Selv om Danmark er et lille land, kan der være stor forskel på vaner og sundhedsudfordringer landet rundt. Det fremgår af rapporten 'Danskernes Sundhed - Den Nationale Sundhedsprofil 2021', der indeholder en række regionale data, som viser, hvordan det står til med befolkningens sundhed i hver af de fem danske regioner. Blandt andet udpeger rapporten den regionale variation inden for områder, vi ved har betydning for forekomsten af kræft. Det vil blandt andet sige rygning, kost og alkoholforbrug.
Selv finde regionale data i rapporten
Men da de regionsopdelte tabeller ikke optræder samlet i rapporten, må man igennem hele rapporten for at finde regionale data. Til gengæld kan man så konstatere, at udfordringerne ikke er ligeligt fordelt i de fem regioner.
Eksempelvis er det i Region Hovedstaden over 18 procent af borgerne, der drikker mere end de anbefalede højst 10 genstande om ugen. I Nordjylland er det under 13 procent, der ligger over det anbefalede niveau
Ser vi derimod på det, rapporten betegner som 'usundt kostmønster' fremgår det, at næsten 21 procent i Region Nordjylland falder inden for den kategori mod lidt over 14 procent fra Region Hovedstaden
Det er især relevante tal for frivillige i regionsudvalgene. Som regionsudvalgsmedlem er det naturligvis de vilkår, som kendetegner ens egen region, som er særlig interessante. Men de regionale data i rapporten giver blandt andet mulighed for at vurdere sin egen region op mod de øvrige regioner, hvilket kan være et godt afsæt for at udpege de områder, der bør stilles særligt skarpt på.
Udviklingen går den gale vej
Tallene giver også mulighed for at se, hvordan en region udvikler sig over tid, fordi kortlægningen af borgernes sundhed er gennemført flere gange tidligere. Desværre skal du gøre lidt ekstra, for at finde de 'historiske' data frem, idet du selv skal ind i systemet og trække dem. Tallene kan du finde her.
Benytter du muligheden for at få tal fra tidligere undersøgelser, vil du for eksempel se, at udfordringen med overvægt er tiltagende i Region Sjælland. I 2010 var andelen af borgere i Region Sjælland med svær overvægt nemlig på 15,8 procent. Tallet var i 2013 steget til 16,8 procent. I 2017 viste den daværende undersøgelse, at andelen var kommet op på 20,4 procent. Den netop offentliggjorte undersøgelse viser, at andelen af svært overvægtige i Region Sjælland nu er helt oppe på 22 procent.
Det går altså den gale vej, og benytter du dig af muligheden for at trække andre sundhedsdata for årene 2010 – 2021, kan du desværre konstatere, at sundhedsudfordringerne tager til i mange regioner, ikke mindst når vi taler kost og fysisk aktivitet.
Rapporten 'Danskernes Sundhed - Den Nationale Sundhedsprofil 2021' finder du her:
Hvis du vil læse mere om Kræftens Bekæmpelses syn på de nationale tendenser som undersøgelsen 'Danskernes Sundhed - Den Nationale Sundhedsprofil 2021' afdækker, kan du finde det her: