Luk

Peter donerede sin søsters møbler til Kræftens Bekæmpelse

Da Peter Thomas Westenholzs søster døde af kræft, satte han sig for at gøre en forskel for dem, der hver år bliver ramt af kræft: Han forærede sin søsters indbo til Kræftens Bekæmpelse.

12. juni 2023
Lone Kindberg, Fundraising & Medlemmer
Peter donerede sin søsters ting til kræftsagen.

Peter donerede sin søsters ting til kræftsagen. Foto: Kim Steen Carlsen

- Min søster døde den 28. marts efter et længere kræftforløb. Hun startede med at få brystkræft, som så udviklede sig til knoglekræft. Det var ikke noget liv. Hun blev 81 år, fortæller Peter Thomas Westenholz om sin ti år ældre storesøsters sidste tid.

Peters søster boede alene i en lejlighed i Charlottenlund, og i og med at hun aldrig havde fået børn, stod Peter og broren til at arve dødsboet efter hende.

Naturligt at give hendes ting til Kræftens Bekæmpelse
Vi har taget det, vi hver især havde brug for. Min søster havde en otte år gammel bil - den fik min bror. Han kørte rundt i en skrottet bil, så det var det, han havde brug for. Jeg tog bl.a. et ældre glasskab, som engang tilhørte vores mormor. Men når man kommer op i vores alder, så mangler man ikke så meget og vores hjem er i forvejen fyldt op med møbler, fortæller Peter og fortsætter:

- Hvad gør man så? Min bror blandede sig ikke så meget, og jeg syntes det var naturligt at give hendes ting til Kræftens Bekæmpelse. Der var jo stadig mange gode og velholdte ting, som var for gode til at sætte til storskrald.

Hver en krone tæller i kræftsagen
Peter havde ikke selv mulighed for selv at skille sig af med søsterens møbler. Så han ringede til Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutik i Helsingør for at høre, om de var interesseret i at komme og hente tingene, som bl.a. talte en blomstret sofa, et sammenklappeligt spisebord, et bridgebord med filt, en mahogni sekretær og en reol. Det ville de gerne.

Peter kendte butikken i forvejen, fordi den ligger tæt på hans og konens bopæl i Ålsgårde og er en butik, som de tit svinger forbi:

- Vi har selv afleveret en masse af min søsters porcelæn og bestik til butikken. Men vi har også købt lidt forskellige ting dernede. Min kone rejser meget til Egypten. Så køber hun bøger i lange baner fra butikken. Ofte har hun en ekstra kuffert med alene til bøger. Hun efterlader dem dernede til andre danskere. Jeg har købt skåle til fuglene, fortæller Peter.

'Fuglene' referer i øvrigt til hans helt store passion. Udover at være frivillig i den lokale fugleforening 'Nordsjællands Fuglevenner', har Peter nemlig også 50 fugle i kælderen, som han passer og plejer. Og det hænder altså, at de bliver fodret af genbrugsskåle fra Kræftens Bekæmpelse.

Henter gerne møbler
Alle har faktisk mulighed for at ringe til deres lokale Kræftens Bekæmpelse genbrugsbutik og høre, om der er mulighed for at få deres gamle møbler hentet. Butikkerne har nemlig chauffører , der tager ud og henter møbler og større ting, hvis man ikke selv har mulighed for at transportere tingene.

- Vi kommer gerne ud og henter møbler og andre større ting, hvis vi vurderer, at det er noget vi kan sælge videre i vores butikker. Vi er meget taknemmelige for, at Peter netop tænkte på Kræftens Bekæmpelse og ikke bare satte det til storskrald. Vi skal huske, at hver en krone tæller i kræftsagen, lyder det fra Kim Steen Carlsen, distriktschef for Kræftens Bekæmpelses butikker i Birkerød, Hillerød, Helsingør og Virum.

Det er takket været gavmilde borgere som Peter, at Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutikker hver evig eneste dag modtager stakkevis af brugte varer, som ikke alene får et nyt liv, de er også med til at støtte de mange danskere, som hvert år bliver berørt af kræft.

Har du møbler eller større ting, som du gerne vil have Kræftens Bekæmpelse til at hente?
Kontakt Tune Friis på 40 26 16 16 eller skriv til ham på tf@cancer.dk

Når man donerer ting til Kræftens Bekæmpelse får man et fradrag, hvis den vare man donerer, vurderes til at være over 500 kr. værd.