Luk

”Tak for den store forskel I gør for kræftsagen”

Direktør Jesper Fisker ser tilbage på et år, hvor Kræftens Bekæmpelses mange frivillige igen har gjort en kæmpe indsats for alle dem, der er berørt af kræft.

19. december 2022
KATINKA AGGER, PATIENTSTØTTE & FRIVILLIG INDSATS

2022 lakker mod enden, og mens mange er ved at gøre sig klar til at gå på juleferie, så kan vi i Kræftens Bekæmpelse glæde os over, at det frivillige arbejde er i fuld gang igen efter corona. Engagementet har hele året været højt og med mange gode resultater:

- Vi har sammen gjort et stort lokalpolitisk arbejde i forbindelse med Folketingsvalget, vi har været med under Tour de France, vi har gennemført en flot stafetsæson og der har været en fantastisk opbakning til både Landsindsamlingen og Knæk Cancer, selvom vi befinder os i en tid med inflation og krig i Europa. De resultater ville ikke være mulige uden jeres store indsats som frivillige, siger Kræftens Bekæmpelses direktør, Jesper Fisker.

Stort arbejde for at forebygge kræft
Op til Folketingsvalget satte frivillige fra lokalforeningerne fokus på rygestop og alkohol i læserbreve og personlige mails til folketingskandidater. Men også hen over året har der været et stort forebyggelsesarbejde i gang blandt frivillige.

Under Den lokale soluge i maj bidrog frivillige til, at op mod 30.000 børn i landets børnehaver lærte om god solbeskyttelse gennem leg og læring. Og i efteråret stod frivillige klar til at skabe dialog med tvivlende forældre, da HPV-ugen blev afholdt for sidste gang. Den har været så stor en succes, at 90 pct. af både drenge og piger nu bliver vaccineret og beskyttet mod HPV-relateret kræft.

- Det er en indsats, vi virkelig kan være stolte af, for det kræver et stort fodarbejde at få forebyggelse på dagsordenen og frem i folks bevidsthed, siger Jesper Fisker.

Der var fuld sal til repræsentantskabsmødet i foråret, hvor vi kunne mødes for første gang siden 2019.

Glade gensyn i foreningslivet
2022 blev også året, hvor foreningslivet i Kræftens Bekæmpelse for alvor kunne udfolde sig igen efter corona. Bl.a. kunne Repræsentantskabsmødet afholdes fysisk for første gang siden 2019. Der var mange glade gensyn og gode debatter til mødet, hvor senfølger blev valgt som nyt politisk fokusområde for 2022-2024. Og emnet er allerede kommet godt fra start.

- Der er lokalt en kæmpe opbakning til at sprede viden om senfølger og om, hvor vigtigt det er, at den enkelte ikke bliver overladt til sig selv. Flere lokalforeninger har allerede afholdt foredrag, seminarer og debatmøder, og der er en stor vilje til at kæmpe for et bedre liv efter kræft, siger Jesper Fisker.

Tak for det lange seje træk
Kræftens Bekæmpelses unge frivillige kan også se tilbage på et stort arbejde i 2022. Ung Kræfts Fortællerkorps har haft ekstra travlt med at holde foredrag om at være ung med kræft, og i november kunne den nyeste af Ung Kræfts ni pårørendegrupper fejre sin første fødselsdag.

I det helt taget vil Jesper Fisker gerne takke for det lange seje træk, som rigtig mange af Kræftens Bekæmpelses frivillige tager – ikke kun i pårørendegrupperne, men også i regionsudvalgene, lokalforeningerne, i genbrugsbutikkerne, i forebyggelsesindsatserne, i kræftrådgivningerne og i de øvrige patientstøtteaktiviteter.

- Det er i kraft af jeres vigtige arbejde, at vi kan gøre så stor en forskel for så mange mennesker. Og det er denne forskel, der også gør, at befolkningen bakker op, når vi er på gaden med indsamlingsbøtten eller samler ind via store tv-shows, siger han.

Stafet For Livet var også tilbage med fysiske stafetter gennem hele sæsonen. Her er det to af årets Fightere fra Stafet For Livet i Tårnby.

Genstart for Stafet For Livet
Mange af Kræftens Bekæmpelses frivillige indsatser har måttet rejse sig igen efter årene med corona, og det har krævet hårdt arbejde. Det gælder bl.a. Stafet For Livet, der imidlertid er lykkedes med at lave hele 63 stafetter i år, og hvor deltagerantallet er vokset støt hen over sæsonen.

- Det er utrolig flot, at Stafet For Livet er kommet så godt i gang igen. Dét, vi oplever nu, er en slags genstart for Stafet For Livet, for jeg tror, vi for alvor kommer til at høste frugten af det hårde arbejde i 2023 og også kan drage nytte af den idérigdom, der opstod under corona. Så jeg glæder mig meget til, at den nye stafetsæson starter op i maj, siger Jesper Fisker.

Udvikle det frivillige arbejde
Her hvor 2022 er ved at være slut, kan vi også glæde os over et par tidlige julegaver, som vi for alvor kan få gavn af i det nye år.

En ny frivilligstrategi skal hjælpe os i vores arbejde for kræftsagen, bl.a. ved at bidrage til at skabe større sammenhængskraft, mangfoldighed og åbenhed over for nye ideer. I slutningen af januar kommer der også en såkaldt ’redskabskasse’, som skal være en hjælp til at arbejde med strategien lokalt. (link til strategien indsættes)

Desuden har et nyt kursuskatalog med 19 forskellige kurser set dagens lys. 

- Vi ønsker en forening, hvor alle frivillige er glade for deres frivillige arbejde. Derfor skal vi skabe gode fællesskaber og meningsfulde opgaver samtidig med, at der er plads til at udvikle sig. Jeg glæder mig rigtig meget til, at vi skal i gang med arbejdet i det nye år – både med de nye redskaber i bagagen og med al den erfaring og knowhow, som alle I frivillige kommer med. Uden jer kunne Kræftens Bekæmpelse slet ikke udrette alt det, vi gør. Så tusind tak for den store forskel I gør for kræftsagen, siger Jesper Fisker.