Luk

Spørgsmål og svar om coronavirus

Vi får mange spørgsmål om, hvad coronavirus betyder for vores aktiviteter, arrangementer og det frivillige arbejde generelt. Få svar på spørgsmål her. Artiklen opdateres jævnligt, som situationen udvikler sig.

6. april 2020
FORENING & FRIVILLIGE

Spørgsmål og svar om coronavirus (COVID-19) og frivilligt arbejde i Kræftens Bekæmpelse


Herunder har vi samlet en række spørgsmål og svar om vores forskellige frivilligindsatser og aktiviteter. Find dem i følgende rækkefølge:

1. Generelle spørgsmål
2. Landsindsamlingen
3. Stafet For Livet
4. IGEN-butikker
5. Kræftrådgivninger


1. Generelle spørgsmål

 

Opdateret 17. juni 2020

Hvilke forholdsregler skal jeg som frivillig tage i forhold til coronavirus?

Fra 8. juni er nye retningslinjer gældende for foreningslivet. Det betyder, at I nu kan mødes med jeres frivillige kollegaer, konsulenter, distriktsledere, styregrupper, bestyrelser samt eksterne brugere, deltagere og samarbejdspartnere i jeres aktiviteter både indendørs og udendørs i grupper på op til 50 personer.

  • Vær opmærksom på, at der gælder særlige regler for patientstøtteaktiviteter og kræftrådgivninger – læs mere længere nede, og se desuden det særskilte afsnit om kræftrådgivninger nederst på siden


Forudsætningen for, at vi nu kan genoptage de indendørs opgaver og aktiviteter for et større antal deltagere, er, at alle føler sig trygge i aktiviteterne.

Derfor skal vi fortsat holde fokus på, at vi i Kræftens Bekæmpelse har berøring med patienter og pårørende, der gør, at vi skal udvise en særlig forsigtighed, når vi mødes. Derfor opfordrer vi til, at I inden et møde afholdes:

  • Spørger deltagerne, om de har særlige ønsker til mødets fysiske forhold, f.eks. ekstra afstand mellem mødedeltagere
  • Undersøger på forhånd, om mødelokalet kan rumme det forventede antal personer med den ønskede afstand
  • Sørger for, at der altid er håndsprit til rådighed, og at lokalet er rengjort inden brug


Vi følger Sundhedsstyrelsens generelle retningslinjer:

·       Bliv hjemme ved symptomer som mild forkølelse, hoste, feber og muskelømhed

·       Undgå fysisk kontakt som at give hånd og kram

·       Vask hænder tit eller brug håndsprit

·       Hold afstand – mindst to meter for sårbare grupper

·       Max 50 personer må mødes ad gangen under ovennævnte forhold 

Vi anbefaler yderligere følgende forholdsregler:

Gennemfør transport til og fra møder og aktiviteter med et minimum af smitterisiko (uden for myldretiden i den kollektive trafik, brug af cykel og egen bil)
Aftal indbyrdes, hvem der møder op og deltager i en aktivitet, hvornår og max antal, der vil samles. Er det ikke muligt at forudse, hvem der vil møde op f.eks. ved et caféarrangement, er det en god idé at føre en liste over de fremmødte, så man efterfølgende kan kontakte alle i tilfælde af mistanke om smitte. Listen må ikke indeholde personfølsomme oplysninger. Læs mere om GDPR-reglerne på frivillig.dk.
Hvis man tilhører en særligt sårbar gruppe i øget risiko, eller er samboende med én, der er i øget risiko, anbefaler vi, at man kontakter egen læge for en anvisning om, hvordan man bør forholde sig. Er man utryg ved at møde op til et arrangement af hvilken som helst slags, er det bedst at blive hjemme.

Kan vi nu afholde vores aflyste generalforsamling?

I år bliver generalforsamlingerne mange steder afholdt på alternative måder på grund af smittefare for coronavirus. Det kan I fortsat gøre, men det er nu også muligt at holde generalforsamlingen, som I plejer, hvis I højst er 50 deltagere.

Tag gerne fat i jeres områdekontor for at få hjælp til planlægningen af jeres generalforsamling. Der udvikles hele tiden forskellige ideer, og områdekonsulenterne kan bringe alle de gode ideer videre til lokalforeninger i hele landet.

I forbindelse med udskudte generalforsamlinger vil det ofte ikke være nødvendigt med nye avisannoncer. I stedet for udlæg til ny avisannoncering for offentliggørelse af generalforsamlinger tilbyder vi at udsende lokalt nyhedsbrev til medlemmer samt at opdatere de lokale hjemmesider.

I indkaldelsen til den nye generalforsamling kan I eventuelt skrive: 

Indkaldelse til generalforsamling

Da vi var nødsaget til at udskyde generalforsamling i marts, indkaldes hermed til forsinket ordinær generalforsamling.

Dirigenten vil på generalforsamlingen konstatere, at generalforsamlingen holdes for sent og bede forsamlingen om at godkende generalforsamlingens gyldighed, begrundet i de særlige omstændigheder. 

Skriv meget gerne, hvordan I vil afvikle generalforsamlingen med sundhedsmyndighedernes forholdsregler, så deltagerne ikke er usikre på, om de kan møde op.  


Hvad gør jeg med de lånematerialer, jeg har bestilt til mit arrangement, som er blevet aflyst?

Du behøver ikke gøre noget. Kræftens Bekæmpelses lager i Greve har sørget for, at alle ordrer på udlånsmaterialer bliver annulleret. Du skal blot huske at genbestille, når der er fundet en evt. ny dato til jeres arrangement.

Må vi afholde lokale aktiviteter inden for patientstøtte såsom motionshold, gåture, Hjem i Hjemmet og caféer?

I må nu gerne genoptage jeres aktiviteter for patienter og pårørende. Vær dog opmærksom på, at nogle kræftpatienter tilhører en særlig risikogruppe i forhold til smitte med coronavirus, og at vi derfor skal udvise ekstra omhyggelighed med hygiejne og afstand.

Det kan også være, at kræftpatienterne ikke selv har lyst til at mødes endnu, men fortsat har behov for at være i kontakt med så få personer som muligt. Vi opfordrer jer til at kontakte dem, der deltager i aktiviteten og spørge til deres ønsker og behov.

Er der særlige aktiviteter, der omfatter besøg i hjemmet, må det i den konkrete situation vurderes, om det er forsvarligt, så både den frivillige og brugeren føler sig tryg ved situationen. Vi opfordrer til, at man rådfører sig med sin kontaktperson.

Gåture og anden form for udendørsaktiviteter kan gennemføres med op til 50 personer, og når det fortsat er muligt at overholde afstandkravene. Husk at have håndsprit til rådighed.

Det er også muligt nu at starte lokale caféer og netværksgrupper op igen under forudsætning af, at alle sundhedsmyndighedernes forholdsregler er foranstaltet, og at kommunen kan og vil stille lokaler til rådighed. Er det ikke muligt at forudse, hvem der vil møde op f.eks. ved et caféarrangement, er det en god idé at føre en liste over de fremmødte, så man efterfølgende kan kontakte alle i tilfælde af mistanke om smitte. Listen må ikke indeholde personfølsomme oplysninger. Læs mere om GDPR-reglerne på frivillig.dk

Må vi lave foredragsarrangementer med op til 50 deltagere?

Såfremt vi i Kræftens Bekæmpelse afholder lokale foredragsarrangementer, skal vi sikre, at der i lokalet kun er et deltagerantal, således at der er min. to meters afstand mellem alle deltagere. Lokalet skal måles op, og stole placeres, således at afstandskravene overholdes. Uanset lokalets størrelse, må der maksimalt være 50 deltagere. Husk, at der skal være håndsprit til rådighed. Ligeledes skal det sikres, at adgangsveje til lokalet kan tilgodese en sikker ind- og udgang, dvs. med mindst to meters afstand mellem deltagerne.

Må vi lave oplysningsstande i det offentlige rum, f.eks. på torve?

Ja. Det er nu muligt at opstille og bemande oplysningsstande i det offentlige rum. Forudsat, at alle de ovennævnte regler og retningslinjer fra sundhedsmyndighederne overholdes.

Kan jeg få fat på jer, hvis jeg har spørgsmål?

Ja. Ansatte i Kræftens Bekæmpelse arbejder fuld tid både hjemmefra og på kontoret. Ansatte i sekretariatet i Forening & Frivillige besvarer både opkald og e-mails. Nummeret er 35 25 75 03, og telefontiden er fra kl. 8.30 til 16.00. Lokale konsulenter kan også kontaktes som normalt.



2. Om Landsindsamlingen


Kræftens Bekæmpelse afholder landsindsamling søndag den 16. august 2020. Det bliver en husstandsindsamling suppleret med en digital indsamling. Husstandsindsamlingen bliver gennemført med en række særlige forholdsregler og i overensstemmelse med myndighedernes retningslinjer. Skulle situationen med coronavirus ændre sig markant i august, og det mod forventning ikke bliver muligt at gå dør til dør, vil indsamlingen bliver gennemført som ren digital.

Denne indsamling erstatter den indsamling, der var planlagt den 29. marts 2020.

·        Indsamlingsledere er orienteret pr. e-mail via SAM, ved opringninger til dem, der ikke bruger SAM, samt i Facebook-gruppen for indsamlingsledere

·        Indsamlere (forhindrede og tilmeldte), der er registreret i SAM med e-mail, er kontaktet med oplysning om ny dato af landskontoret

·        Facebook-annoncering og omtale af Landsindsamlingen genoptages i juni måned

·        Hverveaktiviteter genoptages ligeledes i juni måned

Hvorfor kører KB ikke bare digital kampagne, men fastholder en fysisk hus- og gadeindsamling? 

Når vi går fra dør til dør i hele landet, handler det om mere end at samle penge ind. Landsindsamlingen er en stærk og vigtig markering af støtte til alle kræftramte og deres pårørende. Det er en tydelig markering af, at befolkningen står sammen, bakker op om kræftpatienterne og om kræftsagen. Landsindsamlingen betyder også meget for både indsamlingsledere og indsamlere, som hvert år har en dag, hvor de mindes og skaber nye gode oplevelser sammen. Der er en stærk følelse af fællesskab og af at kunne gøre en helt konkret forskel for kræftsagen. Samtidig er en indsamling fra dør til dør en af de mest effektive måder at samle ind til kræftsagen på. I 2019 kom der over 21 mio. kr. ind i kontanter i indsamlingsbøtterne. Midler, som vejer tungt i Kræftens Bekæmpelses arbejde med forskning, forebyggelse og patient- og pårørendestøtte.

Indsamlingsledere kan læse mere om de særlige tiltag, der gør sig gældende ved dette års indsamling, i SAM. For øvrige spørgsmål og henvendelser kontakt landskontoret på landsindsamling@cancer.dk eller telefon 35 25 75 03.



3. Om Stafet For Livet


Grundet situationen med coronavirus har det ikke været muligt at afholde fysiske stafetter, som vi kender dem, i år. Mange styregrupper har i stedet valgt at afholde alternative stafetter her i 2020. Dem kan man læse mere om på stafetforlivet.dk eller i stafet app’en.

Vi håber naturligvis på, at det bliver muligt at gennemføre fysiske stafetter i 2021.

Ved spørgsmål til Stafet For Livet kan man kontakte sin lokale konsulent eller skrive til stafetforlivet@cancer.dk eller ringe på tlf. 35 25 75 03.

4. Om IGEN-butikker


Alle Kræftens Bekæmpelses 15 genbrugsbutikker er nu åbnet igen. Der er foretaget særlige forholdsregler, der sikrer både kunder og frivillige i butikkerne. Der er stadig lidt differentierede åbningstider pga. lav bemanding. Se butikkernes facebooksider, på Google eller på cancer.dk for åbningstider.


5. Om kræftrådgivninger


Kræftrådgivningerne er særligt påpasselige med at minimere risikoen for smitte med coronavirus, da mange af brugerne, som kommer i husene, er sårbare. Derfor er der foreløbigt frem til 1. august særlige forholdsregler for brugen af rådgivningerne:

Kræftrådgivningerne er kun åbne for patienter og pårørende, som har aftalt tid til rådgivning. Er man utryg ved at møde fysisk frem, kan man få rådgivning via telefon eller mail.

Mange gruppetilbud (undtaget grupper med fysisk aktivitet, tæt fysisk kontakt, eller hvor der laves mad) kan gennemføres, enten udendørs eller indendørs, såfremt retningslinjer for hygiejne og afstand kan overholdes. Aftales med den lokale rådgivning. 

Foredrag og arrangementer i rådgivningerne, hvor deltagerkredsen ikke på forhånd er kendt, og/eller hvor mange mennesker forsamles på lidt plads, udskydes til efter sommerferien.

Der vil kun være behov for et begrænset antal frivillige til at varetage opgaver i rådgivningerne. De vil få besked af deres kontaktperson. 

Frivillige, som er en del af Navigatorordningen, kan mødes med brugeren udendørs eller i rådgivningen, hvis begge parter er trygge ved det, og retningslinjerne overholdes. Er der særlige omstændigheder, som nødvendiggør besøg i hjemmet, må det for den konkrete situation vurderes, om det er forsvarligt, så både den frivillige og brugeren føler sig tryg ved situationen. Vi opfordrer til, at man rådfører sig med sin kontaktperson.

Er du i tvivl, eller har du som patientstøttefrivillig spørgsmål, er du velkommen til at ringe til din kontaktperson eller rådgivningslederen i din lokale rådgivning.

4

Kommentarer

Ingrid Marie Lorentzen

Ingrid Marie Lorentzen Kære Kræftens Bekæmpelse.
Med risiko for at blive betegnet som kværulant og trættekær, er jeg nødt til at sige, at det simpelthen ikke er godt nok, det I udmelder omkring Landsindsamlingen i dag og tidligere.
Hvorfor skriver I ikke bare, at landsindsamlingen den 29. marts selvfølgelig er aflyst, men at I arbejder på at få fastsat ny dato. Det er dybest set irrelevant for os frivillige,  at I ikke selv kan beslutte ny dato osv. Er det måske sådan at Landsindsamlingen skal gennemføres, hvis I IKKE kan få fastsat ny dato?  Sådan læser man jo jeres udmeldinger!

I skrivende stund vælter det ind med aflysninger fra snart sagt alle områder. På Brammings FB for eksempel er der klokkeklare aflysninger af gymnastikopvisninger, fitnesscentre, generalforsamlinger, Banko, forboldturneringer og så videre og så videre . Alt sammen er hjerteblod for lokalsamfundene. Det gør SÅ ondt for dem at skulle aflyse. Men de gør det for at udvise samfundsansvar. Ingen i Danmark  er efterhånden i tvivl om, at vi står i en alvorlig situation. Det har været åbenlyst også før i dag.
Men i Danmarks største og mest prestigiøse sygdomsbekæmpende forening træder man altså vande til på fredag! Det betyder, at vi lokalt stadig ikke kan melde noget som helst ud før efter fredag. På et tidspunkt hvor resten af det frivillige Danmark utvetydigt aflyser og tager ansvar.
Jeg er ganske enkelt målløs!





12. marts 2020 02:25

Stine Lynghard

Stine Lynghard Kære Ingrid Marie, jeg er enig med dig i, at det er en frustrerende og ganske usædvanlig situation, vi alle har stået i den seneste tid. Vi ville meget gerne give dig og alle andre et klart svar så hurtigt som muligt, men vi har alle været udfordret af, at situationen med smittespredningen af coronavirus har udviklet sig hurtigt. Ingen af os har prøvet noget lignende før, og vi har arbejdet på højtryk for at finde den bedste løsning for kræftpatienter og pårørende. Vi har besluttet at aflyse Landsindsamlingen søndag den 29. marts, og det er vi meget kede af, for den betyder rigtig meget for Kræftens Bekæmpelse. Men vi står samlet i ønsket om at tage et samfundsansvar og bidrage til at sænke tempoet for smittespredning. Vi håber meget at kunne flytte indsamlingen til senere på året.

Jeg håber, at du vil bære over med os i den meget uvante situation, vi har været i. Lad os, som statsministeren opfordrer til, stå sammen og hjælpe hinanden i denne vanskelige tid. 

Mange hilsner Stine, sekretariatet i Forening & Frivillige

12. marts 2020 22:51

Klaus Møgelvang

Klaus Møgelvang Jeg er langt hen ad vejen enig med Ingrid Marie, Kræftens Bekæmpelse skal tage ulden ud af munden og kommunikere præcist på de ting hvor alle andre kan se det ikke kan lade sig gøre. Men never det er en svær situation.

MEN! så læste jeg afsnittet om vore generalforsamlinger og her blev det foreslået.

Da vi var nødsaget til at aflyse den ordinære generalforsamling i marts indkaldes hermed til ekstraordinær generalforsamling, som vil træde i stedet for den ordinære. Som det første punkt på dagsordenen beder vi generalforsamlingen om at godkende denne løsning og acceptere gyldigheden af generalforsamlingen på trods af de unormale omstændigheder.

Hvad havde I tænkt jer hvis generalforsamlingen sagde nej til dette foreslåede punkt på dagsordenen .

Jeg ved ikke om jeres jurister er gået hjem, men man UDSÆTTER en generalforsamling og afholder den så snart det er muligt ikke noget med ekstraordinære osv. Dirigenten skal blot konstatere årsagen til udsættelsen og her der en fuld legitimitet.




Hvad havde I tænkt jer hvis generalforsamlingen sagde nej.

14. marts 2020 17:57

Stine Lynghard

Stine Lynghard Kære Klaus Ole, mange tak for din kommentar. Det er nogle gode pointer, du har, og vi har nu justeret teksten. Du har ret i, at det ikke skal hedde ’ekstraordinær’, da det er en udsat generalforsamling. Samtidig har vi præciseret, at dirigenten ikke skal have beslutningen godkendt. Han skal blot konstatere situationen og anerkende generalforsamlingen som gyldig.

Tak, fordi du er opmærksom. Jeg håber, du vil bære over med os i denne meget uvante situation. Mange hilsner Stine, sekretariatet i Forening & Frivillige.

16. marts 2020 15:29