Retningslinjerne for kørsel er opdateret og kan findes, når du logger ind på frivillig.dk. Foto: Colourbox.
Frivilliges og ansattes fælles indsats for kræftsagen på tværs af landet indebærer ofte, at man skal transportere sig for at deltage i aktiviteter og arbejde for Kræftens Bekæmpelse.
Man kan køre i egen bil og få kørselsgodtgørelse, hvis det er billigere end at rejse med offentlige transportmidler, eller hvis brug af offentlige transportmidler er til stor ulempe, f.eks. tager meget længere tid.
Samme vilkår for alle
Fra årsskiftet er der kommet nye fælles retningslinjer for frivillige og ansatte. Fremover får alle statens lave sats for kørselsgodtgørelse for de første 2.000 km., der køres i forbindelse med aktiviteter eller arbejde for Kræftens Bekæmpelse. For kørsel over 2.000 km. om året får alle frivillige og ansatte statens høje sats for kørselsgodtgørelse.
Kræftens Bekæmpelses administrerende direktør Jesper Fisker synes, at vilkårene for at bruge egen bil skal være ens. Foto: Ditte Valente.
- Frivillige og ansatte har forskellige roller i Kræftens Bekæmpelse. Fælles for frivillige og ansatte er en kæmpe indsats for kræftsagen i form af aktiviteter og opgaveløsning på tværs af landet. Når frivillige og ansatte har anvendt deres egen bil i forbindelse med aktiviteter og arbejde for kræftsagen, så har godtgørelsen været forskellig og lavere for frivillige end for ansatte. Det er ikke rimeligt. Kræftens Bekæmpelse er i stor udstrækning baseret på en frivillig indsats og tæt samarbejde mellem frivillige og ansatte. Frivillige og ansatte har i sagens natur forskellige vilkår for deres indsats. Vilkårene for at bruge sin egen bil kan faktisk være ens, og så skal de også være det, siger Jesper Fisker, administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse.
Ansatte skal fratrække afstand til arbejdsplads
Selv om retningslinjerne er blevet fælles for ansatte og frivillige, så er der alligevel en forskel.
Som ansat i Kræftens Bekæmpelse vil man nemlig fremover skulle fratrække afstanden mellem ens bopæl og arbejdsplads, hvis man kører til møder eller andre aktiviteter rundt omkring i landet. I stedet kan man som ansat være berettiget til skattemæssigt kørselsfradrag, som man i så fald skal indregne i ens årsopgørelse.
Som frivillig skal du dog ikke fratrække afstanden mellem din bopæl og din arbejdsplads, da du ikke har et fast kontor, du møder ind på. Du skal derfor fortsat notere afstanden mellem din bopæl og din destination.
Du kan finde retningslinjerne for kørsel samt blanket til at udfylde kørselsafregning på frivillig.dk under ’dokumenter’, og herefter klikker du på ’blanketter’. Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte din lokale konsulent.