Luk

Rejsegilde for ny kræftrådgivning i Aarhus

Sidst på året forventes en helt ny kræftrådgivning at stå klar til kræftpatienter og pårørende ved Aarhus Universitetshospital. Torsdag den 3. juni var der rejsegilde for det nye byggeri.

11. juni 2021
DIDDER OPPERMANN, PATIENTSTØTTE & FRIVILLIG INDSATS

I sidste uge blev der holdt rejsegilde for den nye kræftrådgivning i Aarhus. Foto: Kræftens Bekæmpelse.

I slutningen af 2021 står en nybygget kræftrådgivning klar i Aarhus med gratis rådgivningstilbud til kræftpatienter og pårørende. Den skal ligge ved siden af Aarhus Universitetshospital – og det er den nuværende kræftrådgivning på Peter Sabroes Gade 1 i Aarhus, der flyttes.

Den nye kræftrådgivnings arkitektur er en nyfortolkning af den klassiske længegård. Det 1.000 m2 store hus vil have lyse fællesarealer, plads til fordybelse og samtale, et børneområde, motions- og aktivitetsrum mv.

Endvidere vil kræftrådgivningens mange frivillige have sin gang i huset, som også vil rumme Kræftens Bekæmpelses områdekontor i Region Midtjylland.

Et arkitektonisk frirum
Torsdag den 3. juni blev der holdt rejsegilde for den nye flotte kræftrådgivning. Der var bl.a. gæster fra Aarhus Universitetshospital, heriblandt direktør Poul Blaabjerg, gæster fra Aarhus Kommune og Dansk Center for Partikelterapi.

Med den kommende kræftrådgivning i Skejby tæt på hospitalet bliver samarbejdet omkring kræftsagen bliver endnu tættere. Foto: Kræftens Bekæmpelse.

- Den kommende kræftrådgivning bliver et fantastisk arkitektonisk frirum for kræftpatienter og pårørende, hvor vi tilbyder rådgivningssamtaler til patienter og pårørende, gruppeaktiviteter, fysiske aktiviteter, malerværksted, børneområde og mange typer af stærke fællesskaber, hvor man kan møde andre, der er i samme situation. Her kan patienter og pårørende finde ro, tryghed og nærvær i en svær tid, siger Jesper Fisker, administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse.

Den nye kræftrådgivning bliver direkte nabo til Aarhus Universitetshospital, hvor en stor del af kræftpatienterne i Region Midtjylland behandles.

- Beliggenheden er enestående. På den ene side ligger vi tæt på hospitalet, så patienter og pårørende kan komme ind i kræftrådgivningen direkte fra aftalen på hospitalet. På den anden side har vi udsigt til naturen med grønne marker og en idyllisk å, der indbyder til ro og nærvær, siger Jesper Fisker.

Ud over rådgivningstilbuddene til patienter og pårørende, kommer hospitalets træningstilbud ’Krop og Kræft’ til kræftpatienter i kemobehandling til at ligge i huset.

Den nye kræftrådgivning i Aarhus forventes færdig i november i år. Foto: Kræftens Bekæmpelse.

Huset indbyder også til, at hospitalets ansatte kan have deres gang i huset, og at samarbejdet omkring kræftsagen bliver endnu tættere.

Kræftrådgivningen ligger desuden tæt på hospitalets Dansk Center for Partikelterapi. Det betyder, at de patienter, der kommer i behandling dér også kan bruge tilbuddene i kræftrådgivningen.

Kræftområdet i kommunen styrkes
Kræftrådgivningen er en stor styrkelse af kræftområdet i kommunen, siger Jette Skive, rådmand i Aarhus Kommune. 

- Det er fantastisk, at rådgivningen på kræftområdet bliver styrket, sådan at kræftramte borgere i kommunen kan få rådgivning og støtte i en svær tid. Jeg glæder mig til et endnu tættere samarbejde, hvor vi i vores kommunale kræftrehabilitering kan trække på den nye ekspertise i huset, siger Jette Skive (DF), rådmand, Sundhed og Omsorg. 

- Blandt andet også på senfølgeområdet, som bliver vigtigere og vigtigere i disse år, hvor flere overlever kræft, tilføjer hun.

FAKTA om det nye rådgivningsbyggeri
Det blev totalentreprenørfirmaet c. c. contractor, der i samarbejde med Claus Pryds Arkitekter vandt udbuddet af projektet. Husets arkitektur baseres på en nyfortolkning af den klassiske danske længegård, og vinderforslaget gør naturen til en central del af huset.

Den nye kræftrådgivning indrettes som et stort gårdhus i ét plan beliggende mellem hospitalsområdet og de omkringliggende grønne marker. Husets knap 1.000 m2 og vil rumme både individuel rådgivning, gruppesamtaler, socialt samvær, kreative aktiviteter og træningstilbuddet ’Krop og Kræft’.

I det nye hus vil man blive mødt af lyse og hjemlige fællesarealer, store glaspartier med udsigt til skov og grønne marker, kreative værksteder, et børneområde, et træningsrum og et større multifunktionelt lokale.

1

Kommentarer

Mikkel Schwab

Mikkel Schwab Vi glæder os til at flytte ind på "gården" :-)

11. juni 2021 13:06