Luk

Red din fars dag: De 7 tegn skal fortsat hjælpe danskerne tidligt afsted til lægen

Alt for mange danskere vil vente for længe med at kontakte lægen, hvis de oplever alvorlige tegn på kræft. Det viser en ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse. Resultaterne understreger, at der fortsat er behov for at fortælle danskerne om de 7 mest almindelige tegn på kræft, så flere kan komme tidligt til lægen. Igen i år bruger vi Fars dag som anledning.

17. maj 2021
TRINE SKOVLUND BENTZEN, FOREBYGGELSE & OPLYSNING

Igen i år bruges Fars dag som anledning til at minde fædre om at gå til lægen, hvis de oplever tegn på kræft. Foto: Kræftens Bekæmpelse.

Jo hurtigere kræft diagnosticeres – jo bedre er sandsynligheden for et skånsomt forløb og overlevelse. Så det er vigtigt at komme tidligt af sted til lægen, hvis man oplever tegn på kræft. Det kræver dog både, at man kender tegnene, og at man tager dem alvorligt. 

Desværre viser resultaterne fra en ny undersøgelse, som 2.000 personer har deltaget i, at mange – stadig – ikke reagerer hurtigt nok på alvorlige tegn på kræft. Hele 54 pct. går ikke prompte til lægen med modermærker, der har ændret sig. 45 pct. ville ikke søge læge med det samme, hvis de oplevede uforklarlige blødninger, og tilsvarende 44 pct, hvis de opdagede knuder. Og det selvom man bør kontakte lægen med det samme, hvis man oplever et af disse tegn.

Læs mere om undersøgelsen her:

Ny undersøgelse: Vi reagerer ikke hurtigt nok på alvorlige tegn på kræft

Red din far – lørdag den 5. juni
En kærlig opfordring fra ens nærmeste kan have stor betydning for at komme afsted til lægen. Derfor sender vi med kampagnen 'Red din fars dag' igen i år en hyldest til landets fædre. Og opfordrer i samme omgang voksne børn til at bruge Fars dag den 5. juni som en anledning til at passe på deres fædre ved at minde dem om at være opmærksomme på symptomer på kræft og gå til lægen, hvis de oplever et af dem.

Vær med til at sætte fokus på symptomer på kræft og vigtigheden af, at vi tør snakke med hinanden – også om de svære og til tider akavede ting - og opfordre vores kære til at gå til lægen. For det gør en stor forskel at komme til lægen i tide.

I årets kampagnefilm får fædre og børn sig en god snak om kroppen – en snak der ikke er heeelt, som de havde regnet med. Filmen kan findes på Kræftens Bekæmpelses Facebookside:

Har du haft den akavede snak med din far?

I må meget gerne like og dele videoen med jeres netværk – så vi sammen kan passe på endnu flere mænd og fædre i anledning af Fars dag.

Vis De 7 tegn-flaget
Nu, hvor landet er ved at åbne igen, bliver det også i stigende grad muligt at mødes ansigt til ansigt. De 7 tegn-materialerne er fortsat tilgængelige for alle, der ønsker at skabe synlighed om kampagnen f.eks. ved en bod på en markedsplads eller til årets stafetter.

Så bestil en omgang Syvstjerneløb, twister eller pjecer i frivillig.dk-gruppen, og vær med til at udbrede viden om de 7 mest almindelige tegn på kræft.