Gitta Due er synlighedsfrivillig og frivilligleder for frivillige ved Roskilde, Køge og Holbæk sygehus. Foto: Privat
Hvorfor er du frivillig hos Kræftens Bekæmpelse?
- Da jeg gik på efterløn, havde jeg mistet begge mine forældre til kræft inden for de sidste to år. Derfor tænkte jeg, at hvis jeg skulle lave frivilligt arbejde, ville jeg gerne have, at det var inden for Kræftens Bekæmpelse. Så da jeg havde været på efterløn i otte dage, henvendte jeg mig til kræftrådgivningen i Roskilde og spurgte, om de kunne bruge sådan én som mig. Det mente de helt betemt, de kunne. Men da jeg skulle til at starte, fik min søn konstateret modermærkekræft. Det betød, at vi udskød min opstart i nogle måneder til hans situation var helt afklaret, så det ikke kom til at dreje sig om mig og min søn. Hans kræft blev heldigvis opdaget på et tidligt stadie, så det havde ikke spredt sig, og jeg startede derfor som frivllig efter det. Så jeg er blevet frivillig, fordi jeg har haft kræft tæt inde på livet.
Hvordan kom du i gang med at være frivillig?
- I slutningen af 2009 startede jeg som værtsfrivillig i rådgivningen i Roskilde. Jeg var en af de første værtsfrivillige, der var der. Der var en der stod for regnskabet, og så var der mig. Senere blev der bygget en ny kræftrådgivning i Roskilde, og der flyttede jeg med. Vi havde fuld bemanding hele dagen, så der blev vi temmelig mange frivillige. Jeg var i kræftrådgivningen i Roskilde i ni år og var i samarbejde rådgivningsleder og frivilligkoordinator med til at bygge den op og lægge fast, hvilke funktioner man har som værtsfrivillig. Allerede det første år, jeg var i gang, blev jeg spurgt, om jeg kunne tænke mig at være med til at starte et projekt op på sygehusene, hvor vi kommer ud med informationsmateriale på de afdelinger, der har kræftpatienter. Det sagde jeg ja til og var dermed med til at starte ordningen med synlighedsfrivillige. Vi synes dog synlighedsfrivillige er et lidt forkert ord for det, fordi ingen ved, hvad det betyder. Vi kalder det selv for ’Materiale- og synlighedsfrivillige’.
Hvordan har det været at være med til at opstarte synlighedsfrivillige?
- Vi startede projektet på Roskilde Sygehus og troede i begyndelsen, at det ville handle om fire-fem afdelinger, som vi skulle sørge for materiale til, men det gik som jungletrommer. Den ene afdeling efter den anden meldte ind, at de også var interesserede, og i Roskilde var vi på et tidspunkt oppe på 16-18 afdelinger. Vi er i dag otte synlighedsfrivillige, der dækker ca. 38 afdelinger og tre hospicer i hele Region Sjælland. Vi sørger for, at de har relevant materiale fra Kræftens Bekæmpelse, og vi aftaler med den enkelte kontaktsygeplejerske, hvad den pågældende afdeling har brug for. Materialet er specifikt rettet mod den pågældende afdeling og den kræftform, de behandler der. Derudover er der også pjecer omkring rådgivninger, kost osv. En gang om året afholdes i samarbejde med Regionskontoret en temadag for de synlighedsfrivillige, hvor gerne en af de kontaktsygeplejersker, vi samarbejder med, holder foredrag om arbejdet på den pågældendes afdeling.
Hvad er det vigtigste, du har opnået ved dit frivillige arbejde?
- Jeg er stolt af, at jeg har været med at oprette sygehusprojektet og været med til at udarbejde hele proceduren for, hvordan det skal foregå. I samarbejde med en områdekonsulent fra Region Sjælland har jeg lavet en drejebog med henblik på, hvordan kontakten til sygehusene skal foregå og lavet lister for, hvad afdelingerne skal have af materiale. Drejebogen har senere dannet grundlag for udarbejdelse af digitalt kursusmateriale til nye synlighedsfrivillige i de øvrige regioner. Når der er startet nye frivillige, har jeg været med til at introducere dem til arbejdet, præsenteret dem på afdelingerne for kontaktsygeplejerskerne og vist dem, hvordan det hele foregår.
Hvad er den bedste oplevelse, du har haft som frivillig?
- Generelt er det glæden ved at komme ud på afdelingerne, fordi vi oplever, at afdelingen og sygeplejerskerne er utrolige glade for den hjælp, de får fra os. Før i tiden skulle sygeplejerskerne selv bestille materialer hjem, men det har de ikke tiden til. De er så glade for, at de hele tiden er opdateret med de sidste nye oplysninger, og at der er altid materiale til dem, deres patienter og pårørende, fordi vi kommer en gang om måneden og fylder hylderne op. De er taknemmelige for det, vi gør for dem, og det er en stor glæde. Det er også en glæde for mig selv at komme derud og blive så velmodtaget og føle, at mit arbejde gør nytte.