Luk

Nu kan du indstille kandidater til hædersprisen

Har du et godt bud på, hvem der fortjener en pris for sit enestående arbejde for kræftsagen? Så er det nu, du skal indstille din kandidat til Kræftens Bekæmpelses Hæderspris 2020. Fristen er mandag den 23. september 2019. 

9. august 2019
FORENING & FRIVILLIGE

Kræftens Bekæmpelse vil gerne hædre en person, en gruppe, en afdeling eller andre, som har gjort en særlig indsats inden for kræftområdet. Derfor uddeler vi den 4. februar 2020 Kræftens Bekæmpelses Hæderspris. Du kan indstille din egen kandidat nu og frem til og med den 23. september 2019.

Hædersprisen gik i år til seks dagligvarekæder. Her er prismodtagerne på scenen med H.K.H. Kronprinsesse Mary og Helen Bernt Andersen, formand for Kræftens Bekæmpelse. Foto: Tomas Bertelsen.

I 2019 modtog dagligvarekæderne Aldi, COOP, Lidl, REMA 1000, Salling Group samt Magasin prisen for at gemme tobakken væk i butikkerne, så de ikke mere er synlige for kunderne. Tobak under disken betyder, at især børn og unge ikke bliver fristet af tobak. Men tiltaget støtter også voksne, der gerne vil stoppe med at ryge og begrænser impulskøb af cigaretter.

Året før var det Lars Løkke Ramussen, statsminister og fhv. sundhedsminister (V) samt Bent Hansen, formand for Danske Regioner (S), som modtog hædersprisen for at vise ekstraordinært politisk lederskab, da de i 2007 – som henholdsvis sundhedsminister og formand for Danske Regioner – gjorde kræft til en akut sygdom og indførte kræftpakkerne, som skal sikre hurtig behandling til kræftpatienter.

Læs om alle tidligere modtagere af hædersprisen

Indstil din kandidat nu
Med hædersprisen ønsker Kræftens Bekæmpelse at fremhæve det enestående eksempel, som kan inspirere andre - f.eks. til at give kræftpatienter optimal behandling, pleje og omsorg.

Hædersprisen overrækkes i Det Kongelige Teaters Skuespilhus søndag den 4. februar 2020.

Du kan indstille din kandidat på cancer.dk. Fristen er mandag den 23. september.