Man ved sommeren er på vej, når der igen er Stafet For Livet. I 66 byer over hele Danmark bliver der fra på lørdag den 30. april og frem til søndag den 11. september afholdt stafetter. Første sted, hvor det går løs, er Ikast, og efter to år med corona og alternative løsninger er der stor forventning at spore:
- Folk fortæller mig, at de bare glæder sig til at være sammen igen. Det bliver fantastisk at opleve stemningen på stafetpladsen – med livemusik på scenen og stafetpladsen dekoret med perleplader, som byens børnehavebørn har lavet i Stafet For Livets farver, fortæller Katrine Vinther, der er formand for styregruppen for Stafet For Livet Ikast.
Alle kan være med
Stafet For Livet er en holdaktivitet, hvor deltagerne går eller løber sammen på en rute i op til et døgn. Men det er også en dag, hvor man fejrer livet og fællesskabet samtidig med, at der samles ind til kræftsagen. De fleste deltager som en del af et hold, og nogle hold opstår omkring eller til ære for en, der er ramt af kræft. Andre hold består af kolleger, venner eller lokale klubber, der melder sig til sammen.
Netop forenings-Danmark er igen i år stærkt repræsenteret ved Stafet For Livet. Løbeklubber er hyppige deltagere, men også mange andre foreninger har meldt sig på banen. I Odense har et gospelkor for eksempel meldt sig til, mens de i Haderslev har en rollespilsforening på deltagerlisten og i Haslev en gruppe linedancere, der udover at deltage som hold, også optræder på stafetpladsen som en del af underholdningen.
- Noget af det særlige ved Stafet For Livet er netop, at alle kan være med. Det handler ikke om at løbe stærkt eller langt, for det er lige så fint at gå på ruten. Det vigtige er at have gode oplevelser sammen, mens vi støtter op om kræftsagen, siger Karen Balck Sørensen, der er projektleder i Stafet For Livet.
Løbes i gang igen
Under corona har Stafet For Livet været afholdt på alternative måder og det har krævet stor omstillingsparathed fra de mange frivillige.
I Ikast måtte man helt aflyse stafetten i 2020, men sidste år var der tænkt ud af boksen, så den vante underholdning fra stafetpladsen var spredt ud på tre ruter, så deltagerne fik oplevelser undervejs. Alligevel har nedlukningerne kostet noget både i forhold til deltagere og frivillige.
Fighterne er de deltagere, der har eller har haft kræft og som har en særlig plads på Stafet For Livet.
- Vi kan godt mærke, at det skal løbes i gang igen. Vi er færre frivillige end før corona, og mange deltagere skal nok lige genopdage, hvad det er for en event. Men i år er vi flyttet ned midt i byen i Strøgcentret, og vores hold har fået bannere, hvor der står, hvorfor de hver især er med. Så alle, der lige kommer forbi, kan se, hvad det handler om og mærke stemningen, siger Katrine Vinther.
Nå nye målgrupper
Selv om mange stafetter står med samme udfordringer som i Ikast, så glæder Karen Balck Sørensen sig over, at der igen i år er 66 stafetter på landkortet. Det viser, at der trods alt er rigtig mange frivillige, der har holdt fast og nye der er kommet til. Nu ser hun frem til, at den nye sæson giver de gode fælles oplevelser, som mange har savnet.
Lysposerne er kernen i den smukke lysceremoni, der finder sted ved mørkets frembrud. Mange vælger at skrive en besked på deres lyspose for at mindes en af deres kære. Når du køber en lyspose, støtter du samtidig indsamlingen til kræftsagen.
Dog mener hun ikke, at vi bare skal arkivere erfaringerne fra corona:
- Vi må ikke glemme at give hinanden et skulderklap for de flotte ting, vi faktisk opnåede under corona. Der var en stor kreativitet blandt de frivillige, og mange af de erfaringer kan vi stadig bruge til at komme endnu bredere ud med Stafet For Livet, siger hun.
Muligheden for at deltage digitalt og på afstand viste sig for eksempel at give mulighed for, at den lokale kajakklub kunne padle med, at det lokale cykelhold kunne cykle, og der er sågar eksempler på, at beboerne på et plejehjem har deltaget, fordi stafetten ikke længere var begrænset til den fysiske stafetplads.
- Stafet For Livet skal stadig have sin faste ramme med stafetpladsen og ruten, der hører til. Men jeg håber, vi kan holde fast i nogle af de tiltag og ideer, der gjorde det muligt for os at nå nye målgrupper. Når alt kommer til alt handler det om at støtte op om kræftsagen på alle de måder, vi kan finde på, og om at få så mange som muligt med i stafetfællesskabet, siger Karen Balck Sørensen.
Se hvordan du selv kan deltage: