Luk

Valgkampens slutspurt: Tips og tricks til de sidste indsatser

Få inspiration til at skabe synlighed om børn som pårørende her i valgkampens sidste fase. I kan blandt andet dele en film på Facebook, sætte badge på jeres profil eller skrive et læserbrev. På den måde får vi sammen sat et flot punktum for den fantastiske indsats, I har leveret for børn som pårørende.

7. oktober 2021
Patientstøtte & Frivillig Indsats

180 valgaktiviteter. Så mange er det blevet til i løbet af et år, hvor jer gode frivillige for alvor fik sat børn og unge som pårørende på den lokalpolitiske dagsorden. Det er ganske enkelt imponerende.

Hvis du vil være med til at sætte et sidste punktum for den lokale valgindsats, har vi herunder beskrevet forskellige aktiviteter, som du kan sætte i værk de sidste uger op til valget:

Skriv et læserbrev
Debatterne i de lokale aviser kører på fuld blus i valgkampens sidste uger. Vær med til at præge debatten ved at lave et læserbrev. Er du medlem af gruppen ’Ingen pårørende skal stå alene’ på www.frivillig.dk, kan du finde skabeloner til læserbreve, som du blot skal sætte dit eget præg på. Du kan også tage kontakt til jeres lokalforenings områdekonsulent, hvis du har brug for hjælp til læserbrevet.

Del filmen om familien fra Ringkøbing
Kræftens Bekæmpelse har lavet en film med en familie fra Ringkøbing. Filmen sætter fokus på vores centrale budskab om, at ingen børn skal stå alene med sorg.

Du kan dele filmen på Facebook eller andre sociale medier. Download filmen via dette link:
https://www.frivillig.dk/nyheder2/nyheder-p3/faa-politikerne-til-at-tage-ansvar-for-boerns-sorg/
Der findes også en guide til deling at filmen på Facebook, hvis du oplever problemer med det. Guiden finder du også i gruppen på frivillig.dk ”Ingen pårørende skal stå alene”.

Sæt et badge på din Facebookprofil
Kræftens Bekæmpelse har fået lavet et ’Facebook badge’ med teksten ’Ingen børn og unge skal stå alene med sorg’. Den kan du sætte på dit profilbillede på Facebook og opfordre andre til at gøre det samme. Du finder badgen ved at: 

  1. Gå ind på din profil på Facebook.
  2. Tryk ’rediger profil’
  3. Tryk på ’tilføj ramme’ hvis du bruger din pc eller ’vælg profilbillede eller video’ hvis du bruger din telefon eller iPad. På telefonen skal du scrolle ned til ’profilrammer’.
  4. Søg efter ’Ingen børn og unge skal stå alene med sorg’
  5. Føj ramme til dit profilbillede
  6. Angiv hvor længe badgen skal være på dit profilbillede og tryk ’brug som profilbillede’


Brug hashtags #
Når du er aktiv på de sociale medier og sætter fokus på børn som pårørende, så husk at bruge hashtags #. Det er med til at sætte fokus på vores budskaber i det store online fællesrum.

Her er et par forslag til gode hashtags du kan bruge, når du eksempelvis deler film, badge, billeder eller tekst: #kv2021, #børnsompårørende #kræftensbekæmpelse

Del hjertefortællingen
Har du kendskab til en familie eller børn, som har fået god hjælp til at håndtere sorgen, eller som ikke har fået den ønskede hjælp, så vil vi meget gerne høre om det. Vi hjælper gerne med at formidle hjertefortællingen gennem vores folk i kommunikationsafdelingen. Tag kontakt til din områdekonsulent, hvis du kender en familie, som gerne vil fortælle sin historie.

Bliv inspireret af andre
Mange lokalforeninger og regionsudvalg har allerede gjort en stor indsats for at få sat børn som pårørende på dagsordenen. I gruppen ’Ingen pårørende skal stå alene’ her på frivillig.dk kan du også se videoen ’Inspiration: Sådan sætter I børn som pårørende på dagsordenen’. Her fortæller frivillige fra lokalforeninger og regionsudvalg om, hvordan de har arbejdet for at få børn som pårørende på dagsordenen.

FAKTA Sådan kommer du i gang med grupperne
www.frivillig.dk kan du læse mere i gruppen ’Ingen pårørende skal stå alene’. Du skal melde dig ind i gruppen for at kunne læse indholdet. På www.frivillig.dk kan du også finde andre grupper, du kan melde dig ind i og på den måde holde dig opdateret på et særligt område, der har din specifikke interesse. Grupperne er kun tilgængelige, hvis du har oprettet en profil på www.frivillig.dk og er logget ind.