Det nye holdningspapir kommer til at danne et solidt grundlag for vores videre arbejde med senfølger, siger formand for Kræftens Bekæmpelse Helen Bernt Andersen. Foto: Kræftens Bekæmpelse
Et udkast til et nyt holdningspapir fra Kræftens Bekæmpelse om senfølger, som kan understøtte den kræftpolitiske indsats i lokalforeninger, regionsudvalg og nationalt er på vej fra hovedbestyrelsen.
Holdningspapiret om senfølger efter kræft var derfor til debat, da regionsudvalgsformænd og næstformænd mødtes med formand for Kræftens Bekæmpelse Helen Bernt Andersen online til årets første møde. Efterfølgende er holdningspapiret med nogle få justeringer blevet godkendt af hovedbestyrelsen.
Baggrunden for det nye holdningspapir om senfølger efter kræft er, at et stigende antal danskere i dag overlever at få en kræftdiagnose. Men det betyder også, at der er flere, som lever med senfølger.
- Vi arbejder for, at både patienter og sundhedspersonale får større viden om senfølger, og at flere får den rigtige hjælp og behandling. Det nye holdningspapir kommer til at danne et solidt grundlag for vores videre arbejde med senfølger, siger Helen Bernt Andersen.
Hun understregede på mødet, at det er stort fremskridt, at der i løbet af de sidste fem år er kommet senfølgeklinikker i nogle regioner.
- Men der er et enormt behov for, at vi får en større ensartethed. Det er for tilfældigt, hvilken behandling man kan få i dag afhængigt af, hvor man bor, siger formanden.
Det skønnes, at der er omkring 370.000 kræftoverlevere i Danmark, og af dem oplever knapt 60 procent, at de får senfølger efter kræft eller efter behandlingen. Holdningspapiret om senfølger efter kræft vil kunne findes på Cancer.dk, når de sidste justeringer er indarbejdet.
På det regionspolitiske formandsmøde fortalte flere regionsudvalgsformænd om, hvordan de er i fuld gang med at arbejde med sundhedsaftalerne for 2024 til 2027. Her var der også fokus på at sætte senfølger på dagsordenen, så der kommer fokus på senfølger i sundhedsaftalerne mellem regioner, kommuner og almen praksis.
Nyt regeringsgrundlag til debat
Det andet store emne på mødet mellem Kræftens Bekæmpelses formand og formænd og næstformænd for regionsudvalgene var det nye regeringsgrundlag.
En af hovedprioriteterne i regeringsgrundlaget er et velfungerende sundhedsvæsen.
- Der har været fremskridt i de seneste 20 år. Men sundhedsvæsenet er presset, blandt andet på grund af personalemangel, lyder det fra Helen Bernt Andersen.
På mødet blev det gennemgået, hvordan regeringsgrundlaget spiller ind på det kræftpolitiske arbejde i regionerne.
Regeringen lægger op til fundamentale forandringer af sundhedsvæsnet. På den korte bane skal der gennemføres en akutplan, der skal lette presset på sundhedsvæsnet her og nu.
På den lange bane skal en ny strukturkommission rådgive om, hvordan det fremtidige sundhedsvæsen skal organiseres. Strukturkommissionen skal blandt andet komme med konkrete løsninger på, hvordan der kan dæmmes op for den sociale og geografiske ulighed i sundhed. Derudover er der flere andre relevante elementer i regeringsgrundlaget, som for eksempel en psykiatriplan og nye forebyggelsesindsatser.
Nærhospitaler og strukturkommissionen
På regionsudvalgsmødet var flere optagede af, hvordan det sikres, at de kommende nærhospitaler kommer til at indgå i et samspil med kommuner, sygehuse og almen lægepraksis.
- Flere var spændte på, om strukturkommissionen også kommer til at inddrage nærhospitalerne. Der var en stor interesse på mødet for, hvordan det for eksempel bliver sikret, at nærhospitalerne ikke bliver isolerede enheder i sundhedsvæsenet, men kan dele data med de øvrige aktører i sundhedsvæsenet, så patienterne oplever sammenhæng i deres forløb, fortæller Helen Bernt Andersen.
På mødet blev det nævnt, at der er meget velfungerende sundhedshuse i blandt andet Fredericia og Helsingør, som man med fordel kan hente inspiration fra.
- Det er vigtigt, at folk ikke bliver tabt imellem de enkelte enheder i sundhedsvæsnet. Det er oplagt, at vi i regionsudvalgene kommer til at følge arbejdet med nærhospitaler tæt, siger Helen Bernt Andersen.