Skuespiller Anders W. Berthelsen har hovedrollen i en ny kampagnefilm om overvægt.
Kun to ud af 10 danskere ved, at overvægt øger risikoen for kræft. Det vil en ny oplysningskampagne fra Kræftens Bekæmpelse lave om på.
Overvægt er et meget følsomt emne, som mange har svært ved at tale om, så spørgsmålet er, hvordan vi fortæller danskerne om det? Netop det spørgsmål er omdrejningspunkt for kampagnefilmen med skuespiller Anders W. Berthelsen i hovedrollen. Han bruger sig selv - og sin krop - til at fortælle om, at over halvdelen af os danskere nu har overvægt, og viser både alvorlige og sjove scener på, hvordan vi kan sige det her med overvægt. For det er bare et ufedt budskab. Du kan se filmen på Facebook:
Se kampagnefilmen
Del budskabet
Filmen opfordrer os til at dele budskabet om, at overvægt øger risikoen for kræft, og til at vi deltager i snakken om de sundhedsmæssige konsekvenser ved overvægt på de sociale medier.
Kræftens Bekæmpelse kickstarter dialogen om det svære emne – for at vi i fællesskab kan få bremset udviklingen i overvægt, som desværre lige nu kun går en vej, og det er op. Så hjælp gerne med at dele filmen og få sat gang i snakken om overvægt - selv om det er ret ufedt.
Ud over filmen vil kampagnen ’Et ufedt budskab’ også bestå af en række forskellige opslag på Kræftens Bekæmpelses Facebook og Instagram, f.eks. ’Ufede facts om overvægt’ og mulighed for at spørge eksperterne om alt inden for overvægt og kræft.
Der er også blevet udviklet et kampagnesite med gode råd og fif til at holde vægten stabil. Find siden her:
Kampagnesiden 'Lettere sammen'
Presseindsatsen er allerede i gang
Som du måske har set, har DR allerede omtalt ét af eksemplerne på, hvorfor flere og flere danskere får overvægt - nemlig at salget af sodavand stiger drastisk. Du kan se DR's omtale her:
Vi slukker tørsten i sodavand som aldrig før: 'Jeg er afhængig'
DR bygger deres historie på tal fra analysevirksomheden GfK, som bl.a. viser, at:
Danske husstande årligt køber 86 liter sodavand fra supermarkederne – det er 19 liter mere om året end for 10 år siden. Og samtidig er vi danskere verdensmestre i slikspisning og indtager hver især ca. 12,3 kilo slik og chokolade årligt – alt sammen medvirker til, at vi får overvægt.
Et følsomt emne
Vi ved, at overvægt er et meget følsomt og stigmatiseret emne, der berører mange. Lige nu har over halvdelen af os overvægt, og derfor er der mange, der kan føle sig trådt på.
Det er helt bevidst, at vi siger ’har overvægt’ og ikke 'er overvægtige', da vi mener, at mennesker er andet end deres overvægt, og at det er noget, man kan have en periode og komme af med igen.
Vi har gjort os umage for at finde den rette balance i kampagnen, men vi ved også, at der kan komme en masse respons på vores budskab – især på sociale medier. Vi har et godt beredskab på tværs af huset, som står klar til at håndtere de følelser, vi bliver mødt med.
Har du spørgsmål til kampagnen, er du velkommen til at kontakte:
Lotte Pålsson, projektleder i Forebyggelse & Oplysning, på lottep@cancer.dk
Louise Kramer, seniorprojektleder i Forebyggelse & Oplysning, på lkram@cancer.dk