Luk

Vær med til at sprede ordet: En gruppe drenge skal skynde sig at få gratis HPV-vaccine

En gruppe drenge risikerer at misse tilbuddet om gratis HPV-vaccination gennem det midlertidige 'catch-up program', hvis ikke de reagerer nu. Det er et tilbud til drenge født i 2006 og første halvdel af 2007, men kun 6 ud af 10 af dem har taget imod det. Fristen for første stik til drenge i den aldersgruppe er den 1. juli, og det er derfor vigtigt, at vi får spredt budskabet nu.

31. maj 2021
TRINE SKOVLUND BENTZEN, FOREBYGGELSE & OPLYSNING

Der er lavet et midlertidigt catch up-program til 14-15-årige drenge, så de også kan blive HPV-vaccineret. Men de og deres forældre skal reagere nu, hvis de skal nå det. Foto: Kræftens Bekæmpelse.

HPV-vaccination tilbydes som en del af børnevaccinationsprogrammet til alle 12-årige. Tilbuddet til drenge blev indført i 2019 og omfatter drenge født efter den 1. juli 2007. Drenge født i 2006 og første halvdel af 2007 har fået et midlertidigt tilbud – et 'catch-up'-tilbud, der udløber ved udgangen af 2021.

Tilbuddet til de 12-årige drenge er blevet taget rigtig godt imod med flere end 8 ud af 10, der har fået første stik af vaccinen. Men kun lidt flere end 6 ud af 10 af drengene dækket af det midlertidige tilbud har fået første stik, og fristen er 1. juli, hvis de skal nå at blive færdigvaccineret gratis.

- Det er vigtigt, at vi får fortalt de 14-15-årige drenge og deres forældre om det midlertidige tilbud, inden det er for sent. Det ville være ubærligt, hvis en dreng og hans forældre ikke har kendt til tilbuddet, og drengen så senere i livet får en kræftsygdom, der kunne have været undgået med HPV-vaccination, siger overlæge Janne Bigaard fra Kræftens Bekæmpelse.

Spred budskabet og hjælp med at få flere HPV-vaccineret. Foto: Kræftens Bekæmpelse.

Det midlertidige tilbud om gratis HPV-vaccination gælder også den gruppe af unge mænd på 18-25 år, der har sex med mænd. Læs mere om, hvem der kan få gratis HPV-vaccination på stophpv.dk, hvor du også kan prøve den nye beregner, der nemt og hurtigt giver et overblik over, hvem der kan få HPV-vaccinen gratis:

Tjek her, om dit barn kan blive vaccineret gratis mod HPV

Ny undersøgelse: Drengeforældre mangler viden
I en ny spørgeskemaundersøgelse fra marts 2021 ser vi, at over halvdelen af drengeforældrene savner viden om, hvad HPV-vaccination beskytter imod.

HPV en meget smitsom, seksuelt overført virus, der bl.a. kan give analkræft og kønsvorter. Men det er langt fra alle forældre, der ved, at HPV-vaccination beskytter drenge mod disse sygdomme.

Stort set alle ved dog, at HPV-vaccination beskytter mod livmoderhalskræft, mens kun 7 ud af 10 ved, at vaccinen beskytter mod analkræft. Og det er blot 4 ud af 10, som ved, at vaccinen også beskytter mod kønsvorter. Det ønsker vi at lave om på, og der får vi brug for jeres hjælp.

Sæt fokus – før det er for sent
Hjælp ved at sætte fokus på det midlertidige tilbud og HPV-vaccination generelt, så endnu flere drenge når at blive gratis vaccineret - og dermed beskyttes mod en række alvorlige kræftformer. 

Læs mere i nyheden, der findes på cancer.dk:

Drenge risikerer at gå glip af tilbuddet om gratis HPV-vaccination

I må meget gerne dele nyheden fra cancer.dk, f.eks. på jeres lokale Facebookside eller i jeres netværk. For at komme bredt ud, kan I også skrive læserbreve til lokalavisen, så flest muligt hører om tilbuddet og vi får delt brugbar og nuanceret viden med forældrene. Vend det evt. med jeres lokale områdekonsulent.

Hør og del også gerne det nyeste afsnit ’Hvad med drengene?’ i podcastserien ’Sidste Stik’. Her diskuterer forfatter og blogger, Cana Buttenschøn, og radiovært og debattør, Ditte Okman, HPV-vaccinationen til drenge. Podcasten ”Sidste Stik” kan findes her.

Vi sætter i øvrigt også fokus på HPV til årets HPV-uge i uge 35, hvor ambitionen netop er at få klædt forældrene godt på via faktabaseret information og dialog. Så tag gerne kontakt til jeres lokale apotek og vær med til at hæve vaccinationstilslutningen i jeres kommune. Læs mere om HPV-ugen her:

Sæt fokus på HPV-vaccination sammen med dit lokale apotek

Vi har en vaccine mod kræft – det fortjener vores børn og din nabo at vide!

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Trine Bentzen på tsb@cancer.dk