg det. Jeg har været så glad for al den støtte og hjælp, jeg har fået af Kræftens Bekæmpelse under mit sygdomsforløb. Jeg har benyttet mig mange gange af både foreningens hotline og psykologer. Jeg ved ærligt talt ikke hvad jeg skulle have gjort uden.

Sådan lyder ordne fra Nancy Maati, som vandt den prestigefylde aktivitetspris for sin beundringsværdige frivilligindsats med at arrangere jul for ensomme og sårbare i Holbæk Kommune.

- Og så er mine døtre og jeg i øvrigt storforbrugere af genbrug, så jeg ser meget frem til åbningen, tilføjer hun begejstret.


- En person, som har gjort så positiv en forskel for andre og som har haft kræft, alt imens hun har stået alene med sine to døtre, er jo et menneskeligt kraftværk, som i den grad fortjener vores hyldest. Heldigvis er Nancy kræftfri i dag, så hun er også et levende bevis på, at forskningen nytter, fortæller Lars Jessen.

Villy, Anne og Marianne er nogle af de fantastiske frivillige, som har knoklet på de sidste par måneder. Foto: Lars Jessen.

Villy, Anne og Marianne er nogle af de fantastiske frivillige, som har knoklet på for at gøre butikken klar til åbningen. Foto: Lars Jessen.

Fantastiske frivillige
Det er dog ikke kun Nancy Maati, der vil være mulighed for at hilse på til butiksåbningen. Også alle de fantastiske genbrugsfrivillige, som de sidste par måneder har knoklet på for at gøre klar til den store åbning, vil være der.

- Havde det ikke været for de frivillige, så havde vi aldrig kunnet åbne den her butik. Jeg er blæst bagover af den måde, de fra dag et af har taget fat og smøget ærmerne op. De er grundstenene i butikken, og de skal naturligvis også hyldes, siger Lars Jessen.

Praktisk information om åbningen:
Torsdag 29. september kl. 11.00. Alle er velkomne. Butikken er beliggende i Holbæk MegaCenter, Stenhusvej 68, 4300 Holbæk.

Vil du være med?
Selv om butikken allerede har en masse fantastiske frivillige, er der altid plads til flere. Så har du tid til overs og synes du, at det kunne være spændende at give en hånd med i Kræftens Bekæmpelses nye genbrugsbutik, kan du kontakte distriktschef Lars Jessen på tlf. 45 28 12 07 00 eller e-mail: larsj@cancer.dk

Om Kræftens Bekæmpelse Genbrug:
Kræftens Bekæmpelse Genbrug har eksisteret siden 1991 og findes i dag i 16 forskellige byer. Al overskuddet fra butikkerne går til Kræftens Bekæmpelses indsats inden for forskning, patientstøtte og forebyggelse. Kræftens Bekæmpelse Genbrug drives af knap 1000 frivillige landet over.