Luk

Stor undersøgelse: Hvordan arbejder du frivilligt?

5.000 frivillige bliver nu spurgt om, hvordan I arbejder frivilligt i Kræftens Bekæmpelse. En stor undersøgelse skal bl.a. se på, hvordan den frivillige indsats dækker de behov, der er hos kræftpatienter og pårørende – og give bud på, hvor der er potentiale til at udvikle nyt.

14. oktober 2022
KATINKA AGGER, PATIENTSTØTTE & FRIVILLIG INDSATS

Hvem er frivillige i Kræftens Bekæmpelse og hvordan udfolder det frivillige arbejde sig? Dét vil forskere fra ’VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd’ nu undersøge sammen med forskere fra Roskilde Universitet og Aalborg Universitet. 

I uge 43 bliver 5.000 frivillige derfor inviteret til at svare på, hvordan I arbejder frivilligt. Der vil bl.a. være spørgsmål om arbejdsopgaver, om hvor længe du har været frivillig og hvor meget tid, du bruger på det frivillige arbejde. 

Alle svar er vigtige
Helle Hygum Espersen er chefanalytiker hos VIVE og en af de fire forskere bag undersøgelsen. Hun forklarer, at det vigtigt, at så mange som muligt svarer – også selvom du måske ikke ser dig selv som frivillig, fordi du ‘kun’ har lavet frivilligt arbejde ved få lejligheder, f.eks. ved en enkelt indsamling.

- Den frivillige indsats har kæmpe betydning for kræftsagen, hvad enten det handler om forebyggelse, om at samle penge ind eller om patientstøtte. Derfor er det vigtigt at kunne afdække hele den frivillige indsats, siger hun. 

Foruden den store spørgeskemaundersøgelse vil der også blive lavet interview i fokusgrupper. Undersøgelsen er færdig i 2023, og til den tid vil den også kunne give et bud på, hvad der skal til for at motivere til et endnu større frivilligt engagement i Kræftens Bekæmpelse. 

- Kræftens Bekæmpelse er en af de største frivillige organisationer, vi har, så vi ved, at der er en gigantisk kapacitet af engagerede mennesker, der vil arbejde for kræftsagen. Det interessante spørgsmål er så, om man kan understøtte det, så endnu flere vælger at engagere sig mere kontinuerligt i det frivillige arbejde, siger Helle Hygum Espersen.

Ny viden om frivillighed
Ud over at give et overblik over de frivillige aktiviteter, vil forskerne også undersøge, hvordan disse aktiviteter modsvarer de behov, der er hos kræftpatienter og deres pårørende.  

- Kræftens Bekæmpelse er jo til for kræftpatienterne, så det handler også om at se på, om der er potentiale til nye aktiviteter, siger Helle Hygum Espersen og uddyber: 

- Der er en forventning om, at civilsamfundet kommer til at spille en endnu større rolle for vores velfærdssamfund i fremtiden, så derfor er det interessant at undersøge – særligt fordi der ikke findes så meget forskning om frivillighed i patientstøtteforeninger endnu. Så vi kommer også til at træde nye stier med denne undersøgelse, siger hun.

Undersøgelsens resultater vil også blive sammenlignet med den generelle landsdækkende undersøgelse om frivillighed, der bliver lavet hver 3.-4. år. På den måde kan forskerne også blive klogere på, hvordan frivillige i Kræftens Bekæmpelses ser ud i forhold til frivillige andre steder. 

Fakta

  • 5.000 frivillige vil i uge 43 blive inviteret via mail til at deltage i en spørgeskemaundersøgelse af frivilligheden i Kræftens Bekæmpelse. Heraf cirka 1.500 ‘kontinuerligt’ frivillige og 3.500 ‘episodiske’ frivillige.
  • Herudover vil der blive lavet interview i fokusgrupper med frivillige samt med kræftpatienter og pårørende.
  • Bag undersøgelsen står fire forskere med stor viden om frivillighed og civilsamfund, nemlig chefanalytiker Helle Hygum Espersen og seniorforsker emeritus Torben Fridberg fra VIVE, professor Thomas P. Boje fra Roskilde Universitet samt professor Lars Skov Henriksen fra Aalborg universitet.
  • Undersøgelsen er bl.a. finansieret med 750.000 fra Kræftens Bekæmpelse via Knæk Cancer.
  • Resultaterne af undersøgelsen forventes at være klar i 2023.