Lykke Friis har taget sin hund Winston på armen i en video, hvor hun forklarer, hvordan man stemmer. Foto: Screenshot fra video på frivillig.dk.
Første halvleg af repræsentantskabsmødet, som mødets dirigent Lykke Friis har kaldt det, er officielt slut. I lørdags den 25. april kl. 15.00 var det sidste chance for at bidrage med kommentarer og spørgsmål på repræsentantskabsmødets hjemmeside her på frivillig.dk.
Der har været mange besøgende på siden, og mange har bidraget til den demokratiske debat. I alt var der ca. 130 indlæg skrevet af 40 forskellige personer. Det er dejligt at se, at debatlysten var stor. Vi håber, I føler jer veloplyste og godt klædt på til at stemme.
Alt materiale og indhold på siden vil fortsat være tilgængeligt, men der kan ikke længere kommenteres eller stilles spørgsmål, fordi alle skal stemme på samme grundlag.
Afstemningen er i gang
Alle repræsentanter modtog den 24. april et elektronisk afstemningsskema på e-mail. Vi håber, I alle føler jer klar til at stemme om de vedtægtsbestemte dagsordenspunkter. Afstemningen behandles naturligvis anonymt.
Næsten halvdelen af de delegerede har allerede stemt. Der kan stemmes frem til udgangen af repræsentantskabsmødet på søndag den 3. maj.
Det fremgår af den mail, man får tilsendt sammen med afstemningsskemaet, hvordan skemaet udfyldes. Hvis I har spørgsmål eller oplever problemer, må I endelig kontakte os:
Ib Lindstrøm på tlf. 35 25 75 05 eller Stine Strandkjær på tlf. 35 25 75 06.