Faisal Kamal startede i april som frivillig i Kræftens Bekæmpelses lokalforening i Brøndby. Foto: Nille Gry Klinge.
Det er kun knap to måneder siden, Faisal Kamal trådte ind af døren som ny frivillig i bestyrelsen i Brøndby Lokalforening. I weekenden deltog han så i sit første repræsentantskabsmøde, som traditionen tro blev afholdt i Kolding, og det gjorde et stort indtryk på ham.
- Det er fantastisk at møde alle de mennesker, som er med. For det første er det dejlige, rare og venlige mennesker. De er meget imødekommende og åbne. For det andet er det meget tydeligt, at de virkelig går op i sagen. Nogle har selv haft kræft eller haft kræft i familien, så man kan virkelig mærke, at sagen betyder noget for dem, siger Faisal Kamal.
Selv om han kun har været i Kræftens Bekæmpelse i et par måneder, var han ikke bange for at stille sig op foran hundredvis af andre frivillige, da der var mulighed for at stille spørgsmål til administrerende direktør Jesper Fisker.
- Jesper Fisker havde lige stået og fortalt om Kræftens Bekæmpelses forskning. Det synes jeg, var meget interessant at kommentere på. For jeg ved en masse om ny teknologi, og der er meget af det, der begynder at komme på markedet, som har mindre fokus på forskning. Det observerer jeg igennem mit arbejde. Så jeg synes, det var rigtig positivt at se, at Kræftens Bekæmpelse har fokus på forskning og nye digitale løsninger, og jeg sagde, at det håbede jeg også på, at man vil have i fremtiden. Det er noget af det, jeg brænder for. Jesper sagde, at det var helt afgjort vigtigt og prioriterede det meget højt. Det blev jeg meget glad for at høre, fortæller Faisal Kamal.
Tog en omvej
Faisal Kamal er uddannet kandidat i lægemiddelvidenskab og arbejder med digital sundhed – helt specifikt apps og software. Men han syntes, at han manglede noget erfaring og viden om det patientnære, menneskelige aspekt, og det føler han, at han kan få som frivillig i Kræftens Bekæmpelse.
- Jeg forstår mig på industrien og det politiske, men jeg vil gerne kunne forstå den patientnære del bedre og deltage meget mere i den del. I industrien mærker man ikke det her med, at folk går op i sagen, når man sidder og udvikler et produkt. I Kræftens Bekæmpelse kan man mærke, hvad der virkelig betyder noget for folk – også på det følelsesmæssige aspekt. Det kan jeg godt lide, siger Faisal Kamal.
Han måtte dog lige gå et par omveje, inden han endte inden for lægemiddelvidenskaben.
- Min far var farmaceut og kom til Danmark i 60’erne. Jeg er født i Danmark, men min baggrund er indisk og pakistansk. Han ville meget gerne have, at jeg fulgte i hans fodspor, men det gjorde jeg ikke til at starte med, fortæller Faisal Kamal.
I stedet kastede han sig over computeren og begyndte at lave 3D animationer og digital marketing, og han lavede også modefotografier.
- Det var lidt en protest mod den verden, min far kom fra. Men da han døde, skete der noget med mig. Jeg havde ikke forudset, at han ville dø, og det begyndte at gå mig på, at jeg ikke havde gjort noget, mens han levede, som han godt ville have, at jeg skulle gøre, husker Faisal Kamal.
Derfor besluttede han sig for at tage en kandidat i lægemiddelvidenskab og har siden valgt at kombinere det digitale med sin lægemiddelfaglige uddannelse og udvikler it, apps og software.
- Så jeg blev alligevel min far, hvis man kan sige det sådan, griner Faisal Kamal.
Kan bruge sin erfaring i Kræftens Bekæmpelse
Frivillige og medlemmer er fundamentet for Kræftens Bekæmpelse, og på det årlige repræsentantskabsmøde bliver retningen for foreningens arbejde lagt, aktuelle temaer for kræftsagen debatteres, og fællesskabet bliver fejret.
Pausegymnastik på repræsentantskabsmødet. Foto: Nille Gry Klinge.
- Her er fantastisk meget viden, netværk og erfaring. Det er mennesker, som mange gange selv har arbejdet i sundhedsvæsenet. Vi nye har rigtig meget at lære. Samtidig er der en åbenhed, som gør, at jeg føler, at jeg godt kan give mit input og bidrage med noget nyt, hvis der er mulighed for det. Jeg føler, at jeg kan bidrage. Det er fedt, siger Faisal Kamal.
Men der er selvfølgelig også et par ting, man skal lære, når man er helt ny på repræsentantskabsmødet. For eksempel skal man helst ikke efterlade sin afstemningsenhed kaldet 'Bohr', da den er personlig og skal bruges, når der f.eks. stemmes om, hvem der skal i hovedbestyrelsen.
- Jeg har glemt den flere gange. I går lod jeg den bare ligge på bordet, men man skal åbenbart helst tage den med sig. Det havde jeg ikke lige fanget. Men så er folk kommet løbende efter mig med den, griner Faisal Kamal.
Vil du vide mere om repræsentantskabsmødet? Læs også om, hvem der blev valgt ind i hovedbestyrelsen: