Rigmors to børn, Esther og Storm, var kun 6 og 4 år gamle, da hun fik konstateret brystkræft.

Søndag den 3. april vil flere tusinde frivillige traditionen tro myldre ud på gader og stræder i hele landet for at samle penge ind til Kræftens Bekæmpelses Landindsamling. Penge, der skal bruges på at forebygge kræft, forske i kræft og støtte kræftpatienter og deres pårørende.

En af dem, der ser frem til dagen er 49- årige Rigmor Trier Høisgaard fra Frederiksberg i København. For hende betyder Landsindsamlingen noget ganske særligt. Midt i hendes eget brystkræftforløb tilbage i 2017, oplevede hun – med egne ord – rigtig god opbakning og støtte i Kræftrådgivningen på Nørrebro i København. Det hjalp hende med at navigere i den svære tid – og gav samtidig luft til at være i hverdagen, hvor hun samtidig skulle være mor for sine to små børn. Derfor er vigtigt for hende at give noget tilbage og vise andre, at der er håb, selv når det kan se sort ud.

Bliv indsamler ved Landsindsamlingen 3. april

- Jeg er så taknemmelig for den hjælp, vi fik. Selv fandt jeg ud af, at der er masser af hjælp at hente, hvis man tør at række ud – og det vil jeg gerne give videre til andre familier, der nu har brug for det. Derfor går jeg for tredje gang på gaden med min indsamlingsbøtte og mine to børn ved min side, fortæller Rigmor.

Hun opfordrer samtidig alle, der har tid og lyst, til at melde sig som frivillig indsamler. For det nytter, at vi alle sammen bruger de få timer, det tager, den søndag formiddag, understreger hun:

- Det er jeg et godt eksempel på, tilføjer hun smilende.

Kampagneledere søges til Landsindsamlingen

’Du har brystkræft’
Efter et års sygemelding med stress, var Rigmor lige så stille begyndt at tælle ned til lysere tider – og ikke mindst til en helt ny start: 2017 skulle være hendes år, besluttede hun.

Men sådan gik det ikke. For en eftermiddag midt i december 2016 sidder Rigmor i venteværelset på Rigshospitalets onkologiske afdeling for at få svar på, hvad det er for en knude, hun har fundet nogle uger forinden.

Hun husker, at det gav et sæt i hende, da en sygeplejerske råbte hendes navn op og venligt gjorde tegn til, at hun skulle følge med. I dagene op til har Rigmor forsøgt at forberede sig på svaret. For allerede ved biopsierne, har hun fornemmet på lægerne, at noget var galt. Alligevel håber hun, at de har taget fejl.

Men ganske kort tid efter, at Rigmor er trådt ind på lægens kontor, ruller han sin stol hen foran hende. Omsorgsfuldt lægger han hånden på Rigmors knæ og bekræfter desværre Rigmors bange anelser:

’Du har brystkræft’, siger han.

Så ramler Rigmors verden sammen. Det første hun tænker på er sine to børn. Sammen med Roland, som i dag er hendes eksmand, har hun Esther og Storm, der på det tidspunkt kun er 6 og 4 år gamle.

Rigmor samler ind ved Landsindsamlingen sammen med sin datter Esther. Hun har selv fået hjælp i kræftrådgivningen på Nørrebro og har desuden deltaget i et forskningsforsøg om senfølger gennem Kræftens Bekæmpelse.

- Det var som om al blodet blev suget ud af min krop, husker Rigmor. Jeg tænkte på alt det, der nu lå forude. Alt det, mine børn nu skulle igennem med en kræftsyg mor. Kunne slet ikke forestille mig, hvordan vi skulle sige det til dem, husker Rigmor.

Inden Rigmor forlader hospitalet har hun en god snak med sygeplejersken, som råder hende til at fortælle børnene om det, hun lige har fået at vide. Selvfølgelig i et sprog, de kan være med på – og uden for mange detaljer. Rigmor og Roland beslutter derfor at tage snakken samme aften.

I sagens natur forstår Storm ikke det store. Men efter et eftertænksom øjeblik, har Esther til gengæld et spørgsmål:

- Skal du så dø, mor?

Hjælp i Kræftrådgivning
Rigmor bliver opereret dagen før juleaften, og kan faktisk kalde sig sygdomsfri. Dog ligger et halvt års forebyggende efterbehandling med kemo- og stråleterapi forude. Det hele går lidt stærkt, men efter planen. Så i første færd er Rigmor egentlig ved godt mod.

Men nogle uger inde i forløbet, mærker hun pludselig nogle andre følelser trænge sig på: Frygten for tilbagefald og angsten for at dø. Tanker, som hun godt ved, at hun ikke selv kan klare. Rigmor takker derfor ja til et individuelt psykologforløb i Kræftrådgivningen på Nørrebro i København.

- Det har været en kæmpe hjælp for mig at få vendt alle mine tanker med en, som bare ved, hvad det drejer sig omkring. Én der bare lytter og som kan fortælle, at de følelser man har er helt normale. Den psykolog jeg gik hos vidste bare lige, hvilke tanker, der rumsterede, fortæller Rigmor og uddyber:

- Han gav mig nogle konkrete redskaber til at vende de her meget mørke tanker, der pludselig dukkede op. På den måde kunne jeg mentalt meget bedre være i det hele – og fik mere overskud til hverdagen, der jo også kørte på sidelinjen med to børn.

Bliv indsamler ved Landsindsamlingen 3. april

Møde andre i samme situation
For Rigmor bliver Kræftrådgivningen faktisk et slags åndehul – et sted, hvor hun føler, at hun får pause fra det hele og gør noget godt for sig selv. Ud over psykologforløbet går hun også til mindfuldness og deltager i andre samtalegrupper, hvor hun samtidig møder ligesindede.

- En ting er at få professionel hjælp. Men noget andet er at møde ligesindede, som man kan udveksle erfaringer med. Det hjalp på en helt ny måde at møde nogle, som jeg kunne spejle mig i. Vide, at jeg ikke var alene. Blandt de mange fantastiske mennesker, mødte jeg eksempelvis nogle, der havde børn i samme aldersgruppe som mine eller andre, der selv stod midt i brystkræftforløb, forklarer Rigmor.

Siden har Rigmor udviklet et tæt venskab til en af de kvinder, hun mødte. Sammen deler de stadig stort og småt, når de mødes med jævne mellemrum.

Esther kommer i sorggruppe
I den periode er det ikke kun Rigmor, der får tilbudt hjælp på Nørre allé. Hendes daværende mand får også mulighed for at deltage i en samtalegruppe for pårørende til en kræftramt kæreste eller ægtefælle. Derudover får Esther, deres ældste, tilbuddet om at deltage i en sorggruppe på sin skole sammen med en anden pige, hvis mor også har brystkræft på det tidspunkt.

Arbejdet for at få etableret sorggrupper for børn som pårørende er en vigtig indsats for Kræftens Bekæmpelse. I øjeblikket tilbyder flere skoler i Frederiksberg Kommune sorggrupper i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse.

- Det gav rigtig god mening for os, at hun skulle gå der. For på den måde blev der også skabt et rum, hvor hun kunne dele sine bekymringer og tanker med andre end os. Måske kom hun endda af med ting, som hun ikke følte, hun kunne sige til os. Bare det at vide, at hun havde den mulighed, betød rigtig meget, fortæller Rigmor: 

- I starten fortalte Esther ikke så meget om, hvordan det gik. Men lige så stille åbnede hun mere op. Jeg var egentlig meget påpasselig med at spørge ind. For hun skulle jo ikke føle, at hun skulle afrapporterer til mig – det var jo hendes fortrolige rum. Men jeg ved fra læreren, at de havde nogle rigtig fine snakke.

Et reddet liv skal også leves
Det er nu seks år siden, at Esther stillede spørgsmålet, der fik hårene til at rejse sig på Rigmors krop. Dengang var svaret: ’Ja, man kan godt dø af sygdommen, men det regner vi ikke med, at mor skal.’

I dag er Rigmor derfor lykkelig og taknemmelig over, at alt gik efter planen: At hun fik en chance mere i livet.

Samtidig er hun glad og håbefuld omkring det øgede fokus der er på livet efter kræft. For selvom Rigmor er sygdomsfri, døjer hun stadig med senfølger som lymfødem (en kronisk hævelse) i armen. Forskning i senfølger er derfor bl.a. noget af det, hun interesserer sig særligt for – og støtter.

- Jeg har selv deltaget i et forskningsforsøg om lymfødem. Selvom jeg ikke selv fik gavn af forsøget, så håber jeg, at det har været med til at gøre forskerne klogere, så andre brystkræftpatienter måske kan få gavn af det. En dag håber jeg selvfølgelig også, at de finder noget, der kan afhjælpe mine gener med lymfødemet i min arm. For selvom jeg er dybt taknemmelig for den behandling, jeg har fået, så skal et reddet liv også leves. Derfor gør det mig tryg at vide, at der forskes mere end nogensinde på området, fortæller hun.

Det er dog ikke kun den vigtige forskning i de fysiske senfølger, som giver Rigmor håb for fremtiden, men også det øgede fokus på de psykiske. For selv har Rigmor oplevet, at de bange tanker pludseligt kan vende tilbage flere år efter diagnosen.

- Jeg kan stadig have dage, hvor jeg bliver revet tilbage til angsten for tilbagefald og frygten for at dø. Det sidder stadig i mig, og det tror jeg, at det altid vil gøre. For det er jo ikke sådan, at man bare er hel igen, fordi man er sygdomsfri: Et kræftforløb sætter nogle ar. Dog ved jeg nu, hvordan jeg skal tackle mine tanker – og hvilke værktøjer, jeg skal hive frem, så jeg ikke lader mig rive med. Og hvis jeg en dag oplever, at de ikke længere virker, så ved jeg, hvor jeg kan gå hen. Det giver en vis ro, smiler hun.

Vil du være med til at sikre, at flere patienter og deres pårørende kan få gratis hjælp og støtte, som Rigmor og hendes børn har fået? Så meld dig som indsamler.

Bliv indsamler ved Landsindsamlingen 3. april