Luk

Nye retningslinjer for frivillige aktiviteter i lyset af corona

Coronaen holdt sit indtog i dette forår, og lige nu tyder intet på, at smittespredningen hverken holder pause eller forsvinder de næste mange måneder. Men vi er blevet klogere på, hvordan vi kan afholde arrangementer sikkert. 

23. september 2020
FORENING & FRIVILLIGE

Retningslinjer for frivillige aktiviteter i Kræftens Bekæmpelse er nu opdateret og delt med frivillige, der har arrangementer i efteråret.

Kræft holder desværre heller ikke pause – og kræft er ikke et forbigående fænomen, men den sygdom, som flest danskere dør af. 1 ud af 3 danskere får kræft, inden de fylder 75 år.

Ingen skal stå alene med kræft, og vi viser i Kræftens Bekæmpelse samfundssind ved på den ene side at tage hensyn til den alvorlige virussmitte og på den anden side at fortsætte vores arbejde under de forudsætninger, der nu engang er givet os under covid-19.

Myndighederne bekendtgør med jævnlige mellemrum såvel lokale som nationale tiltag for at begrænse coronasmitte i Danmark. Hos Kræftens Bekæmpelse følger vi myndighedernes anbefalinger og gør, hvad vi kan for at overholde alle krav og regler.

Vi skelner overordnet mellem, om deltagere og publikum til arrangementer er siddende med ansigtet samme retning, som når man er til foredrag eller i teateret. Eller om deltagere bevæger sig rundt, altså står og går rundt som på en torvedag, ved en bod eller til en stafet.

Du kan klikke ind og læse de opdaterede retningslinjer for de forskellige frivillige aktiviteter i Kræftens Bekæmpelse her, hvor du også finder kontaktoplysninger, hvis du har spørgsmål.