Det er især ældre og ressourcesvage borgere, som har brug for lokale rådgivningstilbud. Foto: Colourbox.
Der skal ikke være mere end 30 kilometer til et rådgivningstilbud, hvis man som kræftpatient, pårørende eller efterladt får brug for professionel rådgivning og støtte til at komme gennem kræftforløbet. Derfor har Hovedbestyrelsen i en forsøgsperiode fra 1. januar 2019 – 31. december 2021 afsat en pulje, så der kan etableres flere lokale rådgivningstilbud i samarbejde med kommunerne.
Alle skal have støtte og rådgivning – uanset hvor de bor
Kræftens Bekæmpelse yder allerede gratis rådgivning til mennesker ramt af kræft på 41 geografiske lokaliteter i landet, og mange steder er der rigtig fin dækning. Men selv om Danmark er et lille land, er der stadig områder, hvor afstanden til nærmeste rådgivningstilbud er for stor. Det rammer især de ældre og ressourcesvage borgere, mener Pernille Slebsager, afdelingschef i Patient- & Pårørendestøtte:
- Det er en stor belastning at komme gennem et kræftforløb, og derfor skal alle have mulighed for støtte og rådgivning, uanset hvor man bor i landet. Vi kan se, at der er steder, hvor kræftramte skal køre mere end 30 kilometer for at få vores hjælp, og dette kan ændres med flere nye lokale tilbud. Hovedbestyrelsen har lyttet til lokalforeningernes ønske, og derfor er vi nu gået i gang med arbejdet, forklarer hun.
Nyt tilbud i Lemvig – og flere på vej
Allerede nu er der sået gode frø til flere nye lokale rådgivningstilbud – og i Lemvig faldt den første kontrakt om etablering af et lokalt tilbud på plads i starten af året, hvor kommunen har stillet et lokale til rådighed efter dialog med lokalforeningen.
- Den afsatte pulje har midler til igangsættelse og afprøvning af nye rådgivningstilbud i hele landet, så vi kan gøre en forskel og nå meget vidt omkring, hvis vi forener de gode kræfter mellem Patient- & Pårørendestøtte og Forening & Frivillige, siger Pernille Slebsager.
Områdekontorerne har bolden
Som udgangspunkt vil det være den regionale områdechef, der tager initiativ til en drøftelse med den relevante lokalforening og den relevante rådgivningsleder om behovet for et evt. nyt lokalt tilbud.
- Vi skal nu sammen med lokalforeningerne og rådgivningslederne drøfte i områderne, hvordan vi bedst muligt dækker de hvide pletter på Danmarkskortet, og hvor det strategisk er bedst at oprette et lokalt tilbud, forklarer Susanne Juul, områdechef i Syddanmark.
Forsøgspuljen kan betragtes som en 'starthjælp', og Kræftens Bekæmpelse håber, at de nye lokale rådgivningstilbud efter endt forsøgsperiode kan blive varigt finansieret af de pågældende kommuner.
Ud over det nye tilbud i Lemvig er der flere andre initiativer i gang i bl.a. Varde, Vejen, Kolding – samt i region Sjælland.
Har du spørgsmål eller forslag til etableringen af de nye lokale rådgivningstilbud, så kontakt den regionale områdechef.