FORMANDEN:

Det er første år, Allan Grasberger er formand for Stafet For Livet i Haslev. Han har set rigtig meget frem til denne dag, for han og de andre tovholdere har været i gang med planlægningen i cirka ni måneder.

- Det er en kæmpe forløsning og glæde. Man arbejder ret lang tid på det, og så har man jo masser af tanker og sommerfugle i maven lige op til. Og når det så sker, er det bare en virkelig, virkelig rar følelse af at have opnået noget. Vi er selvfølgelig ikke færdige med stafetten, men bare det, at den er i gang, og folk er glade og er kommet på plads i deres telte, og flæskestegssandwichen er udsolgt allerede nu – det er godt, smiler Allan.

En følelse af at gøre noget for sagen
Der har ellers været et par gange undervejs, hvor han har været en anelse bekymret - f.eks. for lidt siden, da strømmen gik i ti minutter, men også for nogle uger siden, hvor der kun var omkring 240 tilmeldte.

- Der tænkte jeg ’nej, nej, nej’. Men nu er vi oppe på 903 deltagere. Når det hele bliver skudt i gang, ryger skuldrene ned, og man bliver bare afslappet i kroppen. Man bliver glad og tænker ’prøv lige at se, hvad vi har skabt’, fortæller Allan Grasberger, der er meget taknemmelig for, at han har haft et hold af erfarne tovholdere omkring sig.

Personligt er han drevet af, at hans familie har været ramt af kræft flere gange. Senest blev hans mor ramt af brystkræft sidste år, men hun er kræftfri nu.

- Med kræft ved man aldrig. Der er aldrig nogen garantier i livet. Hverken for dig eller mig. Det rammer høj og lav, ung som gammel, mand som kvinde. Det er en drivkraft for mig, at jeg synes vi skal gøre noget ved den sygdom. Med Stafet For Livet får man en følelse af, at her har man gjort en indsats. Her har man gjort, hvad man kunne for at støtte op om sagen. Det er vigtigt, siger Allan Grasberger.

FIGHTEREN:

Susanne Ulk er både Fighter og frivillig i Kræftens Bekæmpelse. Hun fik konstateret brystkræft i 2004 og blev erklæret symptomfri året efter. For hende er Stafet For Livet meget mere end en indsamling.

- På Stafet For Livet er der både glæde og håb, sorg og bekymring. Det hele er tilladt, og her er fantastisk mange søde mennesker. Folk kommer hen og snakker, og der er masser af rygklappen på en god måde. Vi Fightere får lejlighed til at være glade for, at vi er her og bliver husket på det. Det er altså ikke en selvfølge, at man lever. Så det er en festdag, siger hun.

En klump i halsen
Men Stafet For Livet er også tid til reflektion og til at mindes. I 2016 fik Susanne Ulk endnu en gang kræft meget tæt ind på livet, da hendes mand blev ramt af spiserørskræft. Han døde desværre få måneder efter. Det har betydet, at lysceremonien nu vækker endnu stærkere følelser i hende.  

- Til lysceremonien er der meget stille. Efter min mand var død, tog jeg hjem de første to år. Jeg kan også allerede mærke, at jeg har en lille klump i halsen. Men sidste år var der en god ven, der tog mig i hånden og sagde ’ved du hvad, nu følges vi rundt, og jeg holder om dig’. Hun kommer også i aften, smiler Susanne.

- Det kommer tæt på. Men det er også godt at blive mindet og få en klump i halsen og tårer i øjnene. Det vidner jo om, at det var en, der betød meget, tilføjer hun.

Læs et uddybende portræt af Susanne Ulk her:

Fantastiske Frivillige: Susannes mange T-shirts

HOLDKAPTAJNEN:

Camilla Pind er holdkaptajn for 'Familieholdet', som er et af de rigtig store hold på Stafet For Livet i Haslev. Holdet er vokset og vokset de seneste år, så der nu er 115 deltagere.

- Vi kender allesammen nogen, som har eller har haft kræft. Vi har fire Fightere på holdet, så det betyder noget for os, at vi kan gøre en forskel. Og så er det hyggeligt samtidig, og børnene glæder sig hvert år helt vildt. Det gør vi andre også, fortæller Camilla Pind.

Anden måde at være sammen på
I løbet af årene er der kommet mange børn med på 'Familieholdet', og der går lidt sport i det for dem.

- Vi har selv tre børn med, som sover heroppe, og de går også om natten. De kan godt lide sammenholdet, og der er også noget konkurrence i det for dem. Nogle af dem gik 153 omgange sidste år, forklarer Camilla.

Udover at det betyder noget for hende og de andre deltagere at støtte kræftsagen, så er Stafet For Livet også en anledning til at være sammen på en anden måde, fortæller hun.

- Samtidig med at man samler ind til et godt formål, så er der også meget eftertænksomhed. Men man får også snakket og været aktiv. Det er ikke som at løbe et 5 km-løb. Man går rundt og snakker om alle mulige ting, og så møder man nogen, der også var med sidste år. Så der er en god stemning og en summen af liv, og folk er bare glade. Også for to år siden, hvor vi forsvandt i mudder - der var folk glade alligevel. Det er en helt anden måde at være sammen på som familie, siger Camilla Pind.

DELTAGEREN:

Mira Gezen er 18 år og bor til dagligt på bostedet Karise Fonden i Haslev. Hvert år er en gruppe unge fra bostedet med til Stafet For Livet, og Mira synes, at det er en rigtig god oplevelse.

- Jeg har løbet og gået fire gange rundt på banen. Jeg har både været rundt sammen med mine venner, min lærer og alene. Det er hyggeligt og sjovt, smiler Mira.

TOVHOLDEREN FOR HOLD:

Niels Christian Jørgensen er en af dem, som har set stafetten blomstre op i Haslev. Han var nemlig med til at starte Stafet For Livet op i byen for fire år siden, og han har været med alle årene siden da. I år som holdtovholder, og på den post har han blandt andet sørget for, at tre skoler er med til stafetten.

- For det første er Stafet For Livet et godt formål, og så synes jeg, at det er spændende at sætte noget i gang. Det har jeg gjort hele mit liv, siger Niels Christian Jørgensen.

Værdi for byen
Niels Christian fortæller, at der er mange gode frivillige kræfter bag Stafet For Livet i Haslev.

- Vi er en rigtig god styregruppe. Vi har bl.a. nogle, der er gode til at lave reklamer, alt vores skiltemateriale og alt det andet, vi sender ud. Det er uvurderligt at have nogle gode til at lave sådan noget og få det ud. Og velvilje fra den lokale presse også. Det er meget vigtigt. Vi kan jo ikke bare sætte os hen i et hjørne og sige ’nu laver vi stafet’, forklarer Niels Christian.

Og så betyder det meget, at lokalsamfundet bakker op, siger han.

- Det har også en værdi for byen og for samfundet her, at der sker noget. Ellers dør sådan nogle relativt småbyer som Haslev. Den må ikke være kedelig. Det er den heller ikke. Det er Stafet For Livet med til at sørge for, fortæller Niels Christian Jørgensen.

Mørket falder på, og det er tid til lysceremonien. Der bliver tændt lys i poser, og folk rykker lidt tættere sammen. 

På poserne er skrevet hilsner til dem, der ikke er her mere - og til dem, som fortsat kæmper mod kræften.

Poserne bliver sat op, så de danner en stjerne, og her står de og lyser op mod den mørke septemberhimmel. Der er tændt lys, og der er tændt håb i Haslev.