Fortællerne fra Ung Kræfts Fortællerkorps tager ud på ungdomsuddannelser, til arrangementer i lokalforeninger og andre steder, hvor der er et ønske om at høre en ung persons fortælling om kræft. Foto: Kræftens Bekæmpelse
Thea Pedersen er én af de 11 nye fortællere i Fortællerkorpset, som blev uddannet i april, og som nu er klar til at stille sig op på alt fra ungdomsuddannelser til arbejdspladser for at dele sin personlige fortælling om kræft.
Thea Pedersen havde sin debut som fortæller ved en temadag om senfølger i Herning. Her delte hun sammen med en anden fortæller, Sofie Strøm, sin personlige fortælling om kræft.
Uddannet til at fortælle
I Ung Kræft er der næsten 30 fortællere i alderen 18-39 år, som tager ud og fortæller deres kræfthistorie på ungdomsuddannelser, virksomheder, til temadage, på efterskoler, i genbrugsbutikker og mange flere steder.
Fortællerne bliver uddannet af Ung Kræft i samarbejde med eksterne undervisere, der klæder dem på til at opbygge deres fortælling. De øver sig i at fortælle om og svare på alle de mange spørgsmål om at få kræft som ung. Hvordan holder man fast i sit ungdomsliv på trods af kemobehandling, ar og bange tanker? Hvordan er man en god ven til en ung med kræft? Det er nogle af de ting, fortællerne kommer omkring i deres fortællinger.
Formålet med Fortællerkorpset er at nedbryde tabuer om det at være ung og have kræft. Målet er, at flere skal turde tale om at få kræft som ung, også alt det svære.
Thea Pedersen (t.v.) og Sofie Strøm (t.h.) fra Ung Kræfts Fortællerkorps indledte en temadag om senfølger for 90 fagfolk med at fortælle deres personlige fortællinger om kræft. Foto: Kræftens Bekæmpelse
Samarbejde med regionsudvalg om senfølger
Flere unge kræftpatienter i Fortællerkorpset oplever også senfølger. Det står de klar til at fortælle om.
Kræftens Bekæmpelses regionsudvalg i Midt havde sammen med en række eksperter på området fra Aarhus Universitetshospital, Folkesundhed i Aarhus Kommune og Senfølgerforeningen planlagt en temaeftermiddag om senfølger.
Sofie Strøm og Thea Pedersen fra Ung Kræfts Fortællerkorps indledte temadagen med deres personlige fortællinger om kræft.
På temaeftermiddagen deltog i alt 90 repræsentanter fra almen praksis, de midtjyske kommuners sundheds- og beskæftigelsesområde og kræftafdelingerne på Aarhus Universitetshospital og Regionshospitalet Gødstrup.
De to fortællere fra Fortællerkorpset berettede nærværende om deres erfaringer og talte direkte ind i dagsordenen, som fik flere af de medhørerne til at knibe sig selv i armen. Det var en anden måde at ramme dagen ind, som ellers var fyldt med ekspertviden og faglige oplæg. Deres fortællinger blev et eksempel på de mennesker, der er bag statistikkerne. I juni afholdes endnu en temadag, hvor også beslutningstagere i kommunerne og regionen er inviteret.
Kontakt Ung Kræft for at høre mere eller forespørg om et besøg på ungkraeft@cancer.dk.
Det kan være til lignende temadage om senfølger, arrangementer i lokalforeninger, på stafetter, på den lokale ungdomsuddannelse eller et helt femte sted.