Luk

Nye retningslinjer for at begrænse smitte med coronavirus

I Kræftens Bekæmpelse ønsker vi at bidrage til at begrænse smitte med coronavirus. Vi har derfor skærpet vores retningslinjer i forhold til at afholde arrangementer indtil udgangen af marts.

9. marts 2020
FORENING & FRIVILLIGE

Skærpede retningslinjer for at begrænse smitte med coranavirus betyder, at ikke nødvendige arrangementer skal udskydes eller aflyses til udgangen af marts. Foto: Colourbox.

Myndighederne udstikker ikke præcise vejledninger til arrangementer med under 1.000 deltagere. I Kræftens Bekæmpelse ønsker vi at bidrage til at begrænse smitte med coronavirus, og vores retningslinjer er derfor skærpet:

  •  Alle arrangementer, foredrag mm., som er planlagt til afholdelse i marts, udskydes, hvis det overhovedet er muligt. Dette gælder arrangementer, hvor Kræftens Bekæmpelse selv er vært. Det gælder også arrangementer i Kræftens Bekæmpelses lokaler, hvor andre er værter. Arrangementerne kan omfatte f.eks. generalforsamlinger, bestyrelsesmøder, foredrag, styregruppemøder, netværksmøder, fællesmøder med mere.
  • Der kan være arrangementer, hvor eksterne tidsfrister eller andet gør, at de skal afholdes. Disse tilfælde vurderes enkeltvist. Hvis et møde eller arrangement skal afholdes, skal det sikres, at mødelokalet er så tilpas stort, at der kan være god plads mellem deltagerne (tommelfingerreglen er, at hver anden stol skal kunne stå tom).
  • Der opstilles skilte på alle Kræftens Bekæmpelses adresser, der gør opmærksom på, hvilke råd den enkelte skal følge for at mindske risiko for smitte (hyppig håndvask, ikke hilse ved at give hånd osv.).

Vi holder vores IGEN-butikker åbne, ligesom vores kræftrådgivninger også fortsat er åbne.

I alle tilfælde følger vi fortsat Sundhedsstyrelsens anbefaling om god håndhygiejne, og det kan være på sin plads at tjekke op på, om rengøring og hygiejnemæssige foranstaltninger er tilstrækkelige.

Hvis du har spørgsmål om coronavirus, kan du på Sundhedsstyrelsens hjemmeside finde et udførligt overblik med fakta, råd og vejledning. Spørgsmål kan derudover rettes til coronasmitte.dk

I Kræftens Bekæmpelse følger vi situationen tæt og opdaterer løbende med nyt om vores forholdsregler og retningslinjer i forhold til coronavirus på frivillig.dk. 

Kontakt også meget gerne din lokale konsulent eller områdekontor, hvis du har spørgsmål til afholdelsen af kommende arrangementer.

4

Kommentarer

Ingrid Marie Lorentzen

Ingrid Marie Lorentzen Jeg har stor respekt for KBs forsøg på at finde balancen mellem en overilet og forhastet reaktion på Coronavirus`  OG jeres forsøg på at udvise rettidig omhu og ansvarlighed for at minimere risikoen for smittespredning. Det forklarer vel også de MEGET omfattende og informationstunge nyhedsbreve, vi har modtaget. Senest d.d.
MEN jeg synes I anstændigvis snart må træffe en afgørelse om hvorvidt Landsindsamlingen 2020 skal aflyses. Indsamlere er begyndt at at rette henvendelse. De henviser til den aflyste indsamling for Folkekirkens Nødhjælp g.d. De spørger - og måske med rette- hvad forskellen er på de to indsamlinger: Folkekirkens Nødhjælp og Kræftens Bekæmpelse?  Som indsamlingsleder bliver man dem faktisk svar skyldig.
Ingrid M. Lorentzen,
Bramming

9. marts 2020 22:36

Anne Lund jeg kan kun tilslutte mig kommentaren fra Ingrid Marie Lorentzen om at der er stort behov for at træffe beslutning om alle arrangementer i marts måned og herunder Landsindsamlingen. Som lokalforeningsformand og kampagneleder synes jeg det er en næsten umulig opgave med den ene hånd at aflyse arrangementer i h.t. retningslinjerne (som jeg dog naturligvis har forståelse for) og med den anden hånd ikke ved om vi gennemfører Landsindsamling. Det er jo mange af de samme mennesker som kommer til møder, arrangementer m.v, som samler ind. Og vi får spørgsmålet straks vi begynder at aflyse noget i en lokalforening - hvad så med Lnadsindsamlingen? Håber vi får en afklaring så snart at det lokalt kan blive en samlet udmelding - hvad vi gør i Kræftens Bekæmpelse.

10. marts 2020 06:26

Jeg er meget enig i ovenstående betragtninger ift Landsindsamlingen. Set i lyset af de seneste udmeldinger fra Regeringen (9/3), må vi alle tage et medansvar og intet tyder på, at den aktuelle virussituation er "afviklet" i løbet af kort tid.
Det bliver vanskeligt at skaffe indsamlere til de ruter der endnu mangler med Corona-virus in mente!
Mvh Elisabeth M. Rasmussen, St. Darum

10. marts 2020 13:18

Stine Lynghard

Stine Lynghard Kære Ingrid Marie, Anne og Elisabeth, det er en ganske frustrerende situation, vi allesammen står i lige nu. Ingen af os har prøvet noget lignende før, og vi arbejder på højtryk for at finde den løsning, der er bedst for kræftpatienter og pårørende.  Som I kan se i ovenstående artikel, skal alle arrangementer, foredrag, generalforsamlinger, som er planlagt til afholdelse i marts, udskydes, hvis det overhovedet er muligt.

Vi håber samtidig, at det er muligt at flytte Landsindsamlingen til senere på året.  Vi anser det ikke for særligt sandsynligt, at vi kommer til at afholde Landsindsamlingen som planlagt den 29. marts. Se gerne denne artikel på frivillig.dk: https://www.frivillig.dk/nyheder/nyheder-p3/kraeftens-bekaempelse-forsoeger-at-flytte-landsindsamlingen

Vi arbejder på en afklaring om Landsindsamlingen hurtigst muligt, men vi er nødt til at koordinere med både myndigheder og andre organisationer, således at vi kan komme med en samlet udmelding om sagen.   

Indtil da håber jeg, at I vil bære over med os og den noget usikre situation. Vi skynder os alt, hvad vi kan, med at finde en løsning.

Mange hilsner Stine, sekretariatet i Forening & Frivillige

11. marts 2020 11:49