Luk

Sådan ser det politiske efterår i foreningen ud

Efteråret er en aktiv tid med lokale events, der skaber synlighed for kræftsagen. Det er også en tid, hvor mange frivillige i lokalforeninger og regionsudvalg mødes og deler erfaringer om det politiske arbejde.

5. oktober 2020
SOPHIE LUNDBÆK, FORENING & FRIVILLIGE

De politiske møder og input til indsatområder er fundamentet for det efterfølgende års politiske arbejde lokalt og regionalt.

Hvert år yder lokalforeningsfrivillige og regionsudvalgsmedlemmer en stor indsats på det kræftpolitiske område. Mange arbejder hårdt med at påvirke kommuner og regioner inden for de politiske indsatser i Politisk Fokus for lokalforeninger og regionsudvalg 2020-21, som blev vedtaget på repræsentantskabsmødet i maj.

Og der er mange vigtige områder at fokusere på: For lokalforeningerne er det at arbejde politisk for en Røgfri Fremtid og for, at kommunerne har mere opmærksomhed på og støtte til pårørende. For regionsudvalgenes er det blandt andet arbejdet for bedre vilkår til pårørende, sammenhæng og tryghed i patientforløb og screening.

Politiske dialogmøder i november
Hvert år i november afholdes et politisk dialogmøde i hver region. Her deltager lokalforeninger, repræsentanter for regionsudvalget og hovedbestyrelsesmedlemmer, der bor i regionen.

Normalt er formålet med møderne, at lokalforeningerne har mulighed for at give input til det kommende års politiske indsatser for lokalforeninger og regionsudvalg.

I år vil møderne dog have et andet fokus. Det skyldes, at hovedbestyrelsen har besluttet at foreslå repræsentantskabet, at de nuværende indsatser for 2020-21 forlænges med et år til 2022. Dvs. for lokalforeningerne vil de politiske indsatser for Røgfri Fremtid og Pårørende fortsætte indtil 2022.

Derfor får møderne i år et lidt andet indhold, som tilrettelægges i de enkelte områder. Lokalforeningerne får en invitation fra de enkelte områdekontorer til dialogmøder i regionerne:

  • Sjælland den 2. november
  • Nordjylland den 11. november
  • Midtjylland den 12. november
  • Hovedstaden den 18. november
  • Syddanmark den 25. november


Regionsudvalgskonference den 21. november

Lørdag den 21. november holdes regionsudvalgenes årlige konference i Middelfart, hvor udvalgene mødes for at tale om det politiske arbejde på tværs af regionerne. Regionsudvalgene arbejder med at påvirke regionen, som har ansvar for hospitalerne. Alle regionsudvalgsmedlemmer kan deltage til konferencen.

Programmet for dagen udsendes til alle regionsudvalgsmedlemmer i løbet af oktober.

Lokalforeningskonferencen holdes den 30. januar 2021
Hvert år i januar inviteres lokalforeningerne til at deltage i lokalforeningskonferencen. Det er lokalforeningernes egen konference, og temaer til dagen udvælges af en planlægningsgruppe bestående af lokalforeningsfrivillige og medlemmer af Udvalget for det frivillige arbejde. Konferencen har til formål at samle lokalforeningsfrivillige fra hele landet for at lade sig inspirere af hinandens erfaringer. Der er faglige oplæg, deling af viden, erfaringsudveksling og drøftelse af kommende indsatser. Hensigten er at styrke sammenhængen og kvaliteten i lokalforeningernes arbejde.

Det politiske er også i fokus i år, for det kommende kommunalvalg 2021 er omdrejningspunktet på Lokalforeningskonferencen til janaur.

Hver lokalforening kan sende to deltagere og bestemmer selv, hvem fra bestyrelsen, der deltager på konferencen.

Har du spørgsmål til det politiske efterår, kan du kontakte analyse- og udviklingskonsulent Stine Strandkjær på stines@cancer.dk