Alt for mange kvinder med brystkræft opereres ikke inden for de forløbsmål, som er i kræftpakken. Det viser nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen. I region hovedstaden er det så få som 25 procent af kvinderne med brystkræft, som opereres inden for forløbsmålene.
Men der er store regionale forskelle. Og ses der isoleret på Region Nordjylland, tegner der sig et helt andet billede.
For her er det 99 procent af brystkræftpatienterne, som opereres inden for forløbsmålene i brystkræftpakken. Det vil sige, at næsten alle brystkræftforløb i Nordjylland indeholder en operation til tiden. Nordjylland ligger med sine 99 procent dermed pænt over målet om, at 9 ud af 10 forløb skal ligge inden for forløbsmålene i kræftpakken.
Vi har spurgt Orla Kastrup Kristensen, formand for Kræftens Bekæmpelses regionsudvalg i Nordjylland, om hans bud på, hvorfor kvinderne i Nordjylland er stillet bedre end i andre regioner.
Regionsudvalgsformand Orla K Kristensen
Orla Kastrup Kristensen tøver ikke med at pege på dygtig ledelse og godt arbejdsmiljø på sygehuset som hovedårsag til de fine tal.
- Jeg tror, det skyldes kompetent ledelse og dygtige medarbejdere, der sammen skaber systematiske og logiske arbejdsrutiner, som både kommer ansatte og patienter til gode, siger han og fortæller, at udmærkelsen ’Patienternes Pris’ i år tilfaldt onkologisk afdeling.
- Det viser, at kræftpatienterne er tilfredse med de rammer, som de møder. Også projektet ’patientens team’ medvirker til at give optimale patientforløb, siger han.
’Patientens team’ er en vision om at ændre klinisk praksis til i højere grad at have fokus på sammenhængende patientforløb med patientinvolvering og behandlingseffekt.
Kræftens Bekæmpelses regionsvalg i Nordjylland har gennem mange år med faste intervaller afholdt møder med sygehusledelsen. Ved de møder oplever Orla Kastrup Kristensen, at regionsudvalget og sygehusledelsen i en fin tone får drøftet blandt andet de oplevelser, patienterne er kommet med til Kræftens Bekæmpelse – gode såvel som dårlige.
- Jeg oplever et gensidigt tillidsforhold på de møder og en lydhør ledelse, som bruger patienthistorierne til at skabe gode rammer for kræftpatienterne, siger han.
Orla Kastrup Kristensen peger på, at det er svært at rekruttere sundhedspersonale i det nordjyske, ikke mindst læger. Derfor er det afgørende at fastholde dem, man har. Et godt arbejdsmiljø er i den forbindelse helt centralt, slår han fast.
Fakta: Opfyldelse af forløbsmål for brystkræftpatienter i procent
Region Hovedstaden: 25 pct.
Region Sjælland: 32 pct.
Region Syddanmark: 60 pct.
Region Midtjylland: 86 pct.
Region Nordjylland: 99 pct.