Luk

Særligt fokus på at hjælpe os godt igennem coronatiden

Det seneste år har stillet store krav til os alle sammen. Alligevel er det lykkedes at afholde mange af vores aktiviteter og fastholde det lokale engagement. Det vil vi gerne fortsætte med i 2021, og hovedbestyrelsen har derfor drøftet en række initiativer, som skal sikre fastholdelse, understøttelse og motivation i en udfordrende tid.

20. januar 2021
STINE LYNGHARD, PATIENTSTØTTE & FRIVILLIG INDSATS

Hvad gør vi, når vi ikke kan afholde aktiviteter, som vi plejer? Hvordan opretholder vi følelsen af fællesskab, når vi ikke kan mødes ansigt til ansigt? Og hvordan sikrer vi, at frivillige ikke stiger af toget, hvis digitale redskaber føles som en by i Rusland? Det er nogle af de udfordringer, som coronatiden har skabt for os.

Både hovedbestyrelsen og forretningsudvalget er meget begejstrede for alt det, der har kunnet lade sig gøre det seneste år. Men de er også opmærksomme på, at der er brug for særlige tiltag for at sikre, at vi kommer godt igennem coronatiden, som snart har varet et år. Derfor var emnet et punkt på det seneste hovedbestyrelsesmøde, og medlemmerne havde på forhånd tænkt over, hvilke udfordringer der er lokalt.

- Jeg mærker en afmatning. Det er frustrerende at sidde og kigge ind i en skærm. Vi sukker og vinker til hinanden, og det er selvfølgelig bedre end ikke at gøre noget. Men vi længes efter at mødes rigtigt. Jeg oplever, at vi går mere og mere i stå, og at folk sidder og siger, at vi ingenting kan i disse coronatider. Så ryger motivationen og engagementet, og så risikerer vi, at de finder på noget andet at lave. Vi skal have noget liv i det her, siger Susanne Ulk, medlem af hovedbestyrelsen samt formand for Faxe Lokalforening og for Stafet For Livet Haslev.

Svært ved det digitale
Børge Frank Koch har især oplevet digitale udfordringer i sin frivilliggruppe.

Børge Frank Koch er formand for Stafet For Livet Haderslev og medlem af hovedbestyrelsen samt forretningsudvalget.

- Der er en del af vores frivillige, som ikke er flasket op med andet end en computer. De kan godt skrive mails, men når vi tager næste skridt og holder digitale møder, bliver de hægtet af. De er slet ikke vant til Skype og alle de andre digitale muligheder. De vil gerne, men har aldrig prøvet det. Så alene det at vide, hvordan man trykker på et link, kan være en udfordring. Og nogle har måske en gammel computer uden kamera på, fortæller Børge Frank Koch fra hovedbestyrelsen.

Ud over de lavpraktiske udfordringer med at få det digitale til at fungere kan det også ende med, at nogle føler, at beslutningerne bliver taget hen over hovedet på dem.

- Jeg er formand for en stor stafet, og vi er nødt til at tage nogle beslutninger henover året. Vi har holdt flere digitale møder, men der er en del, som har haft store vanskeligheder ved at deltage. Det er ikke med vilje, at de holder sig udenfor, men de har ikke kompetencerne. Hvis jeg ender med at miste dem, fordi de føler sig udenfor, er det jo brandærgerligt, siger Børge Frank Koch.

Nye initiativer skal hjælpe
På hovedbestyrelsesmødet blev der derfor talt om, hvordan vi fastholder, understøtter og motiverer frivillige i den udfordrende coronatid. På den baggrund er der igangsat en række initiativer, som skal sikre bedst mulig støtte til frivillige i Kræftens Bekæmpelse. Der er både fokus på viden og kompetencer, på erfaringsudveksling og idéer til, hvordan vi kan løse aktiviteter på nye måder, og på at måle på trivslen blandt frivillige. Initiativerne ser således ud:

Relevant viden og værktøjer:

  • Mere kompetenceudvikling til frivillige og medarbejdere i digitale værktøjer
  • Der skal være en samlet kommunikation til frivillige med væsentlige og enslydende budskaber – blandt andet via nyhedsbrevet FrivilligNyt og frivillig.dk
  • Fortsat løbende opdatering af spørgsmål og svar om coronaretningslinjer i vores ’Corona Q & A’ på frivillig.dk

 
Gentænkning og planlægning af aktiviteter og indsatser:

  • Udvikling af fleksible modeller i planlægningen af alle Kræftens Bekæmpelses indsatser og aktiviteter, så de kan gennemføres på trods af coronasituationen - herunder at alle større landsdækkende aktiviteter konsekvent gennemføres både digitalt og fysisk

 
Lokal dialog med frivillige:

  • Der skal være en systematisk erfaringsopsamling og -deling af metoder på tværs af geografi og indsatser
  • Frivillige skal have et inspirationskatalog med coronatilpassede løsninger og muligheder
  • Der skal foretages en coronarelateret trivselsmåling blandt Kræftens Bekæmpelses frivillige (primo 2021)

En række af initiativerne er allerede sat i gang, og i løbet af året sættes der ind med nye eller styrkede tiltag, hvor det er nødvendigt.

En ’kogebog’ til coronatiden
Den konkrete hjælp til frivillige er meget vigtig, er Børge Frank Koch og Susanne Ulk fra hovedbestyrelsen enige om. I forhold til IT-vanskeligheder er det f.eks. godt at have brugervejledninger med screenshots, der trin for trin beskriver, hvordan man gør på sin computer, siger Børge Frank Koch. Og noget lignende er vigtigt, når der skal planlægges aktiviteter på nye måder, mener Susanne Ulk.

Susanne Ulk er medlem af hovedbestyrelsen og bl.a. også formand for Faxe Lokalforening og Stafet For Livet Haslev.

- Vi har brug for løsninger, der er helt nede på jorden: sådan og sådan kan du gøre. Helt praktiske løsninger ift. hvordan man kan lave Lyserød Lørdag, Landsindsamlingen og Stafet For Livet. Det skal være lidt kogebogsagtigt og med kontakter til, hvem man kan ringe til, hvis der er noget, man ikke kan finde ud af. Da vi planlagde en digital lysceremoni sidste år, var der ingen der ville tage sig af livestreaming, fordi der ikke var nogen, der vidste, hvordan man gjorde. Så man skal kunne ringe til nogen, som kan fortælle, hvordan man gør, siger Susanne Ulk.

Det er blandt andet derfor, at der fremadrettet vil der være yderligere fokus på systematisk erfaringsopsamling og -deling på tværs af geografi og indsatser, herunder udbredelse af gode metoder til at sikre en tæt dialog og et stærkt fællesskab. Desuden skal et inspirationskatalog med coronatilpassede løsninger og muligheder hjælpe i planlægningen af aktiviteter.

Susanne Ulk opfordrer desuden til, at man hjælper hinanden både i sin frivilliggruppe og på tværs af landet og forskellige indsatsgrupper.

- Vi kan være mentorer for hinanden, for så kan man også begejstre hinanden. Vi har brug for hjælp helt lavpraktisk, men også at få fornemmelsen af at være sammen om noget. Og tit har man bare brug for at blive hjulpet i gang, uddyber Susanne Ulk.

Glæder sig til at mødes
Børge Frank Koch synes, det er godt at trække læring ud af enhver situation, og han håber, at initiativerne ift. fastholdelse, understøttelse og motivation vil hjælpe os godt igennem coronatiden.

- Vi har mange frivillige i Kræftens Bekæmpelse, og det er væsentligt at fastholde dem. Det skal være nemt, sjovt, og det skal give mening at være frivillig, siger Børge Frank Koch.

Susanne Ulk er enig – men som så mange andre glæder hun sig mest af alt til at kunne mødes i fællesskabet igen.

- Vi er blevet frivillige, fordi vi gerne vil ud og gøre noget. Menneske til menneske. Det frivillige arbejde er bundet op på relationer, så denne her tid skal bare overkommes. Vi vil så gerne ud, og vi vil så gerne mødes. Det kommer på et tidspunkt, siger Susanne Ulk.