Luk

Sammenhold og engagement på repræsentantskabsmødet

Over to intense dage i Kolding mødtes frivillige fra hele landet første weekend i maj for at tale om kræftsagen, fejre vores forening og skabe bånd med andre frivillige. Årets tema var 'En verden i forandring' med fokus på sundhedsvæsen og civilsamfund, og årets gæstetaler var sundhedsminister Sophie Løhde (V).

7. maj 2023
KATINKA AGGER, PATIENTSTØTTE & FRIVILLIG INDSATS

- Kolding, er I der? råber Kræftens Bekæmpelses præsident, Lykke Friis, i mikrofonen. Et kollektivt, lidt genert ‘jaaaa’ lyder fra salen, så præsidenten prøver igen: 

- KOLDING, ER I DER?

Og denne gang lyder et rungende 'JA!' tilbage fra salen, og så er årets repræsentantskabsmøde skudt i gang. Knap 300 frivillige fra lokalforeninger, regionsudvalg, hovedbestyrelse og præsidium fylder salen. Årets tema er ‘sammenhængskraft på tværs af civilsamfund og sundhedsvæsen’ - inspireret af ambitionerne i den nye frivilligstrategi, nemlig ‘Stærk sammenhængskraft’ og ‘Aktiv deltagelse i samfundet omkring os’. 

Kræftens Bekæmpelses formand, Helen Bernt Andersen, roste de frivillige for deres store arbejde.

Da Kræftens Bekæmpelses formand, Helen Bernt Andersen, går på talerstolen, er det da også med en stor tak til de frivillige i Kræftens Bekæmpelse for den store forskel, de gør ved at række ud og hjælpe alle de, der er berørt af kræft:

- Når jeg kommer rundt i landet og ser, hvad I gør. Der må jeg bare sige: Sikke et sammenhold og sikke et engagement! siger hun.

Ud over at hylde årets mange fine resultater, giver  formanden også sagen fra Aarhus Universitetshospital et par ord med på vejen. 

Efter sundhedsministerens tale overraskede Lykke Friis Sophie Løhde med en gave, overrakt af Lykkes to hunde, Konrad og Winston.

Og det samme gør dagens gæstetaler - sundhedsminister Sophie Løhde (V), da hun går på talerstolen for at tale om de udfordringer, hun ser for kræftområdet i fremtiden. Og så får den nye sundhedsstrukturkommission, som Kræftens Bekæmpelses direktør, Jesper Fisker, er blevet formand for, selvfølgelig også et par ord med på vejen:

- Det handler også om at sikre, at vi ikke sætter tidligere fremskridt over styr, siger ministeren.

Vivian Steen-Knudsen (t.h.) er formand for lokalforeningen i Lyngby-Taarbæk. Hun var bl.a. forbi senfølgeboden på markedspladsen sammen med sin frivilligkollega, Karen Dam.

Man opdager, hvor store vi er 
En af de frivillige, der er med på repræsentantskabsmøde, er Vivian Steen-Knudsen, der har været formand for lokalforeningen i Lyngby-Taarbæk i seks år. At Kræftens Bekæmpelse er en forening med store muskler, er netop noget af det, hun mener, man får lov til at mærke, når man deltager på repræsentantskabsmødet.

- Det betyder meget at kunne møde alle de andre, der er en del af vores forening. Det er jo her på repræsentantskabsmødet, at man finder ud af, hvad kræftens Bekæmpelse faktisk er - og hvor store vi faktisk er. Det fornemmer man ikke altid, når man sidder i sin lille lokalforening, siger hun.

Brian Lindemann fra Holstebro har gode venner, som han har mødt gennem sit frivillige arbejde i Kræftens Bekæmpelse. Her er han med en ny ven - Kræftens Bekæmpelses præsident, Lykke Friis.

Godt sted at skabe netværk
Repræsentantskabsmødet er da også et rigtig godt sted at skabe netværk, fortæller Brian Lindemann fra Holstebro Lokalforening, mens han hygger sig med frivilligkolleger fra Aalborg Lokalforening. Han var ikke med sidste år og savnede det virkelig.

- Det er altid givtigt at være med på repræsentantskabsmødet og møde de andre frivillige. Nogle er gamle venner, som jeg har lært at kende gennem Kræftens Bekæmpelse. Så der er gammelt netværk - og så bliver der så altid bygget nyt på, fortæller han.

Festligt blev det især, da Hans Pilgaard blev genvalgt og fik tre år mere som som vicepræsident for Kræftens Bekæmpelse.

Resten af dagen bød også på muligheder for at netværke. Der var værksteder og videnscaféer, og markedspladsen summede af liv, mens frivillige gik fra stand til stand for at høre om alt fra Lyserød Lørdag til Stafet For Livet, Røgfri Fremtid, forskning og senfølger.

Læs også: Hans Pilgaard genvalgt som vicepræsident i Kræftens Bekæmpelse

Blive bedre til rekruttering
Mens lørdagen havde fokus på sundhedsvæsenet, handlede det søndag om civilsamfundet. Gæstetaler Marie B. Holdt fra Ingefair gjorde salen klogere på forskellige typer af frivillige, og hvad der skal til for at motivere og rekruttere dem.

Jane Andersen er formand for Lolland Lokalforening. Hun blev inspireret til, hvordan de skal rekruttere nye unge frivillige til at arbejde med Røgfri Fremtid på Lolland.

Og det var noget Jane Andersen fra Lolland Lokalforening kunne bruge. Derfor deltog hun også i den efterfølgende workshop om rekruttering:

- Vi har en bestyrelse, der er 60+, og vi mangler nogle unge frivillige, der kan snakke nikotinprodukter, for det er et kæmpe problem hos os, fortæller hun og tilføjer, at workshoppen gav noget viden om, hvordan de skulle gribe rekrutteringen an.

- Vi fik det ud af det, at hvis man vil hverve nye frivillige, så skal man have nogle konkrete projekter og opgaver til dem. Så nu vil jeg gå ned til Røgfri Fremtid-standen på markedspladsen og tale med dem om det.

Olivia Palmqvist læser Sundhed og Ernæring og har været i praktik i Kræftens Bekæmpelse. Hun har efterfølgende valgt at blive i Kræftens Bekæmpelse som frivillig.

Skal arbejde sammen om forebyggelse
På Røgfri Fremtid-standen står en frivillig, der lige netop er den type frivillig, som de godt kunne bruge flere af på Lolland. 25-årige Olivia Palmqvist fra København er frivillig i Røgfri Unge og Alkohol-gruppen. Hun er med på repræsentantskabsmødet for allerførste gang.

- Det er rigtig fedt at være med og få et større indblik i organisationen. Men for mig handler det også rigtig meget om netværk. Jeg talte for eksempel med en frivillig fra Albertslund Lokalforening om kostindsatsen. De arbejder også med forebyggelse, og vi kan jo fint have et samarbejde, når vi ligger så tæt på hinanden geografisk.

Nye og gamle medlemmer af hovedbestyrelsen
Et af dagens sidste punkter er resultatet af valg til hovedbestyrelsen, og efter nye medlemmer er blevet budt velkommen, bliver der også sagt et rørende farvel til de medlemmer, der forlader hovedbestyrelsen på grund af anciennitet. 

Læs også: Her er de nye medlemmer af Kræftens Bekæmpelses Hovedbestyrelse

Formand Helen Bernt Andersen slutter de to intense dage af med en stor tak til alle frivillige for det engagement, de har lagt i det:

- Det har været fantastisk at mærke den pulserende energi og den enorme interesse for at være med til noget, man i fællesskab har muligheden for at rykke. Jeg synes det er enestående, siger hun. 


Kræftens Bekæmpelses præsident, Lykke Friis styrede løjerne ved årets repræsentantskabsmøde, hvor sundhedsminister Sophie Løhde var gæstetaler.